TRACK. Noget af det mest vidunderlige ved japansk popmusik fra 80’erne er den romantiske fascination af det engelske sprog.
Uanset hvad en given sang handler om, kan man vide sig sikker på, at omkvædet er domineret af fuldkommen tilfældige engelske gloser uden nogen umiddelbar forbindelse til resten af sangen.
Blandt de skønneste eksempler findes Rebeccas kæmpehit ‘Raspberry Dream’ og Mari Iijimas ‘Blueberry Jam’ – to sange om kærlighed og tab, der i deres omkvæd forvandler sig til at handle om … bær?
Blæsts nye, mærkelige og skønne single, ’Forever’, bruger det engelske sprog på omtrent samme måde. Bedst som man er ved at leve sig ind i versenes triste, dansksprogede kærlighedsfortælling, katapulteres man ind i omkvædets maniske »I’m Cinde-who, Cinderella / Put me on like Dior«.
Det sproglige og tematiske piskesmæld er dog intet sammenlignet med det musikalske.
I omkvædet bliver versenes afslappede, saxofonbårne soul-groove nemlig – helt ud af det blå – afløst af en dybt besynderlig funk-hyperpop-hybrid (hyperfunk?), hvor forsanger Sarah Sophies pludseligt rap-agtige levering er speedet så meget op, at vi nærmer os det berømte jordegern-territorie.
Skiftet sker så uventet og lyder så umiddelbart off, at jeg først troede, at jeg var kommet til at afspille flere forskellige sange på samme tid.
Hvilket er en god ting. Som mange kunstnere før dem er Blæst trådt ind i deres maniske kollagemagerfase, hvor de kan tillade sig at være besatte af postproduktionens uanede muligheder, mens de sammensætter deres sange med Frankenstein-lignende omhyggelighed.
Deres Brian Wilson-fase, kunne man kalde det. Den har de gjort sig fortjent til at nyde.
Til dig, der kan lide: Rigtig mange åbne faner. Japansk popmusik fra 80’erne. Nightcore-versioner. ’Some Velvet Morning’ af Nancy Sinatra.