TEMA – NY DANSK RAP: I denne uge sætter vi fokus på talenterne i dansk hiphop – vi udpeger de vigtigste navne, taler med rappere og producere og dykker ned i stilskabende tendenser. Følg løbende med HER.
KOMMENTAR. I denne uge har vi peget på ti unge raptalenter, du skal holde særligt øje med i fremtiden. Og det er faktisk lidt af en broget flok.
I 2011 handlede alt om grime, og siden har strømninger som afrobeats, Soundcloudrap og drill på den ene eller anden måde formet dansk hiphop. Men for tiden føles det ikke som om, der er én stor, tidsdefinerende bevægelse i gang. Hiphopscenen er splintret op i mange forskellige subgenrer og stilretninger.
Nogle er maskerede drill-rappere, der sætter ord på livet i landets udsatte kvarterer; andre er eftertænksomme lyrikere, der skildrer deres indre følelsesliv. Listen byder på rappere fra Aarhus-forstæder og Nørrebro, men også fra Aalborg og Sønderborg.
Der er plads til lidt af hvert. Men på trods af mangfoldigheden er der nu alligevel nogle træk, der går igen, når man ser på det nye kuld af rappere. Her er tre tendenser, der især træder frem.
1. Bars er tilbage
Mod slutningen af 2010’erne var det som om, danske rappere stoppede med at rappe. Alle brugte autotune. Hiphopkunstnere interesserede sig mere for toplines end bars.
De yngre artister prøvede grænser af, mens visse fra den ældre skole klagede over, at Ægte Hiphop var fortid. Det var nærmest en lille kulturkrig.
Når man ser på rapperne, der vinder frem lige nu, er påfaldende mange dog rendyrkede rappere. Trap- og Soundcloud-æraen, hvor alt var autotunet, ser ud til at være forbi. De fleste nye rappere kan finde ud af at lave et melodisk omkvæd, men det er som om, at den rene rap er i højsædet igen.
Lace, Mas og Bjørn er teknisk stærke sangskrivere med noget på hjerte, Figi lyder som en rendyrket battlerapper, og Mowgli er en gaderapper med et stærkt lyrisk fundament. Selv en mere festlig størrelse som Adi$ har debuteret med den attitudefulde, sprogligt sprudlende ‘My Way’.
Så ja: Bars er tilbage. Dem, der græd over hiphoppens død i autotune-æraen, kan omsider tørre tårerne væk.
2. Mask på
Den seneste tid har den helt hårdkogte gangstarap været på retræte fra toppen af hitlisterne. Årets største raphits kommer fra folk som Lamin og Artigeardit, der er alt andet end den klassiske übergangster, som rapper om at transportere kokain og blæse hovedet af folk med en kanon. Selv Kesi og Gilli er begyndt at lave kærlighedsalbum.
Der er dog stadig en klar understrøm af hårdere gaderap på den danske hiphopscene. Drill-lyden er for eksempel stadig populær – og her er maskering et must.
Dibset er et af de mest interessante navne på den aarhusianske drill-scene, fordi han formår at inkorporere melodier i det voldsomme univers, mens D1ma har formået at få genren til at mutere til The Weeknd-agtig pop. Og så er der O.T, der føles som et tiltrængt kvindeligt indspark på den ellers mandsdominerede scene.
Alle tre rappere laver drill-varianter, der trækker lyden i nye retninger. Men de holder stadig fast i genrens uniform: Maskeringen.
3. Artigeardit og Hans Philip som forbilleder
Der er få kunstnere, der har præget den unge hiphopgeneration i så tydelig grad som Ukendt Kunstner og Artigeardit.
Hans Philip og Ardit står begge for en lyrisk ambitiøs og teknisk overlegen stil, der kredser om en række centrale temaer: Natten, festen, kærligheden, stofferne og nedturen. Begge kan prale på klassisk rapperfacon, men de skildrer også kærlighedsrelationer, melankoli og ensomhed.
Følsom og hård på samme tid: Kald det Drake-dobbeltheden.
Mange yngre kunstnere som Pind og Josva dyrker en lignende stil, og det samme kan siges om en række artister fra vores liste over nye danske raptalenter.
Mas og Bjørn er begge teknisk stærke rappere med en følsom, poetisk side, der vækker mindelser om Ukendt Kunstner, mens Laces battlerap-flows især synes inspirerede af Artigeardits mere attitudedrevne sange. Der er også lidt ‘Neonlys’ over D1mas skinnende pop.
De seneste år har vi fået mange nye hiphopkunstnere, der især virkede inspirerede af Molo-udtrykket. Et utal af rappere har brugt Branco og Gillis æstetik som udgangspunkt. Men for den helt unge hiphopgeneration har Artigeardit og Hans Philip overtaget rollen som de stilistiske forbilleder.