‘Hundrede børn’: Koret er liv eller død for børnene i Fine Gråbøls nye roman
ROMAN. »Jeg var intet uden koret«, konstaterer den 11-årige fortæller i Fine Gråbøls anden roman, ‘Hundrede børn’. Karl går i sjette klasse på en skole, der har latinsk motto og optagelsesprøve til sit velansete kor.
Vi følger skoleårets kronologi og hans hverdag, hvor venskaberne med Hüseyin, Theo, Anna og Isa er »for evigt«, og forældre hverken er mere eller mindre end dem, der laver madpakker. Men barndommen går på hæld, og verden følger – bogstavelig talt – med. Ét af bogens magiske elementer.
»Hvor ved du fra, at det er min skrift, der hælder, og ikke skolen selv«, spørger Karl, der ikke kan få alfabetets buede bogstaver til at ramme den øverste linje i kladdehæftet, når han øver formskrift. Kort derefter kræver det skridsikre sko at bevæge sig rundt på skolen, og senere må der monteres hængsler på stole og nodestativer.
Med tiden hælder skolebygningen mere og mere, mens Karl og vennernes dage i koret er ved at være talte. »De færreste af os tænkte på puberteten, men vi tænkte på, hvornår vores stemmer ville knække«, forklarer Karl.
Gys for ham, men også for læseren, for Gråbøls beskrivelser af at synge i kor er simpelthen fantastiske. De er så detaljerede, at man forstår præcis, hvad der er på spil, når dirigentpinden svinger – selv hvis man ikke har en tone i livet.
Stemmer i overgang bliver på overbevisende vis opstillet som en liv-eller-død-situation for det fællesskab, der eksisterer i kraft af koret. Børn med knækkede stemmer sendes ned i skolens kælder for at spille rockmusik, og fordi der er meget mere mellem himmel og jord i denne roman, fremstår kælderen som et indelukket helvede osende af teenagesved.
I både kristendommen og malerkunsten taler man om memento mori, som er latin for »husk, at du skal dø.« Det ildevarslende budskab bliver typisk bragt gennem symboler som dødningehoveder, timeglas og rådden frugt.
Hos Gråbøl er det da heller ikke underspillet, når urene tikker, og biologitimen foregår på en kirkegård. Eller når hun skriver: »Vi var særlige, det vidste vi, vi var udvalgte, men der ville komme nye drenge efter og erstatte os; ligesom vi havde erstattet vores forgængere«.
Det bliver til tider højstemt, men Gråbøl insisterer på at blive i de eksistentielle teenybopper-følelser og hendes poetiske, men stilfærdige sprog kan bære det. Det er også med sproget, at hun anlægger et barnligt blik på verden. Skyerne lægger sig som udstrakt madfilm over skolen, og tavshed beskrives som en udspændt sæbeboble.
Den konstante bevisthed om snarlig undergang – eller i hvert fald overgang – tynger karakterne i forskellig grad. Hüseyin slutter sig ubekymret til brummerkoret i kælderen, mens den mere forsigtige Theo frygter for sin svanesang. Pigernes stemmer har ingen udløbsdato, men de øver en dans, der handler om »alt det levende der kommer til at dø«.
Det minder mig mest af alt om ‘Intet’ af Jane Teller, hvor en 7. klasse får en kollektiv eksistentiel krise i deres forsøg på at modbevise deres klassekammerats overbevisning om, at intet betyder noget.
Mod slutningen af Gråbøls roman er der en nærmest direkte reference til ungdomsklassikeren, bedst kendt fra folkeskolens danskundervisning. Der er meget på spil i begge romaner, men hos Gråbøl er børnenes relationer til hinanden relativt ukomplicerede.
Når fællesskabets harmoni brydes, gør det overraskende lidt ondt på hovedkaraktererne, der nærmest ikke lader til at have nogen grimme følelser. De er medgørlige, empatiske og artige – særligt overfor hinanden.
Der er nærmest ingen konflikt mellem Hüseyin og Theo, der har markant forskellige reaktioner på at skulle forlade koret, og Karl virker heller ikke videre klemt i positionen mellem sine to venner. Det virker mærkeligt, at en roman, der beskæftiger sig så seriøst med børns indre liv, ikke har fantasi til at forestille sig deres mindre flatterende følelser, og det betyder, at de ellers skarpe karakterer bliver en smule flade.
Ellers er der ingen mangel på fantasi i Gråbøls værdige efterfølger til ‘Ungeenheden’, som hun modtog Bogforums debutantpris for. Når skolen hælder så meget, at børnene knap kan bevæge sig rundt længere, begynder der at falde snasket englestøv fra himlen.
‘Hundrede børn’ er allerbedst, når den til slut giver fantasien frit løb.
Kort sagt:
Fine Gråbøl rammer de store, tidlige ungdomsfølelser fuldstændig rent i sin skildring af et forunderligt fællesskab, selvom børnene er mistænkeligt søde.