School of X og Hans Philip virker – ironisk nok – ikke til at have synderligt travlt

Både School of X' og Hans Philips halvsnøvlede levering komplimenterer den stakkerede instrumental på ‘Not Enough Time’.
School of X og Hans Philip virker – ironisk nok – ikke til at have synderligt travlt
School of X. (Foto: Johanna Hvidtved)

TRACK. Ironisk nok virker det ikke til, at Rasmus Littauer, alias School of X, har haft travlt, da han indspillede ’Not Enough Time’.

Næsten et minut skal der gå, før man for første gang hører Rasmus Littauers stemme på nummeret. 

Selvom tromme- og basgroovet har en vis fremdrift, så er der ikke meget, der virker forhastet. Der er en snøvlethed over tracket. Stakkeret rytmesektion og svævende synthesizere. Hurtige underdelinger og minimal artikulation. Der er ikke tid til at udtale ordene.

Søbet ind i rumklang og vokaleffekter taget ud af et Bon Iver’sk univers bliver prosodien også offer for æstetikken. Det er simpelthen svært at forstå, hvad Littauer synger. Men er det ikke okay?

Der er også noget dragende over den halvmumlede vokal, som School of X disker op med på ‘Not Enough Time’. Det er en halvåben dør til Littauers tekstunivers, som kræver opmærksomhed fra lytteren for at blive åbnet helt op. Leave them wanting more, som man siger.

Det giver egentlig også god mening i forhold til sangens tematik, der kredser om at sidde fast. En form for dovenskab. Det ville måske i virkeligheden være upassende, hvis leveringen var mere præcis.

Én ting, jeg dog ikke er i tvivl om, er, at det er på engelsk. Til forskel fra Hans Philips vers, som er dansk. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er lidt en sjov sproglig kombination.

Nogle (muligvis jeg) kunne godt have håbet på at høre Rasmus Littauer lave en Blaue Blume og springe ud som sangskriver på modersmålet. Alternativt kunne nogle (i hvert fald jeg) have håbet på at høre HP lave en omvendt Blaue Blume og springe ud som engelsksproget MC. 

Det første er nok mere sandsynligt end det sidste. Det er trods alt Søren Buhl Lassen, synthesizerbetvinger i Blaue Blume, der har produceret nummeret. 

Det ville heller ikke være første gang, at Littauer sang på dansk. I skrivende stund er hans mest afspillede nummer på Spotify den dansksprogede ’Vilde øjne’ med Soleima. Det ville måske endda være profitabelt? 

Det er ikke decideret Simon Kvamm’ske tilstande, hvor de to sprog smelter sammen og bliver til et stort miskmask af grammatik og gloser, der opbygger hinanden og skaber en form for mening i forvirringen. Det er mere som om, at de to kunstnere bare lidt gør, hvad de plejer. 

En ting, jeg til gengæld gerne vil bede om mere af, er Hans Philip over School of X’s lydunivers. Ligesom Rasmus Littauers halvsnøvlede vokallevering faktisk komplimenterer den mere stakkerede instrumental, gør Hans Philips ditto i den grad også.

Til dig, der kan lide: At være tosproget. At flade ud. Synthflader. ’Macabre’ af Blaue Blume. At sidde fast i sofaen som en fjernbetjening. 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af