Hans Philip fik et udsolgt Store Vega til at føles som en dagligstue

Hans Philip fik et udsolgt Store Vega til at føles som en dagligstue
Hans Philip i Store Vega. (Foto: Bo Källberg/Soundvenue)

KONCERT. Det var paradoksalt at stå i et udsolgt Store Vega og alligevel føle, at koncerten kun var for én selv. Men det var præcis den illusion, Hans Philip søndag aften mestrede.

Fra første nummer var det tydeligt, at vi havde med en erfaren performer at gøre. Ikke på den måde, hvor rutinen gjorde det forudsigeligt, men hvor den gav plads til noget andet: ro, overskud og en sjælden evne til at være til stede i øjeblikket.

Scenen var minimalistisk og holdt helt i hvidt – som et blankt lærred. Senere blev der projekteret billeder op på væggene bag ham, men det føltes næsten unødvendigt. Hans Philips vokal og bandets lyd farvede allerede rummet og gav scenen liv.

Under ‘Tæt på’ sagde han: »Jeg kan mærke, vi er helt tæt på lige nu, Vega«. Det kunne ikke være mere rammende. For selv med flere tusinde mennesker i salen føltes koncerten intim.

Hans Philip i Store Vega. (Foto: Bo Källberg/Soundvenue)

De største fællessange opstod naturligt på de velkendte numre, hvor Vega sang med på hvert et ord.

På ‘Drenge & piger’ stoppede han efter første strofe og sagde: »Den her starter I selv. Jeg gider ikke hjælpe jer, ikke engang en lille smule«. Det var næsten overflødigt for ham at være på scenen i det øjeblik, publikum bar sangen videre uden tøven.

Alligevel var det ikke fællessangene, der definerede koncerten mest. Det var stilheden.

Under ‘Oceaner’ blev rummet fuldstændig stille. En nedtonet og vemodig opførelse, hvor publikum stod tilbage uden andet at gøre end at løfte deres telefonblitz – som en måde at håndtere den tyngde, der hang i luften. Det var et af de øjeblikke, hvor koncerten blev mest skrøbelig.

Det samme gjaldt ‘Tilbage’, der fremførtes næsten nøgent med kun vokal og to strygere. Hans Philip satte sig yderst på scenekanten, som om afstanden mellem ham og publikum ikke allerede var ophævet. 

Hans Philip i Store Vega. (Foto: Bo Källberg/Soundvenue)

Netop strygerne viste sig at være afgørende.

Hvor Hans Philips seneste album, ‘Honey’, i forvejen er båret af stemning, løftede liveopsætningen materialet markant. Strygerne tilførte en dybde og tyngde, der gjorde sangene større – og samtidig mere sårbare. Det var svært at forestille sig koncerten uden dem. 

Det vidste Hans Philip også selv. Undervejs forklarede han kort, at det var første gang på turnéen, at han havde strygerne med, og at de tidligere stop dermed var gået glip af det fulde billede. Det var svært at være uenig – de var essentielle. 

Det hele føltes gennemført uden at blive poleret. Nærværende uden at blive påtaget. Og måske vigtigst: ægte.

Netop derfor opstod der også en følelse af, at koncerten sjældent bevægede sig uden for det, den allerede var. Alt sad, som det skulle – måske endda lidt for godt – og det efterlod kun få øjeblikke, hvor man blev reelt overrasket.

Hans Philip fremstod ikke som en artist, der forsøgte at overbevise nogen. Tværtimod fik han Store Vega til at føles som en dagligstue.


Kort sagt:
Hans Philip forvandlede et udsolgt Store Vega til en intimkoncert med stærkt nærvær, rørende øjeblikke og et liveband med strygere, der løftede sangene til et nyt niveau.

Hans Philip. Koncert. Store Vega.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af