KOMMENTAR. Musikhistorien er fyldt med dårlige comebacks.
Comebacks, der kom for tidligt, og derfor fik den oprindelige afsked til at fremstå en smule latterlig. Hej, Jay-Z.
Comebacks, der kom for sent, og hvor verden i mellemtiden var blevet ligeglad med den tilbagevendende kunstner. Ingen nævnt, ingen glemt.
Comebacks, der virkede som cash grabs. Comebacks, der virkede som sørgelige forsøg på at genoplive noget, der var tabt. Comebacks, ingen havde bedt om.
En mere sjælden størrelse er den store, vellykkede genkomst, og en af årsagerne er nok, at timingen er ekstremt svær at ramme.
Det handler om at finde tidspunktet, hvor savn endnu ikke er blevet til glemsel. Hvor den oprindelige musik er gammel nok til at være klassikerkåret, men endnu ikke har så mange år på bagen, at den føles historisk. Det perfekte comeback er mere end nostalgi, men samtidig større end samtiden.
Det her comeback-sweetspot er cirka lige så svært at ramme som koblingspunktet i den bil, hvor jeg lærte at køre. Noget nær umuligt. Men det ser ud til, at Ukendt Kunstner har ramt det med deres nye album ’Dansktop’, der uden forvarsel udkom i fredags.
Ukendt Kunstner-effekten
’Dansktop’ har fået Ukendt Kunstners fortsat gigantiske følgerskab til at gå i baglås af ren og skær begejstring, og meget af det skyldes, at timingen er særdeles velvalgt.
Gruppens seneste album er syv år gammelt, og de spillede deres sidste koncert for seks år siden. Både debut-udgivelsen ’Hælervarer’ og det helt store gennembrudsalbum, ’Neonlys’, har haft 10-års jubilæum inden for det seneste år.
Ukendt Kunstner har altså været væk over et halvt årti – virkelig lang tid i nutidens musiklandskab. Men det er stadig kun et årti, siden det hele startede. De er ikke gået i glemmebogen.
De ligger perfekt placeret på comeback-spektret: Savnet har aldrig været større. De er om muligt endnu mere populære nu, end da de var aktive. Myten er kun vokset.
Samtidig er deres indflydelse på nutidens musikere ikke til at overse.
Der er en række rappere, der arbejder videre inden for den æstetik, som Ukendt Kunstner skabte i 2010’erne.
Det mest iøjefaldende eksempel er nok Artigeardit, der mere eller mindre har overtaget rollen som talerør for den poetiske, vildfarne, forvirrede ’Forbandede ungdom’, som Ukendt Kunstner engang dedikerede en albumtitel til.
Men også yngre rappere som Kundo, Mas, Bjørn og mange flere laver musik inden for et univers, der er svært at forestille sig uden Ukendt Kunstner.
Andre unge stemmer, som August Høyen eller Kingtommi, synger fra et følsomt perspektiv, der også virker inspireret af Ukendt-frontmanden: I 2022-beskrev en Soundvenue-artikel »Hans Philip-effekten«.
En af de største faldgruber for comebacks er ellers, at artister vender tilbage til en musikverden, der har flyttet sig et helt nyt sted hen. Væk fra comeback-kunstnerens univers. Visse comebacks føles som at bevidne en kunstner opsøge sine gamle vadesteder blot for at opdage, at intet længere er, som det plejede.
Ukendt Kunstner vender ikke tilbage til en vidtfremmed verden. Men til et musiklandskab, de har været med til at forme.
I en verden, hvor Artigeardit er en af landets største musikstjerner, og hvor August Høyen og Kingtommi senest markerede sig som gennembrud på Spot Festival, passer Ukendt Kunstner perfekt ind.
Stjernerne står, som de skal
På et mere konkret, praktisk plan er timingen for comebacket også velvalgt.
Hans Philip har udgivet to soloalbum og har for nylig færdiggjort en solotour. Filmen ’Underverden 2’, hvor Jens Ole McCoy har komponeret musikken, er netop udkommet.
Der er antageligvis plads i kalenderen til at fokusere på Ukendt Kunstner. Stjernerne står præcis, som de skal.
Ser man på festivalkalenderen, er der også nogle mistænkelige huller: Meget tyder på, at den hidtil uannoncerede lukkekoncert på Roskilde Festivals næststørste scene, Arena, bliver tildelt Ukendt Kunstner.
Der er således mange ting, der er gået op i en højere enhed, og som tilsammen gør timingen perfekt til det store Ukendt-comeback: Der er gået en tilpas mængde tid siden gruppen stoppede, musiklandskabet har rykket sig endnu mere mod deres lyd, og de praktiske planer er linet perfekt op.
Så mangler man kun én ting for at gøre comebacket helt perfekt: Overraskelsesmomentet.
Det lykkedes duoen også med. De formåede at holde gendannelsen hemmelig helt indtil det nye album landede i fredags. Dermed var det perfekte comeback en realitet.