Elias Sadaqs digtsamling får stemme og krop i ‘Djinn’ på Blaagaard Teater
TEATER. Velkommen indenfor. Stil venligst skoene i entréen. Der er myntete på kanden og små kager med sesam og pistacie på ciselerede sølvfade. Værsgo at tage.
Blaagaard Teater er portalen til et konservativt, muslimsk barndomshjem i en boligblok i Brabrand. Her bor Zakarias. Han er skabt i fri fortolkning af instruktør Sargun Oshanas ud fra Elias Sadaqs digtsamling ’Djinn’.
Publikum, gæsterne, finder sig til rette på lange hynder på gulvet. Afvæbnende i vores strømpesokker, klemmer vi os sammen tæt op og ned ad hinanden.
Skuespiller Kevan Nirwan Soliman er Zakarias. Han går rundt blandt gæsterne og tager høfligt imod os med en overstadig venlighed. Som et lille barn, der er blevet sat til at tage imod sine forældres gæster.
En mystisk skikkelse, pole-danser Aftab Asghar Gondal, med ansigtet drapereret i lange glitrende kæder, der klirrer for hvert skridt, bevæger sig også rundt blandt publikum. Er det mon hans djinn, der allerede lurer?
Man siger, ifølge Zakarias, at en djinn er en ånd. Skabt af Allah, af blå røg, før han skabte mennesket. Der findes gode og onde. Onde djinner kan besætte dig, gøre dig til en forvrænget version af dig selv, og få dig til at elske mennesker af dit eget køn.
Onde djinner uddrives med vold.
Minoritet i anden potens
’Djinn’ er en drømmende og personlig beretning om at være queer og muslim. Med Zakarias som fortæller får vi del i magiske aftener med farmoren Aminah, der lærer ham at brygge kærlighedsbesværgelser med knust koriander og peberkorn.
Vi ser stjålne blikke i kældermoskéen med imamens søn, den lysende Younes. Vi tager med ham ud i det frie københavnske natteliv, hvor han gemmer sig fra sin voldelige far og finder sig selv.
Selvom historien er befolket med flere personer, er der kun to på scenen. Soliman lægger, ud over at spille Zakarias, stemme til de øvrige karakterer, imens Gondal tavst lægger krop til.
Soliman er enormt charmerende i hovedrollen til trods for en vis usikkerhed i sit spil især i starten. Som om han lige skal finde sig til rette i teksten.
Det ender dog med at passe ret fint til den lidt kejtede barndomsfortælling, der præger stykkets første halvdel. I takt med at mørket sænker sig over fortællingen, vinder han mere fodfæste, og de forpinte og oprørske facetter i hans fortælling træder tydeligere og langt mere hårdtslående frem.
Det er også i disse mørkere øjeblikke, at Gondals evner med en pole-stang skinner igennem, og det fysiske tager ordet. Hans svirpende vægtløse bevægelser smelter smukt sammen med Jacobe Suissas velkomponerede lydunivers, hvor smerteskrig bliver til bønnekald og tung techno blander sig med arabisk musik.
Min baba er majnun
At sige, at der kun er to personer på scenen, er faktisk ikke helt rigtigt. Zakarias’ far, hans baba, er også til stede i form af en stemme fra en transistorradio (hvorfor? Jeg er ikke helt sikker) hvorfra han hadsk kalder Zakarias »haram« og »en djinn«.
De andre børn i blokken kalder faren »majnun« (skør eller gal), og han skal tydeligvis fremstå som en lunefuld og forstokket patriark – og gør det også i handling, når han for eksempel lukker Zakarias inde i skabet og tvinger ham til at lære Koranen udenad, fordi faren har opdaget hans affære med Younes.
Der er dog noget ved stemmen, der ikke rigtig matcher den måde, faren beskrives. Han lyder simpelthen ikke hård nok, og af den grund bliver far-søn-relationen ikke nær så grum og rørende, som den helt sikkert skulle have været.
Se din djinn i øjnene
Sadaqs og Oshanas bearbejdning af oplevelsen af at være queer og muslim på samme tid virker på én gang personlig og universel. Den fungerer både som et spejl til genkendelse og et forstørrelsesglas til forståelse. Det afhænger af tilskueren.
’Djinn’ lærer os, at vi skal se vores indre ånder i øjnene og byde dem velkomne, ikke fornægte dem. Og lige der findes stykkets sande styrke – grunden til at det vil slå rødder og vokse i dig, også længe efter, du har forladt teatersalen.
Det handler nemlig om langt mere end ”bare” queerness og religion.
I virkeligheden er det ganske simpelt: Det handler om accept. Om det at kæmpe for at blive accepteret og om at lære at acceptere sig selv.
Det kan vi vist alle sammen lære noget af.
Kort sagt:
‘Djinn’ er en vigtig historie om at være queer muslim, der portrætterer en menneskeskæbne, vi ikke færdige med at tale om.