FIRST LISTEN. Da vi sidste år kårede århundredets 50 mest banebrydende album, var Charli XCX’s ‘Brat’ det klart nyeste album på listen.
‘Brat’ definerede et kulturelt øjeblik på en måde, der er få album forundt, og selvom det virker grotesk at sige om et album, der blot er to år gammelt, står det i dag som et ikonisk værk.
Hvordan følger man op på sådan et album? Det har vi nu fået svaret på, og det er et overraskende et af slagsen: ‘Wuthering Heights’ er nemlig både et selvstændigt Charli XCX-album og en ledsager til Emerald Fennells nye filmatisering af romanklassikeren af samme navn.
På den måde optager albummet en lidt pudsig plads i Charlis diskografi, men det betyder ikke, at der ikke er masser at sætte tænderne i for fans af den britiske superstjerne.
Vi har lyttet hele morgenen. Her er tre umiddelbare tanker om ‘Wuthering Heights’, inden en egentlig anmeldelse lander på mandag.
1. Charli har lavet en Miley!
Førstesinglen ’House’ kom mildest talt som en overraskelse, men gik man og troede, at resten af ’Wuthering Heights’ ville udspille sig i samme støjende, industrielle univers, kan man godt tro om igen.
Allerede med den efterfølgende single ’Chains of Love’ var Charli XCX tilbage på mere poppet territorie, og nu hvor hele albummet er ude, kan vi konstatere, at ingen af de resterende sange er tilnærmelsesvist lige så out there som den gotiske duet med The Velvet Underground-medlemmet John Cale, der også er albummets åbningsnummer.
Det betyder på ingen måde, at ’Wuthering Heights’ bare er ’Brat’ om igen – det vender vi tilbage til om lidt – men det er svært ikke at se den første smagsprøve som et slags røgslør for, hvilket album vi faktisk havde i vente.
På den måde minder det en hel del om Miley Cyrus’ rollout af sidste års ’Something Beautiful’, som også blev skudt i gang med en single ulig noget andet i popstjernens diskografi. Nemlig titelnummeret, hvis brutale, forvrængede omkvæd føltes som et chok til nervesystemet.
Resten af pladen viste sig som bekendt ikke at være helt så excentrisk, men som man siger: Never let them know your next move.
2. ‘Brat summer’ er virkelig ovre
I forbindelse med premieren på den nye mockumentary ‘The Moment’ udtalte Charli XCX for nylig, at hun er klar til at lægge ‘Brat’ bag sig. På ‘Wuthering Heights’ gør hun et ihærdigt forsøg.
For selvom størstedelen af albummet som sagt ikke er lige så outreret som ‘House’, kan det ikke nægtes, at ‘Wuthering Heights’ på mange måder er antitesen til ‘Brat’.
Det skyldes selvfølgelig først og fremmest albummets lyd: Med undtagelse af enkelte mere rendyrkede elektropopsange – herunder de iørefaldende ‘Dying for You’ og ‘My Reminder’ – er der tale om en underspillet affære båret frem af mystiske, snigende stemninger og en hel masse strygere.
Men det skyldes i lige så høj grad albummets totale overgivelse til kærligheden. Hvor ‘Brat’ i høj grad var præget af individualisme, er ‘Wuthering Heights’ en meditation over tosomhedens mange nuancer.
»I’m at your altar, baby / I once believed I was free«, lyder det på det dramatiske højdepunkt ‘Altars’. Den selvoptagede klubprinsesse med galopperende hovedpersonssyndrom, som så fascinerende blev udfoldet på ‘Brat’, har tilsyneladende måttet erfare, at selv ikke hun er en ø.
Det tematiske skift hænger selvfølgelig til dels sammen med den film, som albummet ledsager. ‘Wuthering Heights’ er trods alt en af verdens mest ikoniske fortællinger om kærlighedens altopslugende kraft.
Men det bliver spændende at følge med i, om albummet kommer til at stå som indvarslingen af en helt ny grundstemning i Charlis musik.
3. Vi har brug for et Sky Ferreira-album
Som en konstant utro kæreste, der kommer med blomster, akkurat som man endelig er ved at gå fra dem, kommer Sky Ferreira frem fra sit skjul omtrent én gang om året og minder os om, hvorfor vi bliver ved med at håbe på hendes musikalske genkomst.
Svimlende 13 år efter debutalbummet ‘Night Time, My Time’ skal man nemlig være ualmindeligt godtroende, hvis man bliver ved med at tro på hendes løfter om en kommende opfølger.
Og ualmindeligt godtroende er vi åbentbart her på Soundvenue.
For så snart man hører hendes uforlignelige stemme over de skurrende strygere og industrielle trommer på den bombastiske ‘Eyes of the World’, får man lyst til igen at håbe og tro på, at hun måske langt om længe kan få snøvlet sig sammen til at udgive ny musik.
Det er ikke første gang, Charli agerer katalysator for Sky Ferreiras musikalske breadcrumbing – samarbejdet ‘Cross You Out’ var et klart højdepunkt på 2019’s ‘Charli’ – og det er kærkomment hver gang.
Der er bare noget over Ferreiras måde at indtage en sang på. En uimodståelig kulde over hendes tilstedeværelse. En helt overvældende grad af drama i hendes intonation. På ‘Eyes of the World’ synger hun, som om stirrer på et rådnende kadaver. Få popsangere forstår gru, som hun gør.
Så ja, der er desværre ikke andet at gøre end at overgive sig til at være fuldkommen delulu, væbne sig med tålmodighed og håbe på, at Sky Ferreiras næste album en dag udkommer.