Charli XCX’s første single siden ‘Brat’ er fuldkommen ulig noget, hun har lavet før
SINGLE. Det lød som en slags undvigemanøvre, da Charli XCX annoncerede, at hendes første album post-’Brat’ var et soundtrack til en ny filmatisering af Emily Brontës i forvejen ofte filmatiserede ’Wuthering Heights’.
Hvordan følger man op på et af nyere tids mest ikoniske musikprojekter uden at blive offer for forventninger, som det er umuligt at leve op til?
Måske med det, der bedst kan beskrives som et halvt album – en uforpligtende souvenir fra en film, som helt sikkert nok skal blive en begivenhed, men som ingen nødvendigvis forventer bliver god. Det musikalske svar på det lille stykke legetøj, der kommer med et Happy Meal.
’House’, den første single fra det kommende soundtrack, er dog ikke en sang, man udgiver, hvis man er tynget af forventninger.
Indspillet med avantgardekomponisten og The Velvet Underground-medlemmet John Cale er sangen fuldkommen ulig noget, Charli XCX har lavet før. Alligevel føles sangen ikke nødvendigvis som en unaturligt skridt.
Mens ’Brat’ var ren og skær forløsning, er ’House’ intet andet end spændingsfyldt opbygning, men begge befinder sig solidt plantet i de ekstremer, hvor Charli altid har følt sig mest til rette.
Sangen begynder med de skurrende toner fra Cales legendariske bratsch (brat-sch?), der knirker som H.C. Andersens mekaniske nattergal efter årtier uden olie, inden han med sin dybe, vejrbidte, distinkt walisiske stemme intonerer: »Can I speak to you privately for a moment? / I just want to explain«.
Herefter bliver det mørke lydtapet blot mere og mere fortættet, inden det kulminerer i frådende, forvrængede guitarer, uigennemtrængelig elektronisk støj og Charli XCX’s mere og mere desperate gentagelse af sætningen: »I think I’m gonna die in this house«.
Fans af Anna von Hausswolffs smertefulde, gotiske drama vil føle sig til rette her. Det samme vil fans af Xiu Xius industrielle støjunivers, mens fans af Brontës roman sandsynligvis sagtens vil kunne forene sangens snigende uhygge med Mr. Lockwoods berømte mareridt i romanens begyndelse.
’House’ bliver næppe Charlis næste store hit, men efter Ethel Cains droneværk ’Perverts’ og Rosalías opera-inspirerede ’Lux’ er sangen endnu et opmuntrende eksempel på, at der ikke længere er grænser for, hvad en popmusiker kan slippe afsted med at udgive.