’Shelter’: Den mest underholdende Jason Statham-basker længe giver ’John Wick’ kamp til stregen

’Shelter’: Den mest underholdende Jason Statham-basker længe giver ’John Wick’ kamp til stregen
'Shelter'. (Foto: Scanbox)

FILM. Jeg tror godt, jeg tør spå, at Jason Stathams seneste højkaliberskud på den efterhånden godt gennemhullede stamme nok ikke vil få jordskælvsrystende klapsalver af anmeldere verden over.

For i tradition med Liam Neeson, The Rock, Van Damme og Chuck Norris, emmer Statham af har-du-set-én-har-du-set-dem-alle. Kigger man på de seneste tre film, han har lavet – ’The Beekeper’, ’A Working Man’ og nu ’Shelter’ – kan de alle beskrives med nøjagtig den samme sætning: En mystisk eks-militærmand med en mørk fortid skal benytte sine helt særlige evner til at nedlægge en magtfuld organisation.

Men jeg synes alligevel, at ’Shelter’ skiller sig lidt ud fra mængden af træge og forudsigelige actionfilm, der udgør broderparten af Stathams cv.

Tag ikke fejl. Den er stadig voldsomt forudsigelig og kan sætte hak ved samtlige punkter på genrens typiske to do-liste. Men den har også Ric Roman Waugh bag roret, der i et tidligere liv var stuntmand og stuntkoordinator på film som ’Den sidste mohikaner’, ’Den sidste actionhelt’ og ’The Crow’.

Og ligesom man tydeligt kan se, at ’The Wick’-instruktør Chad Stahelski er svært præget af sit tidligere hverv som stuntperson, skinner det også klart igennem i Waughs værker – og i særdeleshed i ’Shelter’, der ikke ligefrem sparer på krudtet. Hvilket er selve filmens eksistensberettigelse.

Det er på grænsen til unødvendigt at beskrive filmens plot, men for en god ordens skyld:

‘Shelter’. (Foto: Scanbox)

Den tidligere eliteagent Mason er gået i selveksil på en stormfuld skotsk ø i Hebriderne, men da han en dag redder pigen Jessie (spillet af talentet Bodhu Rae Breathnach, som er værd at holde øje med) fra at drukne, begynder hans isolerede liv at krakelere.

På grund af den britiske stats øgede (og ulovlige) overvågningsindsats bliver Mason snart indhentet af en fortid, der vil ham til livs, koste hvad – og hvem – det vil. Så for at holde sig selv og ikke mindst Jessie i live må han begive sig ud på en farefuld rejse, der starter i det skotske højland og kulminerer i et eksplosivt opgør i London.

Der er så meget her, som vi har set en million gange før, og som føles enormt bedaget. En ond gren af staten, der opererer i skyggerne, et moralsk bankerot overvågningssystem, et skummelt program af elitesoldater, der tilsyneladende er blevet lukket ned, men så ikke helt alligevel, en ung kvinde, der skal reddes af en gnaven ældre mand …

‘Shelter’. (Foto: PR)

Men. Er man indstillet på alt det – og mon ikke, hvis man så meget som overvejer en Jason Statham-flick – så lover filmen ikke noget, den ikke lever op til. Tværtimod er langt mere underholdende end den seneste håndfuld Statham-film, og det skyldes primært, at der ligger et meget synligt niveau af kompetence bag actionsekvenserne.

Hvis man skulle have lyst til at kalde ’Shelter’ for den britiske ’John Wick’, vil man ikke høre voldsomme indvendinger herfra.

Den læner sig ikke helt så stilsikkert ind i universopbygningen som ’John Wick’, og den prøver for hårdt at drage os ind i en historie, der simpelthen ikke er specielt spændende i sig selv.

Men fokuserer man på det, filmen gør bedst – Statham, der deler øretæver ud, og en kameraføring, der ikke forsøger at snyde os med smarte vinkler og hurtige klipning – så kan man med ro i maven købe billet til denne højoktane omgang smæk for skillingen.


Kort sagt:
Plottet er forudsigeligt, men actionsekvenserne sigter efter ’John Wick’-niveau. Det gør ’Shelter’ til den mest underholdende Jason Statham-basker i et godt stykke tid.

’Shelter’. Spillefilm. Instruktion: Ric Roman Waugh. Medvirkende: Jason Statham, Bodhi Rae Breathnach, Bill Nighy. Spilletid: 107 minutter. Premiere: I biograferne 19. februar
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af