TEMA – NY DANSK RAP: I disse uger sætter vi fokus på den bugnende talentmasse i dansk hiphop – vi udpeger de vigtigste navne, taler med rappere og producere og dykker ned i stilskabende tendenser. Følg løbende med HER.
»Det går helt galt nu … shiiit«, sukker Xabski. Det står 3-0 til ham, og Soundvenues udsendte, altså mig, har kun ti mand på banen. Og det er bare efter første halvleg. Rapperen mangler modstand, men han har en løsning:
»Ved du, hvad vi gør? Vi bytter joystick«.
Vi sidder på et lille værelse med et kæmpestort tv i Aarhus-kvarteret Bispehaven, hvor den unge artist bor sammen med sin mor og sine tre søstre. Det er meningen, Xabski skal vise os rundt i kvarteret, hvor han har boet hele sit liv.
Men først står den altså på FIFA. Og rapperens mission – at gøre ydmygelsen total ved at skifte hold og vende 0-3 til sejr med kun ti mand på banen – starter godt. Han scorer til 1-3 efter få minutter og får Soundvenues fotograf til at filme replayet.
»Det skal med i Soundvenue, det her«, siger Xabski. Og så dabber han.
Den unge kunstner taler lidt ligesom han rapper: Blødt summende og næsten syngende. Hans stemmeleje er et sted mellem ASMR og hypnose, hvilket giver en virkelig sjov kontrast, når han er flabet.
Altså: Forestil dig at blive hånet af en mand, der snakker så subtilt, at man næsten har brug for et høreapparat.
Samtidig er han jo stadig bare en ung mand, der bor hjemme og insisterer på at starte dagen med en omgang FIFA – for ja, selv om klokken er 13, er Xabski lige vågnet. Faktisk måtte vi få de andre medlemmer af hans crew, Iswaal, til at finde og vække ham for at gennemføre interviewet.
Det lykkedes dog heldigvis, og efter en knusende FIFA-sejr (for ja, selvfølgelig vandt han), er rapperen helt i hopla. Så vi tager på tur gennem Bispehaven – eller det, der er tilbage af den.
Good vibes i ghettoen
For ungdomsklubben, hvor Xabski og hans venner plejede at hænge, er blevet flyttet, og store dele af kvarteret er ved at blive revet ned. Seks boligblokke med 318 almene boliger for at være præcis. De skal fjernes, fordi Christiansborg har besluttet, at andelen af almene familieboliger i såkaldte ghettoområder maksimalt må udgøre 40 procent i 2030.
»Jeg synes, det er fucked op«, siger Xabski, der altid har boet samme sted i Bispehaven. »Tænk på, at der er nogle, der har boet her hele deres liv. De har historier og oplevelser knyttet til de steder. Når man river blokkene ned, river man også dem ned samtidig«.
Hvad hvis de prøver at fjerne blokken, som du bor i?
»Så er der krig!«
Sætningen er sagt med et glimt i øjet – faktisk har den unge rapper nærmest altid et glimt i øjet – og Xabski er da heller ikke en mand med en krigslysten udstråling. Tværtimod.
Selv om han bor i et område, der bliver kaldt ghetto – hvor der, som han siger: »foregår lidt af hvert« – er hans fokus ikke på sociale problemer, kriminalitet eller den slags. Xabski (og Iswaal) laver musik, der er som en solskinsdag på blokken. Lyden af de dage, hvor alle hygger sig sammen. »Vi fokuserer på good vibes«, som han siger.
Det er dén fortælling om livet i steder som Bispehaven, der ofte går tabt. Nemlig at mange af beboerne er stolte af det kvarter, de kommer fra. Og at det sammenhold, der bliver skabt i de her miljøer, er virkelig specielt. Xabski benægter ikke, at det kan være et hårdt sted – mere om det senere – men det kan også være et glædens sted.
Hvor man spiller FIFA med vennerne hele natten (som Xabski havde gjort natten inden, hvorfor han lå og sov da vi ankom til Aarhus) eller fester i nogle af de lidt spooky områder under blokkene, som Xabski kalder underground.
»Det er her shababs fra området hænger ud«, forklarer rapperen, da vi bevæger os ind i sidstnævnte, der også er et af de steder, der skal rives ned. »Jeg kan godt forstå, det ser lidt skummelt ud med graffiti og sådan. Der har også været hærværk og kriminalitet. Der er hele tiden politi herude«.
Men det er primært bare et sted, de lokale unge hænger ud og hygger, forklarer han. Eller laver drengestreger: Vi når således ikke at opholde os her længe, før en lokal ung mand viser os, at han hemmeligt har plantet pot i kommunens plantekasser. Hvilket må siges at være en ret uskyldig og pænt sjov prank.
Skildringen af det liv – og de fester – der foregår i det her kvarter, er noget af det, der gør Xabskis musik unik. »Det er det, der har gjort, at det er gået viralt. De har aldrig set nogen danse foran en blok«, som han siger.
Fødslen af »den wavy stil«
Dén legende tilgang til musikken har været rapperens billet til succes. Først fik hans crew Iswaal lokal hype med sangene ’Lyden’ og ’Rolig’, der spredte sig via steder som Dropbox. Så skød de en video til førstnævnte, der blev filmet i mange kvarterer i Aarhus – og som på den måde fik hele byen med.
Men kollektivets helt store stryke er den festlige energi i sangene, der er så ulig meget af den hårde og alvorlige hiphop, der ellers har domineret den danske scene.
»Vi lavede dem bare i skolens studie for sjov. Det var slet ikke meningen, sangene skulle udgives«, forklarer Xabski. »De blev gode, fordi de blev lavet i nuet. Man hyggede sig i studiet og rappede, mens nogle andre stod og dansede inde bagved«.
Udover deres fælles energi har Iswaals hemmelige våben været tydeligt fra starten: Det er Xabskis stemme. Det er hans hviskende, melodiske flow, der bærer omkvædet på hittet ’Lyden’, og det er tit ham, der står for sangenes mest mindeværdige passager. Det skyldes, at han har opfundet en helt ny måde at rappe på, hvor han nynner, hvisker og mumler gennem en blød autotune.
Forleden interviewede jeg produceren Mike Lowrey, der var helt i chok over, hvordan Xabski skabte sine karakteristiske flows. Nemlig ved at gå helt tæt på mikrofonen og så synge så lavt, at han måtte skrue maksimalt op for overhovedet at opfange noget. Xabski kalder det selv for en »wavy« lyd.
»Den wavy stil er inspireret af UK-folk som D-Block og M Huncho«, siger rapperen. »Da jeg lavede ’Ludo’ var det lidt for meget mumblerap. Jeg føler personligt, jeg fandt min lyd med ’Energi’ og ’Svømning’. For det er wavy, men man kan stadig høre, hvad jeg siger. Det er vigtigt for mig, for ellers ved folk ikke, at jeg er god til at skrive tekster«.
Sangene Xabski nævner er nogle af de solosingler, han har udgivet i løbet af det seneste år, sideløbende med at Iswaal altså også fortsat udgiver sange. Det nyeste i rækken af hits er ’MasterChef’ med Pay. På alle de sange er han altså i gang med at perfektionere sit unikke flow. Men det handler – igen – om at bibeholde den legende tilgang i studiet, forklarer Xabski.
»Det bliver helt wavy, hvis du synger og hvisker bestemte toner«, siger rapperen. »Det begyndte med autotune. Man leger med autotune og prøver alt muligt af. Så pludselig skete det bare. Øvelse gør mester, tror jeg – alle de timer, vi har brugt i studiet«.
Det handler altså om leg, øvelse og fest. Hvilket jo lyder som en dejlig opskrift. Men selv om Xabski altså således insisterer på »good vibes«, er han dog ikke blind for den mørke side i kvarteret, han har boet i hele sit liv.
Et lys i mørket
»Man har været igennem mere end andre mennesker«, siger Xabski lakonisk, da jeg spørger, hvordan det er at vokse op i Bispehaven. Man fornemmer, at den unge artist har set en del.
Som da han som teenager var vidne til dagen, hvor hundredevis af medlemmer fra den København-baserede bande Loyal To Familia indtog den blok, hvor han er vokset op. »Der har været mange bander herude«, som han siger. Det hele har ikke været solskin og dansefest i Bispehaven.
»Der har været for meget mørke«, siger Xabski mod slutningen af vores rundtur i Bispehaven. »Der har været en alt for lang periode, hvor det har været mørkt. Så kom den her musik ind. Så følte jeg, det begyndte at blive lidt lyst. Som om der er gode ting på vej«.
Men hvad er det, der er blevet mørkere?
»Jeg føler bare, at generationerne bliver værre og værre. Engang kunne en 16-årig ikke finde på at gøre de ting, en 16-årig gør i dag. Det handler også meget om, hvem man har at se op til. I 2020 er der mange, der har mistet mennesker. Jeg er glad for at være her, men det er ikke fordi, jeg vil have, at mine børn skal vokse op her. Det er et barskt sted«.
Det er nogle af de sidste ting, Xabski siger til os, før han siger farvel – han har en aftale med en ven. Og det er jo sådan set en underlig afsked.
For så meget af hans væsen og musik udstråler optimisme og livsglæde. Han hygger med FIFA og vennerne, mødes i undergrounden, og så laver han musik, der opstår spontant til studiefester. Og netop dén insisteren på, at det gode liv kan opnås, er måske endnu mere nødvendig et sted som her.
Det er måske netop fordi, at Xabskis livsbekræftende musik kommer fra et sted, der ikke altid er lige lykkeligt, at den er så vigtig.
Det er håbefuld og optimistisk musik, der hylder et sted, der har brug for lige præcis dén hyldest. Musikken er et lys i mørket, som Xabski selv siger.