PORTRÆT. Bedst som Dubai-chokoladen endelig havde sluppet sit klistrede tag, og besættelsen af de meget dyre Labubu-trolle var ved at nå sit zenit, var han lige pludselig allevegne i 2025.
Først på TikTok og i deraf afledte Instagram-reels, hvor hans ranglede statur, mørke, krøllede hår og æteriske indierocksange som ’Caroline’ og ’Back to Friends’ dukkede op i flere og flere videoer. Men meget hurtigt også i koncertannonceringer og i musikmediernes spalter.
»Kan Sombr frelse rock’n’roll?« spurgte magasinet i-D i en meget hyperbolsk artikel, der blandt andet beskrev den 20-årige musiker som »Jeff Buckley, hvis han var på TikTok« for herefter at fremmane associationer til Led Zeppelin, Jim Morrison, Bob Dylan og Rolling Stones.
Den form for præmature hagiografier af fremadstormende musikere er næppe en ny ting, men det er samtidig bemærkelsesværdigt, at Sombrs umiddelbare kolleger – Benson Boon, Teddy Swims, Alex Warren – aldrig skildres i så floromvundne termer.
Om Sombr virkelig er rockmusikkens messias får Danmark en chance for at bedømme med egne øre i morgen, når han spiller sin første danske koncert nogensinde i K.B. Hallen. Og igen til sommer, når han gæster Syd For Solen.
Men inden da er det værd at overveje, hvad det er, der gør den unge newyorker til noget særligt.
Ingen historie, kun vibes
Sombr blev »opdaget« på TikTok af pladeselskabet Warner allerede i 2022, da han var blot 17 år gammel, og som det nogle gange gør sig gældende for musikere, der bliver indfanget af pladeselskaber, før de har haft en chance for at forme sig selv som mennesker, er Sombr mere en type end en person.
Han er manifestationen af en hel række af tidstypiske kulturelle markører, som han personificerer uden samtidig at blotte en bagvedliggende personlighed. Man ser for sig dollartegnene i pladeselskabsfolkenes øjne, mens de hakker tjeklisten af.
Sombr er indie sleaze uden latente misbrugsproblemer, men med altid nyvasket hår. Han er Matty Healy uden en problematisk tendens til politisk ukorrekte udtalelser og kaosopførsel. Han er »hvad nu hvis den mandlige ensomhedsepidemi også lidt gav ’Timothée Chalamet lookalike contest’?«.
Han er Benson Boone uden en passion for body building, men med en seriøs trang til performativ læsning i offentlige transportmidler. Han er Elliott Smith, hvis altså Elliott Smith kanaliserede sine melankolske tilbøjeligheder over i TikTok-videoer optaget i meget svag belysning fremfor voldsom selvdestruktion og smertefuldt sjæleudkrængende musik.
»Der er ingen historie, kun triste vibes«, udtalte Sombr selvkritisk om karrierens tidligste sange som ’Caroline’ og gav på den måde udtryk for siden da at have nået dybere lag af introspektion. I virkeligheden er »ingen historie, kun triste vibes« en væsentlig del af hans appel. Det samme er det faktum, at de dybere lag af introspektion ikke eksisterer.
Incel-kultur og hipster-energi
At det forholder sig sådan, bliver tydeligt, når Sombr synger om sine to foretrukne emner: kærlighed og Lower East Side New York.
»I don’t want the children of another man to have the eyes of the girl I won’t forget«, lyder det på ’Undressed’ i en formulering, der er lige dele Drake og sad boy-Tumblr anno 2013. Stort set alle Sombrs sange handler om det ulykkelige faktum, at de kvinder, han gerne vil have, ikke vil have ham.
»I don’t wanna be a homewrecker / I just know I can be better«, synger han på sin nyeste single, ’Homewrecker’, til en kvinde, der på mystisk vis er i et forhold med en anden.
Sangenes torturerede softboy-persona hænger ved, når Sombr giver interviews – »kvinder«, lød hans kortfattede svar, da Interview Magazine spurgte til hans største frygt. Hans yndlingssmag? »Hende« – og er man kynisk anlagt, er den nem at karakterisere som klynkende og desperat.
Men det er heller ikke svært at se, hvorfor den også er dragende. Sombrs musik er præget af en romantisk frustration, der minder om den, der har gjort incel-kulturen til en sprængfarlig bevægelse, men i en mere behersket, ufarlig form, hvor aggressionen er erstattet med … ja, en trist vibe.
Samme beherskelse kendetegner hans skildringer af New York, som især udspiller sig i den såkaldte Dimes Square: »Mit yndlingssted«, kaldte han det i 2023, og i 2025 uropførte han hele sit debutalbum, ‘I Barely Know Her’, til en popup-koncert i det efterhånden notoriske kvarter.
Områdets kreative scene har været under kritik for sine tilsyneladende økonomiske forbindelser til den højreorienterede investor Peter Thiel og er blandt andet trængt ind i popkulturen via den fascinerende, semi-intellektuelle edgelord-podcast ‘Red Scare’. Dens hidtil største musikalske eksport er pop-provokatøren The Dare.
Hos Sombr fungerer referencerne til Dimes Square – ‘Dime’ hedder en af sangene på debuten, mens en anden er opkaldt efter hovedgaden, ‘Canal Street’ – dog mest af alt som en newyorker-cool hipster-scenografi renset for kontroversielt indhold. En scenografi, der – you guessed it – kun er en vibe.
»Gø for mig«
»David Lynch, Jeff Buckley, John Lennon, David Bowie, Elton John, Billie Eilish, Brian Wilson, Radiohead, the Stones, the Velvet Underground, Prince, Oasis«, oplistede Sombr i førnævnte snak med Interview Magazine, da han blev spurgt til, hvilke kunstnere der inspirerer ham.
Til Billboard forklarede han, at han sikkert vil kunne lide »en hvilken som helst kunstner, som beskriver deres musik som indie eller alternativ«.
Der er noget blottende over at udpege sine inspirationskilder, og man forstår trangen til at spille sine kort sikkert og pege på etablerede legender eller totalt uspecifikke genrekategorier.
I virkeligheden er der nemlig ét navn, der mere end noget andet kaster lange skygger udover Sombrs musik, og det er kongerne af »ingen historie, kun triste vibes«: Cigarettes After Sex.
Et band, der ligesom Sombr har en kæmpe forkærlighed for at gemme smukke vokalharmonier, glinsende guitartoner og stærke popmelodier væk i en forvrængning, der skal signalere, at musikken er mere DIY, end den egentlig er. Og som dyrker en ukonkret tristesse, der gør sig virkelig godt på playlister.
Ligesom Sombr laver Cigarettes After Sex ikke særlig ophidseende musik, men den virker. Der er dog noget, der tyder på, at Sombr har kapacitet for noget mere fandenivoldsk, provokerende og rock’n’roll, end vi hidtil har hørt.
Sidste år havnede han nemlig i et stormvejr, da en kvinde aflagde en ikke særligt flatterende rapport fra en af hans koncerter i form af en dybt forarget TikTok-video. Blandt andet skulle Sombr efter sigende have sagt »ekstremt vulgære ting om at få sin pik suttet«, ligesom han åbentbart bad publikum om at »gø for ham«.
Det kan man sige alt muligt dårligt om, men der er noget skønt ved idéen om, at den ufarlige Matty Healy – indie sleaze uden sleaze – i virkeligheden er lidt af en pervers provokatør. Jeg håber, han gør det igen i K.B. Hallen.