Hans Philip prøver nye stilarter af med næsten hvert nummer på ‘Honey’
ALBUM. ’Honey’ udkommer på et spændende tidspunkt i Hans Philips karriere.
Det er den første soloudgivelse, siden han og makkeren Jens Ole McCoy i 2023 relancerede Ukendt Kunstner og opnåede en grad af kommerciel succes, gruppen aldrig fik i sin oprindelige inkarnation.
Soloprojektet bliver vedligeholdt sideløbende med Ukendt Kunstner, og ’Honey’ slår endnu en gang fast, at Hans Philips egne album stadig er et sted, hvor han afprøver materiale, der er skævere og mere aparte.
Han har eksempelvis den klassiske komponist Christian Balvig inde over adskillige af de nye sange, og både det første og det sidste nummer på albummet – der poetisk nok hedder henholdsvis ’Intro’ og ’Afsked’ – kredser om det samme strygertema fra netop Balvig.
Allerede på første nummer med vokal, ’Transformer’, hvor komponisten også er inde over, får strygerne selskab af både klassiske korvokaler og en yndefuld harpe, hvilket passer fint til den stemning, som tekstens sommerfuglemetaforik er bygget op omkring.
Men bedst som man tror, man er begyndt at lære albummet at kende, får vi ’Skyerne græder’, hvor den synthbårne soul-instrumentation – der stedvist inkorporerer en akavet drill-bas – ikke gør det store for at accentuere Hans Philips tristesse, som nu er bygget op omkring regnvejrsmetaforer, der til tider bliver så banale som »før var alt godt, nu er her gråt«.
En gæstende Noah Carter (første rapfeature nogensinde på et HP-soloalbum!), der bidrager med platte linjer som »bare ses med veninderne ligesom kvindernes kampdag«, rammer også forbi målet.
Til gengæld rammer Hans Philip plet på de mest uortodokse numre. Han skalerer kraftigt ned på det akustiske titelnummer, der er svøbt i autotune og lyder som en blanding mellem en vise fra højskolesangbogen i versene og de mere guitarbårne stunder fra Frank Oceans ’Blonde’ i omkvædet.
Sangens umage lyd gør savnet, som Hans Philip synger om, mere personligt, og den kraftige autotune får hans stemme til at skælve så meget, at man får lyst til at give ham et kram.
Den næsten seks minutter lange ’Oceaner’ er ligeledes båret af akustisk guitar og klinger næsten af Nick Drake – eller om ikke andet af de generationer af singer/songwritere, der i nyere tid har brugt Nick Drake som forlæg uden at være nær så excentriske guitarister.
Selvom strenginstrumentet i centrum af ’Oceaner’ ikke gør meget væsen af sig, er det øvrige lyddesign spækket med ambiente detaljer, der får Hans Philip til at fremstå ekstra sårbar i sangen om en ven, som ikke er her mere.
Den soniske spændvidde er stor. Faktisk udgør så godt som hvert nummer et genreskift. Der er dunkende house-trommer på ’Det samme’, mens yderligere strygerassisterede ’Natskygge’ minder om Bon Iver, når Justin Vernon og bandet er i deres mindre eksperimenterende hjørne.
Den jangly ’Tristan & Isolde’ klinger umiskendeligt af Mac DeMarco i sin guitarlyd, og af netop denne årsag ender den ellers ulykkelige kærlighedssang med nærmest at lyde hyggelig.
Det er sjovt at høre Hans Philip afsøge nye territorier, men man sidder også tilbage med en følelse af, at ‘Honey’ ville stå stærkere, hvis det var mere fokuseret. Hvis samtlige tracks havde Balvigs strygere i fokus, eller hvis han dyrkede de stille ballader, der er albummets højdepunkter, noget mere.
Men det er heldigvis friheden ved at vedligeholde sit soloprojekt, når man samtidig er den rappende halvdel af landets største hiphopduo. Hans Philip er et sted i karrieren, hvor han kan tillade sig at prøve nye idéer af.
Og det er fortsat forfriskende, at en af landets største stjerner kan lave så eventyrlystent et album.
Kort sagt:
Hans Philip prøver nye stilarter med næsten nummer på sit eventyrlystne tredje soloalbum. Ikke alle idéerne får tid nok til at ånde, men når ’Honey’ er stærkest, giver det et sug i maven.