MASKEBAL. Størstedelen af verden er nok lettet over, at maskernes tid er bag os. Tiden, hvor man altid rendte rundt med et slattent mundbind i håndtasken eller inderlommen, er gudskelov slut – i hvert fald for nu.
Det er dog ikke alle, der har valgt at smide deres masker i skralderen. En lang række unge rappere ynder stadig at have ansigtet tildækket, hver gang de træder ud i det offentlige rum.
Det gælder både internationalt, hvor maskering især er udbredt på den britiske rapscene. Men fænomenet er også kommet til Danmark, hvor folk som Shooter Gang, Dibset, D1ma og Miklo aldrig har optrådt offentligt uden at have ansigtet tildækket. Førstnævnte slog endda igennem med maskeringshymnen ’Mask på’.
Det er især unge rappere, der opererer inden for den kontroversielle drill-genre, der ynder at skjule deres ansigter bag skimasker, elefanthuer, mundbind, hjelme eller lignende. Og den udvikling er faktisk værd at dvæle ved.
Drill-scenen er nemlig notorisk for sine forbindelser til kriminelle miljøer, hvor maskering bruges for at skjule ens identitet for myndighederne. Når drill-rappere tildækker deres ansigt, insinuerer det et tilhørsforhold til et miljø, hvor man helst holder sig uden for myndighedernes søgelys.
Masken er en måde at holde sig skjult på, selv når man træder ind i det offentlige rum; et værktøj til at være lyssky selv i rampelyset. Og dermed er måden, de unge rappere bruger maskering på, faktisk markant anderledes end hos tidligere hiphopkunstnere.
Maske som artistisk statement
Selv om maskering peaker i popularitet lige nu, er fænomenet langt fra nyt.
Allerede i 90’erne skjulte Wu-Tang Clan-rapperen Ghostface Killah i begyndelsen af karrieren sit ansigt bag en maske. Men ifølge klanens overhoved, RZA, skyldtes maskeringen artistiske hensyn og ikke et ønske om at skjule sig fra nogen.
»Ghostface havde ikke maske på for at skjule sig fra politiet; han var maskeret på en artistisk måde. Navnet Ghostface kom fra en kung fu-film, ’The Mystery of Chess Boxing’, og han var en af de hårdeste skurke nogensinde. Så masken var en del af hans persona«, har RZA fortalt Spin.
Den mest berømte maskerede rapper i hiphophistorien er nok MF Doom, der døde sidste år. Han havde sin storhedstid i 00’erne og optrådte udelukkende med sin ikoniske metalmaske. Men Dooms maskering skyldtes, at han ville fokusere på musikken og ikke på mennesket.
»Nu om dage handler det om, hvordan ting ser ud, i stedet for hvordan ting lyder«, har rapperen fortalt i et interview hos Red Bull Music Academy. »Før der fandtes videoer, handlede det om sangenes lyd – om rendyrkede skills«.
I nyere tid kan man nævne Kanye West, der optrådte i fuld ansigtsmaske op til udgivelsen af ’Donda’, eller undergrundsrapperen Mach-Hommy, der gemmer sit ansigt bag et haitiansk flag – hvilket lægger fokus på den haitianske arv, der fylder meget i rapperens musik.
Der er altså en del fortilfælde med rappere i masker, men de følger ikke samme mønster som den nye bølge af ansigtstildækning. Drill-kulturens maskering udspringer nemlig ikke nødvendigvis kun af kunstneriske hensyn. Men også af ren og skær nødvendighed.
Skjult fra politiet
Den nye maskefascination på hiphopscenen kan føres tilbage til én mand: LD fra London-gruppen 67. Han gik før under navnet Scribz og lavede exceptionelt hårdtslående drill, der ofte omhandlede virkelige, voldelige bandekonflikter.
Den slags slår de hårdt ned på i England, hvor det ikke er unormalt, at sange bliver fjernet fra YouTube af myndighederne, eller at artister får decideret forbud mod at optræde. Netop det skete for Scribz: Han fik forbud mod at udgive musik, fordi hans sange ifølge myndighederne opfordrede til vold.
Det forbud omgik 67-lederen dog med et simpelt trick. Han tog en siden ikonisk (og ret ‘Phantom of the Opera’-agtig) maske på og kaldte sig LD. Nyt navn, skjult ansigt – så var den sag løst.
I dokumentaren ‘What’s That Sound?’ hos Revolt TV kan man endda se rapperen tage pis på situationen. Her sender LD en hilsen til Scribz, der angiveligt »skriver alle teksterne«. Men alle ved jo godt, at LD og Scribz er én og samme person.
I anden halvdel af 2010’erne var det LD og hans 67-crew, der populariserede en ny variant af drill i England. De blev – sammen med Harlem Spartans – scenens definerende skikkelser, og mange senere rappere lod sig inspirere af LD’s maskering. Fra den akrobatiske gaderapper SL til den melodiske autotune-sanger M Huncho. I dag er maskering blevet normen.
For mange musikere er det måske primært et æstetisk valg at dække sit ansigt til, men samtidig har maskering i drill-kulturen altid været uløseligt forbundet med et ønske om at skjule sin identitet for myndighederne. Som LD jo allerede gjorde det i sin tid.
London-rapperen S1 har indkapslet maskens anonymiserende funktion i et interview hos The Face: »Nogle dækker deres ansigt, fordi de laver ting på gaden. Andre gør det måske, fordi deres familier ikke ved, at de rapper, eller er med i en bande«.
No face no case
De seneste år er drill-genren også blevet populær i Skandinavien, og udover de musikalske markører har svenske og danske rappere også overtaget briternes forkærlighed for maskering.
I Sverige optræder en af de største stjerner, 1.Cuz – der blandt andet har lavet temasangen til Netflix-hittet ’Snabba Cash’ – altid maskeret. Det samme gør danske artister som Dibset, Pay, Shooter Gang og miljøet omkring Miklo, der for nylig blev idømt en fængselsstraf. Senest er den ligeledes maskerede rapper D1ma dukket op på scenen: Hans ‘Drøm mig væk’ ligger i skrivende stund i top 10 på Spotify-charten.
De danske rapperes adoption af maskeringen skyldes uden tvivl en æstetisk fascination af UK-rapperne. Men mange af de danske kunstnere kommer også fra særdeles hårde miljøer, hvor maskens anden funktion – anonymisering for myndighederne – også spiller ind.
Et populært mantra på drill-scenen er no face no case: Hvis politiet ikke kan se dit ansigt, kan de ikke dømme dig for noget. Der er også massevis af eksempler på danske raptekster, der sammenkæder maskering med lyssky aktivitet – helt tilbage til Gillis ’C’est La Vie’ fra 2015 og sangens storhittende omkvæd om at tage elefanthuen på.
For den nye hiphopgeneration er masken ikke nødvendigvis kun et artistisk statement som hos MF Doom eller Mach-Hommy. Men også en markering, der insinuerer et tilhørsforhold til gademiljøet.
Når maskerne dukker op i hiphoppens verden, er det altså ikke helt tilfældigt. Maskerne er en af gadens visuelle markører, der – via lidt inspiration fra England – er sivet ind på musikscenen i Danmark.
Hvis den danske hiphopscene fortsætter med at blive hårdere og hårdere, vil der derfor sandsynligvis kun komme endnu flere masker. Også selv om corona-smittekurven for længst har taget kurs mod bunden.