‘Book of Psalm’: Med popsangens sentimentalitet og internetpunkens anarki følger Ulrikke Bak op på sin mesterlige debut
ROMAN. Nogle så det måske som en gimmick, da Ulrikke Bak i 2024 debuterede med en dansk roman skrevet på engelsk.
Men da jeg læste ’Love Looks Bleak’ om Psalm der arbejder med pr i modeindustrien, og som både bliver stalket af sin syge eks, ghostet af en ny mand og får besøg af the holy ghost – altså Gud – havde jeg det sådan: wow det her er virkelig vildt! Ikke nogen gimmick her, snarere et nybrud. Sjov, gakket, beskidt, in your face. Psalms stemme er som en sprogmaskine, hvor ordene formerer sig både tumultarisk og formfuldendt. Et totalt mesterværk!
I Baks nye bog, ’Book of Psalm’, går storformen fra debuten igen. Den tager fat på samme måde, som den gav slip, cheeky: »OK, I’m back. It’s been a minute! But here I am, I have come. As it was written about me in the scroll. Haha. No!«
Som de bedste break-up-album
Men alting er dog ikke helt det samme. The holy ghost og ekskæresten er væk. I stedet starter romanen med, at Psalm får sit hjerte knust af den ellers perfekte elsker. Det der starter som en fantasi, hvor hun og elskeren fjoller rundt som løver, stopper pludseligt, da han siger: »I need a break from you.«
Som de bedste break-up-album bruger bogen denne urscene som et springbræt til at hoppe rundt i den suppedas, der er livet anno 2026.
Med slapstick-agtige snapshots bliver Psalm en slags kulturkommentator, ligesom der også foregår en metapoetisk leg bogen igennem, hvor hun taler direkte til læseren: »If you notice a confusing shift in tone, if I suddenly go into a chatty mode, it’s just because that’s how I cope.«
Bogen har det korte blogposts klarhed, det lange essays kulturanalytiske blik, avantgardens metapoetiske leg, popsangens sentimentalitet, dagbogens indadvendthed og internetpunkens sjove anarki.
Der er et kapitel om at få sig en hund og kalde den Creed, der er et om arbejde og online-intimitet som camgirl, der er et særligt nuttet et om den skæbnesvangre følelse af før-og-efter, der følger et break-up, hvor en fletning i Psalms hår gør hende ked af det, fordi hun flettede den, inden hun blev forladt, og så er der et virkelig godt kapitel, hvor behovet for at græde bliver knyttet sammen med alle de andre krav, Psalm skal leve op til:
»I tell myself that I can cry after I clock out. I can cry when I get home. I can cry after I take Creed for a walk. I can cry after my workout. I can cry in the shower. This way I can make it through a whole day and only shed one or two little tears until bedtime where I’d break.«
Hun kan ikke, som Lesley Gore, »cry when I want to.« Her græder man først, når man har tid.
Knivskarpe sætninger
Heldigvis fortsætter Ulrikke Bak ikke bare i det spor, hun modtog så stor anerkendelse for med sin første roman. I stedet udvikler hun en anden opmærksomhed over for sproget. Det er stadig eksperimenterende, overraskende og drillende, men det har en lavere kadence, et langsommere tempo og en højere grad af knivskarpe sætninger, der skærer lige ind til benet.
Med en kaotisk elegance har Bak en sjælden evne til at skabe præcise billeder, der pludselig popper ud af siden og bare står dér glasklart.
Èt af de mange, der stod tydeligt for mig, er, hvor Psalm husker tilbage på den type børnebog, hvor læseren skal vælge mellem forskellige muligheder, og så springe frem til en specifik side i bogen for at se valget udfolde sig:
»I loved the warning at the beginning that said, remember, you cannot go back! Because of course you could go back. Going back was the point. I remember keeping one finger marking the page at every crucial choice point to which I needed to return until all my fingers were slotted into the book.«
Forestil dig: At have alle fingre fanget i et forsøg på at holde alle muligheder åbne. På samme tid at ønske sig at vide hvad der vil komme, men ikke have lyst til at udelukke muligheden for, at tingene også godt kunne forblive de samme, hvis det viser sig, at man har valgt forkert. Isn’t that just life?
Kort sagt:
Psalms hypnotiserende stemme vil blive hos dig, længe efter endt læsning. Det er en avantgarderoman, der ikke bare vil drille sin læser, men også på original vis skubber til vores opfattelse af, hvad vi normalt kalder litteratur.