TEMA – NY DANSK RAP: I disse uger sætter vi fokus på ny dansk hiphop – vi udpeger de vigtigste navne, taler med rappere og producere og dykker ned i stilskabende tendenser. Følg løbende med HER.
I juli måned blev raptalentet Shmur dræbt i Aarhus som del af et opgør, politiet mener er relateret til en narkohandel. Dét drab har åbnet døren til en ny tid for dansk hiphop. For det er første gang, at en relativt stor rapper – Shmurs videoer blev set hundredtusindvis af gange – er blevet dræbt.
De seneste år har dansk hiphop orienteret sig mere og mere mod gaden og ghettoen. Genren er blevet mere dyster – men mange vil også sige, at den er blevet mere virkelighedsnær. For mange af nutidens største rappere kommer fra udsatte kvarterer, og musikken har afspejlet det liv, der leves der. Inklusive alt hvad det indebærer af kriminalitet og vold.
Der har været flere eksempler på udviklingen. Branco var involveret i en skudepisode; Jamaika er anklaget for vold i forbindelse med et knivstikkerei. Den slags ting er en del af dansk hiphops nye virkelighed.
Men med drabet på Shmur er dén dimension af hiphopmusikken for alvor gledet over i den virkelige verden. Den vold, rapperen skildrede i sin musik, viste sig også at være en del af hans liv. Teksterne havde hold i virkeligheden.
Faktisk er netop Shmurs tekster og musik værd at dvæle lidt mere ved. For han lavede – det kan man ikke benægte – særdeles voldsom musik. Brutal, nærmest. Især de her linjer fra ’Chop’ er nærmest chokerende grove og blev også citeret hyppigt efter rapperens død:
»Skyd, skyd, skyd, nigga / lad ham forbløde, nigga / repeat skud til hans hoved, nigga / lad ham ikke trække vejret / lad ham ikke trække vejret, lad ham ikke trække vejret«.
Tekster som ovenstående er noget af det mest voldsomme, jeg nogensinde har hørt i en dansk hiphopsang. For musikken lader ikke til at fortælle en overordnet, større historie. Volden i teksterne er heller ikke pakket ind. Den føles rå, uforstilt og virkelig.
De træk er nogle af kendetegnene ved drill-genren, som Shmur begik sig i. Produktionerne er langsomme, slæbende og tunge; rimene ofte nedbarberede. Man siger ikke mere, end man er nødt til. Teksterne er tit nærmest blot trusler, og produktionerne bygger ofte truende op, indtil de forløses af et trommeslag, der falder ned på beatet som et pistolskud.
Drill er, med andre ord, en form for eskaleret gangstarap. Den skærer alt andet end det konfrontatoriske og voldsomme fra. Hvis gangstarap var kokain, er drill crack: Mere potent, mere destruktivt.
Over alt, hvor drill-scener er opstået, er volden fulgt med musikken – fra fødslen i Chicago til de nyere scener i London og New York.
Nu er dén genre kommet til Danmark – og med Shmur har den allerede fået sin første døde kunstner. Derfor er vi nu nødt til at spørge os selv: Hvorfor er netop den her genre så uløseligt forbundet med vold? Og hvordan skal man reagere på den?
Sange om at dræbe
Lige siden Chief Keef i 2012 blev den første globale drill-stjerne med signatursangen ’Don’t Like’ har volden været en skygge, der fulgte med musikken. Og mere end det: Volden er en integreret del af sangene – selv om mange lyttere nok ikke altid har opdaget det.
Eksempelvis når Chief Keef konstant kalder jointrygning for »smoking Tooka«. Det udtryk er blevet så populært, at folk som Young M.A og NLE Choppa bruger det. Men det, de åbenbart ikke ved, er, at det faktisk er en hån af et dødt bandemedlem: Tooka var en kun 15-årig dreng, der blev dræbt af banden, som Keef var med i. Når han »ryger Tooka«, håner han den afdøde ved at »smoke« ham igen.
De referencer til konkrete afdøde fjender var og er en central del af Chicagos drill-musik. Disses er ikke bare et ekstra krydderi til en sang eller en henkastet bemærkning. De er tit selve årsagen til, at en sang eksisterer.
Som da drill-scenens næststørste rapper, Lil Durk, brugte sit tidlige hit ’L’s Anthem’ på at rappe: »Bricksquad, I say fuck ’em / Wuga World with ’em, so fuck ’em«. Dét diss bliver af mange set som startskuddet til en større bandekonflikt med de grupperinger, han nævner. Og fordi mange af de her forskellige bander bor ekstremt tæt på hinanden, førte det direkte til voldelige episoder.
På den måde er drill-sangene med til at opildne allerede eksisterende konflikter. Og det har haft helt konkrete konsekvenser: Capo og Blood Money fra Chief Keefs GBE-crew er blevet dræbt, mens Nuski og Chino fra Durks OTF-crew er døde. Derudover er Lil Reese (gæsterapperen fra ’Don’t Like’) blevet skudt i halsen, og King Louie (ifølge mange grundlæggeren af drill) er blevet skudt syv gange.
Senest blev en af Chicagos største nyere stjerner, FBG Duck, dræbt i kølvandet på en langvarig konflikt med Lil Durk, der igen blev accelereret af diss-sange. Durk og hans højre hånd King Von er i øvrigt for tiden anklaget for mord. »They say I terrify my city«, rappede Durk på drill-klassikeren ’Dis Ain’t What U Want’ i 2013, og man forstår egentlig godt, hvorfor han skræmmer folk.
Dén drabelige dynamik, der udviklede sig i Chicagos drill-scene, lignede længe et lokalt fænomen. Men så, flere år senere, genopførtes hele tragedien påny – i London.
Teenagere med samuraisværd, machetes og zombieknive
I London blev drill-musikken – ligesom i Chicago – en integreret del af lokale bandekonflikter. Nemlig de såkaldte »postcode wars«, hvor grupperinger er i krig med hinanden afhængig af, hvilket postnummer de bor i.
Konflikterne mellem de her ofte meget unge folk bliver ophedet på sociale medier – og på drill-sange. Hvilket så fører til mere vold, der så igen dokumenteres på nye sange. På den måde er der startet en uendelig voldscyklus.
I årene siden drill har overtaget Londons lokalscene er antallet af knivoverfald eksploderet, og der er nyhedshistorier om unge drenge, der sprætter hinanden op med samuraisværd, machetes og såkaldte zombieknive.
Visse konflikter har været ekstremt blodige, som beefen mellem grupperingerne Zone 2 og Moscow17, hvor tre medlemmer af sidstnævnte blev dræbt samme år – to af dem på samme gadehjørne.
Situationen er helt sindssygt skræmmende, hvis først man dykker ned i den – i en længere artikel om UK drill og London-scenen har jeg omtalt det som en slags virkelig, urban ‘Hunger Games’, hvor teenagere og børn kontinuerligt myrder hinanden på uhyggeligste vis. Og bagefter laver sange, hvor de praler om det – som crewet Harlem Spartans, der også har mistet flere medlemmer til vold, og som blandt andet har sangtekster om at svinge samuraisværd.
Voldsbølgen i London er selvfølgelig ikke (kun) drill-musikkens skyld. Det er vigtigt at huske på, at musikken primært afspejler den virkelighed, den er skabt i. Derfor er det jo også vigtigt, at den findes – fordi det er vigtigt, at de her mennesker får lov til at beskrive deres virkelighed. Og fordi musikken kan være en vej ud af volden.
Der, hvor noget uhyggeligt sker, er dog, når musikken ikke bare beskriver virkeligheden, men har decideret voldelige konsekvenser. Og det er jo netop det, der altid er sket, når genren er dukket op. Musikken afspejler ikke kun volden i de respektive samfund; den opildner den.
Det har fået myndighederne i alle drill-scenens tre epicentre – Chicago, London, New York – til at bekæmpe musikken med usædvanligt drastiske midler. I Chicago må Chief Keef eksempelvis slet ikke optræde. Selv en hologramkoncert med rapperen blev lukket ned af politiet. Altså: Myndighederne vurderede, at selv et hologram af Keef var for farligt til byen.
I London er de gået endnu videre for at bekæmpe drill-kulturen. Mange rappere har fået forbud mod at optræde med deres musik, og massevis af sange er fjernet fra Youtube. Da drill ramte New York sidste år, blokerede myndighederne for, at scenens største stjerner kunne optræde til den store Rolling Loud-festival. Få måneder senere blev scenens helt store stjerne, Pop Smoke, så dræbt.
De hårde sanktioner mod musikerne er til dels forståelige. Volden, der udgår fra musikken, er svær at benægte. Samtidig føles det også lidt forfejlet at bekæmpe musikken, der afspejler den virkelighed, de her artister oplever, og dermed fjerne deres eneste udtryksform – og deres bedste chance for at undslippe voldsspiralen.
Nu kommer drill til Danmark
Det er altså komplicerede moralske spørgsmål, drill-bølgen skaber. For som nævnt gør hele kulturen omkring genren jo, at volden ikke bare bliver skildret, men intensiveret.
Hvordan skal man håndtere den her musik, der både er ekstremt stærk og skildrer virkeligheden i udsatte kvarterer – men som samtidig er så uløseligt forbundet med vold? Det er noget, vi nok også må begynde at tænke over her i Danmark. For genren er allerede ankommet til vores land.
Det er især på Aarhus’ blomstrende hiphopscene, at drill-indflydelsen ikke er til at tage fejl af. Gruppen Shooter Gang har taget Londons kærlighed for maskerede ansigter, fræsende scootere og hårde attituder til sig i deres musikvideoer.
Deres ’Mask på’ og ’Sinaloa stil’ har allerede både fascineret og chokeret: I klassisk drill-manér er energien i sangene umiskendelig, men volden føles også som om, den bobler lige under overfladen. Det er sprængfarlig musik.
Men hvor Shooter Gang har et teatralsk element i deres meget udpenslede drill-æstetik, er de mest skræmmende Aarhus-rappere nok miljøet omkring Ham Fra Syd. Der er ikke så meget flash som hos Shooter Gang: Her er vi helt nede på gadeplan. Der viftes med våben i videoerne, men ikke på den gangsterfilm-agtige måde. Det føles mere virkeligt – mere truende.
Det samme gælder selve lyden af deres musik, der er langt mindre bombastisk end Shooter Gangs. Produktionerne er onde, tunge og minimale, og rapstilen er nærmest sammenknyttet. Truslerne er kompakte og kontante. Igen må man sige: Typisk drill.
Da jeg interviewede Ham Fra Syd og hans manager Prasad Balakumar for nylig, pegede de begge på, at deres musik jo afspejler deres lokalmiljøer, og at den samtidig har et element af fiktion. Ham Fra Syd kaldte desuden bandevolden for »en ond epidemi« og forklarede også, at hans musik ikke handlede direkte om nogle konkrete andre mennesker – som drill i USA og UK gør det.
Det er – synes jeg – gode pointer. For det er sandt, at dansk drill ikke, så vidt jeg kan se, har samme direkte forbindelse til vold. Jeg synes også, det er forkert at sige, at en kunstner som Ham Fra Syd ikke må skabe musik om sit liv og sine oplevelser.
Men det er nu alligevel lidt uhyggeligt, når man kan bevidne, at den typiske vold også er fulgt med drill-genren ind i Danmark. Selv om vi ikke har britiske eller amerikanske tilstande, er der sket en forråelse i dansk musik.
Det burde give os noget at tænke over: For hvis drill-kulturen virkelig er på vej frem i dansk hiphop – og det tyder alt på, at den er – så må vi nok desværre affinde os med, at sådanne episoder følger med. For vold og drill går hånd i hånd.