JUBILÆUM. Wow, tiden flyver, hva’? Men jo, den er god nok. I dag kan Ukendt Kunsters debutalbum simpelthen fejre sit første runde jubilæum.
Og der er virkelig noget at fejre. ‘Neonlys’ står tilbage som ikke bare duoens ubestridte hovedværk, men som en moderne klassisker i dansk hiphop, hvis indflydelse lige nu gennemsyrer musiklandskabet mere end nogensinde før.
Hans Philip og Jens Ole McCoys højtelskede duo eksisterede kun i godt og vel et halvt årti, men de nåede at sætte et uudsletteligt aftryk på dansk musik som helhed. Det har vi først og fremmest deres debutalbum at takke for.
I anledning af albummets 10-års jubilæum dykker vi ned i, hvordan det blev til, hvordan det lyder, og hvad det har betydet.
Hvordan blev albummet til?
Lad os få én ting på det rene: ‘Neonlys’ er Ukendt Kunstners officielle debutalbum, men det betyder ikke, at det er duoens debut.
Så lad os starte fra begyndelsen: Med noget så sjældent som en dobbelt-ep, der (efter et kortlivet, gøglet grime-projekt ved navn Skør Mand) introducerede os for Ukendt Kunstner, som vi husker dem.
‘Hælervarer’, som debuten hedder, kunne sidste år fejre sit eget 10-års jubilæum, og i den forbindelse dykkede vi godt og grundigt ned i historien bag udgivelsen. Derfor vil jeg heller ikke spilde for meget tid på at gennemgå debuten i detaljer her, men lad os for en god ordens skyld lige tage de vigtigste pointer.
Først og fremmest er der en sandsynlighed for, at du slet ikke vidste, at ‘Hælervarer’ overhovedet eksisterer. Udgivelsen er nemlig aldrig kommet på streaming, så for nyere fans af Ukendt Kunstner kunne ‘Neonlys’ måske lige så godt have været duoens debut.
Til de nysgerrige kan ‘Hælervarer’ findes på Ukendt Kunstners hjemmeside, hvor den utroligt nok stadig er tilgængelig som et gratis download – præcis ligesom det var tilfældet, da dobbelt-ep’en landede i september 2012.
Bag udgivelsen stod den smådeprimerede stoner Hans Philip og den seks år yngre producer Jens Ole McCoy, som på det tidspunkt lige var droppet ud af gymnasiet. Aldersforskellen til trods fandt de et fælles musikalsk fodslag, og inden længe udkom så debutsinglen ‘København’ og sidenhen ‘Hælervarer’.
‘Hælervarer’ katapulterede ikke ligefrem Ukendt Kunstner til stjernestatus, men det gjorde den umage duo til nogen, man skulle holde øje med.
Det var der heldigvis også rig mulighed for at gøre. I de efterfølgende måneder spillede Ukendt Kunstner nemlig et væld af koncerter i det københavnske natteliv, fik deres debut på Distortion og lagde i øvrigt også vejen forbi årets udgave af P6 Beat Rocker Koncerthuset.
Samtidig fandt duoen også tid til at skrive ny musik, og i februar 2013 kunne Philip og McCoy så afsløre, at deres næste udgivelse ikke blot ville være en ep, men et fuldt album.
To måneder senere udkom ‘Neonlys’, og intet har været det samme siden.
Hvordan lyder det?
‘Neonlys’ landede på et interessant tidspunkt i dansk hiphop. Måske faktisk nyere tids vigtigste årrække, når man lige tænker over det.
Det kan Ukendt Kunstner næppe tage hele æren for. I virkeligheden vil dansksproget rap anno start-10’erne for de flestes vedkommende nok nærmere være synonym med pladeselskabet Cheff Records og ikke mindst Kidd, som på daværende tidspunkt var godt i gang med sin egen revolution.
Med det in mente var ‘Neonlys’ på mange måder et atypisk hiphopalbum for 2013. For mens Kidd, TopGunn og resten af Cheff-slænget havde travlt at skabe ragnarok med deres festlige cocktail af grime, trap og dancehall, synes Philip og McCoy på deres debutalbum at have været langt mere betagede af, hvad der rørte sig på den internationale scene.
Det gælder ikke mindst en sang som ‘Fucking nummer’, hvis tilrøgede produktion giver associationer til de tidlige The Weeknd-udgivelser, mens Philip i omkvædet kaster sig ud i en omgang subsonisk autotune-sangrap ikke ulig Drake på en single som ‘Over’, der udkom tre år forinden.
Med andre ord var lyden ikke noget radikalt ryk væk fra ‘Hælervarer’, der ligeledes var et sampletungt natteridt gennem de københavnske gader med tekster om stoffer og femmes fatales. Det var snarere en forfinelse af de virkemidler, der i første omgang gjorde duoen så interessant.
Bevares, ‘Neonlys’ rummer også festlige øjeblikke – titelnummeret landede trods alt æren som P3’s Ugens Uundgåelige akkurat som Philip forudser det i teksten – men Ukendt Kunstners debutalbum excellerer, fordi det også viser konsekvenserne af den hedonistiske livstil.
Albummet rummer med andre ord både ekstasen og melankolien forbundet storbylivet. Den festlige lørdag aften såvel det eksistentielle tungsind, der melder sig søndag morgen.
Især sidstnævnte skulle vise sig at sætte sit præg på den danske hiphopscene.
Hvad har det betydet?
Sidste år påpegede Soundvenues musikredaktør, hvordan især Hans Philip synes at være blevet et stilistisk forbillede for en ny generation af danske rappere, hvis tematikker ligeledes kredser om fest og farver kontrasteret af melankoli og ensomhed.
Et oplagt eksempel er Artigeardit, der efterhånden har opnået samme succes som Ukendt Kunstner. Men det gælder også nyere navne som Mas, Bjørn og i særdeleshed D1ma, der lige for tiden også lever højt på sin blanding af sjælesøgende klubpop og fremmedgjort midnatsrap.
Ønsker man derimod et mere konkret eksempel på duoens indflydelse, kan man med fordel give Lamins feature på Mike Lowreys ‘Drop Top’ et lyt. Her namedropper Lamin intet mindre end seks Ukendt Kunstner-hits i løbet af et enkelt vers.
Desuden var det ‘Neonlys’, der gjorde Ukendt Kunstner til et household name i dansk hiphop, og netop denne ophøjelse til stjernestatus har Philip og McCoy sidenhen brugt som springbræt til deres ligeledes fascinerende solokarrierer.
Jens Ole McCoy er i dag en af landets mest anerkendte og succesfulde producere, hvis musikalske cv tæller stjerner som Noah Carter og Thor Farlov. Desuden sprang han i 2017 ud som filmkomponist, da han stod bag det sublime soundtrack til Fenar Ahmads actiondrama ‘Underverdenen’.
Og ja, behøver jeg at nævne, at det også går godt for Hans Philip? I slutningen af april spiller rapperen sangeren intet mindre end fem udsolgte koncerter i Store Vega. Man kan vist roligt sige, at også han har vundet indpas som soloartist.
Det blev ganske vist kun til to yderligere to album fra Ukendt Kunstner. Men neonlyset brænder stadig.