Kærlighedklichéer vendes på vrangen i fashionhorror-romanen ‘Love Looks Bleak’
Forlaget beskriver ‘Love Looks Bleak’ som fashion horror, men på TikTok ville Ulrikke Baks ultrakorte debutroman nok blive betegnet som no plot, just vibes.
»I’ll try to give an account but I’m not really good at going over a narrative from A to B. I mean, you’re in safe hands, but don’t read it for the plot,« varedeklarerer fortælleren, inden hun kommer for godt i gang med sin historie.
Fortælleren hedder Psalm og arbejder i modebranchen. Man dumper ind i hendes tanke/talestrøm på et skæbnesvangert tidspunkt. Hun har forladt et giftigt forhold og er blevet ghostet – eller holy ghostet som hun selv siger – af en ny mand, hvorefter der er flyttet et spøgelse ind i hendes lejelejlighed.
Alt dette udspiller sig på romanens tre første sider. Derfra bliver værket båret af vibes, altså stemning.
Og hvilken stemning! Den er trykket, foruroligende og febrilsk. For Psalm bliver ikke kun hjemsøgt af et spøgelse, men af sin tidligere partner, nu stalker, og erfaringerne, som hun gjorde sig i det forliste forhold.
Kærlighedens klichéer bliver vendt på vrangen, så alt det grimme kommer til syne. Man er besat af hinanden, men besættelsen tager overhånd. Psalms eks syntes, at hun var smuk, for smuk, på vej til en fest i en lille sort kjole, så han råbte og smed hendes ting ud af et vindue.
Senere vil han have hendes opmærksomhed, men får den kun ved at sende en besked, hvor han truer med selvmord. Kærligheden, hvis man overhovedet kan kalde det kærlighed, kammer over. For evigt bliver en trussel frem for et løfte.
Fortælleren ved godt i teorien, at det handler om magt, kontrol og intimidering, men omtaler sig selv som et “offer” i anførselstegn.
Ulrikke Bak skriver scenerne fra et giftigt forhold frem med sikker hånd, så man får både hjertebanken og svedige håndflader – og absolut ikke på den romantiske måde. Det er voldsomt og indtrængende, men også ambivalent og flabet:
»He kept calling me and calling me and calling me and calling me, hoping that I would pick up. He said that my voice was like COCAINE to him. And I get that, but – Hello?! Can we restore a little bit of balance?« og »Did I excuse his behavior because part of me felt lowkey uplifted I was THAT good looking?«
Som citaterne afslører, er romanen skrevet på engelsk, selvom Ulrikke Bak er uddannet fra Forfatterskolen og debuterer på det lille danske forlag Amulet.
Derudover er den flydende på internetsprog. Ikke kun fordi den jævnligt punkterer sit eget hæsblæsende tempo med udtryk som lol og hehe, men også fordi den er skønt selvoptaget på den måde, som nærmest alle er på internettet.
Psalm er den eneste navngivne karakter, og vi bliver i hendes hoved fra begyndelse til ende. Hun betragter sine veninders hudplejerutine, som om det siger noget definerende om hende, at hun i modsætning til dem går i seng uden at fjerne makeup.
Som var bogen en blog eller vlog adresserer Psalm bevidst et publikum. Og som publikum sluger man hendes betragtninger råt.
Ud over det forestillede publikum henvender Psalm sig løbende til Gud. Jeg er muligvis præget af at være vokset op i dette gudsforladte, kulturkristne land, men det forbliver faktisk uklart for mig, om der er en ironisk distance til bogens talrige, religiøse referencer. Uagtet parafraseres der flittigt fra Bibelen, mens fortælleren rabler om nåde, krucifiks og syndsforladelse.
I denne mystiske spøgelseshistorie bidrager gudfrygtigheden til de gotiske vibes.
Der er hverken frelse eller forløsning i ‘Love Looks Bleak’, men der er denne sitrende og plagede stemning, som man ikke kan undgå at blive grebet af.
Og det er ikke et greb, der løsner sig ved endt læsning.
Kort sagt:
Ulrikke Bak stiller skarpt på scener fra et giftigt forhold i sin overlegne og overbevisende debut, og som enhver god spøgelseshistorie kravler den ind under huden og bliver der.