Det er ikke vildt nemt at regne ud, hvem der er med i Iswaal, og hvor mange de egentlig er. Aarhus-gruppen ved heller ikke selv helt præcis, hvordan de startede med at lave musik, eller hvordan de egentlig endte med at hedde det, de hedder.
Det hele er – ved første øjekast – rent kaos med den her unge, begavede flok drenge, der for tiden er et af de mest omtalte navne på Aarhus’ sprudlende unge hiphopscene, og som vi møder i Filmbyen tæt på Aarhus havn. De omtaler på et tidspunkt sig selv som »hyggeholdet« og afbryder hele tiden hinanden eller flækker af grin.
Til sidst forklarer rapperen Shaka dog, at Iswaal betyder ’psykose’ på somalisk og oprindeligt var titlen på en af deres sange. Så begyndte alle at kalde dem det, og så hang det bare ved.
‘Iswaal’ bliver ikke det sidste ord, jeg skal have oversat, for når gruppen snakker, foregår det i hurtigt leveret multikulturel slang, der trækker på en masse ord, de kun bruger her i Aarhus. Især den karismatiske Young Juu snakker næsten kun i kode.
Han bliver ved med at sige, at tingene er »gakz«, hvilket vist betyder, at det hele er helt skørt. Nogle gange mumler han bare ting som »jaow« eller siger, at han blev »åbnet«, og så hyler hele flokken af grin. Jeg forstår, for at være ærlig, cirka 50 procent af de ting, han siger.
Hvis det lyder lidt af ungdomsklub, så er det nok ikke helt forkert. Men det er også mere end det. For de seks rappere (ja, de er seks) i Iswaal – Xabski, Young Juu, Shaka, Kam, AK og Alasow – har gang i en mindre ungdomsbevægelse for tiden.
Noget andet end kokain-rap
Deres melodiske, legesyge hiphop har fået noget uskyldigt og festligt tilbage ind i en genre, der er præget af hårde attituder og brutale tekster. Det gælder også – og måske især – i Aarhus, hvor navne som Shooter Gang, Ham Fra Syd og Shmur dyrker en meget hård, UK drill-inspireret gangstarap.
Iswaal har også attituden i orden, men de lever frem for alt af en god fælles kemi og et melodisk overskud. De virker hele tiden som om, de er ved at holde en fest. Siden gennembrudshittet ’Lyden’ er de blevet et af de største navne i Aarhus’ hiphoprenæssance.
»Vi er trætte af, at folk rapper om at stable op og stable op og om kokain«, siger Xabski, der nok er den, der mest inkarnerer det unikke ved Iswaal. »Det gider folk ikke høre mere om nu. Folk rapper om det samme«.
Det er tit Xabski, der står for Iswaals svævende, næsten snøvlende melodiske sang-omkvæd, som han selv kalder »wavy« på ’Lyden’. Det er et passende ord, for sangstilen minder vitterligt om Max B, der jo netop opfandt dén term.
De andre rappere er også alle imponerende stilsikre – men måske kan man igen fremhæve Young Juu, der har en vokal ikke ulig Benny Jamz, og Shaka, der virker som den mest livlige i et livligt slæng.
Men okay – tilbage til historien. Efter langt tids frem og tilbage kommer Kam, der virker som en af de lidt mere afdæmpede i flokken, i tanke om det præcise tidspunkt for Iswaals begyndelse.
»Jeg kan huske den dag, hvor det startede helt-helt-helt!«, udbryder han pludselig, og hele crewets øjne vender sig mod ham.
Fra et helt fodboldhold til seks rappere
»Der, hvor vi blev bortvist i to uger! Mig og Young havde været i studiet, så kommer Shaka over og siger, ’bror, kan du lige hjælpe mig’, og så lavede vi også en sang. Så dagen efter aftalte vi, at vi alle sammen kommer i studiet. Der endte med at komme 40 mennesker, og man måtte kun være fire i det lille rum. Det var to gange to meter. Skolen bustede os – de så det hele på kamera. De fangede os«.
Nå ja, det glemte jeg at sige: Iswaal mødte hinanden i gymnasiet! Xabski fortæller, at han signede sin pladekontrakt samme dag, han fik studenterhuen, og andre fra gruppen går stadig i skole. »Det er slet ikke sjovt. Lige efter sommerferien var det helt kritisk, jeg var helt oppe at flyve med fravær«, siger AK om den sag.
Anyway: Fordi de gik i gymnasiet, var deres studie – der hvor der troppede 40 mennesker op – selvfølgelig gymnasiets studie. Efter at overvågningskameraerne fangede det ikke ligefrem diskrete crew, blev de bortvist fra skolen i to uger. I hvert fald dem, der blev fanget.
»Ikke mig, for jeg er altid hurtig på sagerne«, praler Xabski skadefro.
»Jeg blev heller ikke taget. Bare lige for at sige det«, tilføjer Alasow med et glimt i øjet.
Siden den dag var Iswaal altså et crew, men det er stadig ikke helt klart, hvem der var med hvornår, og hvornår gennembruddet kom.
»Vi lavede en sang, der hedder ’Designerstil’, selv om vi ikke havde designer på«, siger Xabski og griner.
»Den første Iswaal-sang var ’Rolig’«, lyder et andet forslag, og pludselig taler alle i munden på hinanden. For det viser sig, at ’Rolig’ var sangen, der afgjorde, hvem der var med i gruppen.
Kam: »Xabski, jeg ved ikke hvad han laver, han gik pludselig over i studiet en dag og slettede alle dem på sangen, han ikke kunne lide«.
Xabski: »På et tidspunkt var vi ti i Iswaal. Jeg ved ikke, hvad mine brødre tænkte på, men ti er urealistisk. Det er jo et fodboldhold!«
Alle griner, men påpeger samtidig, at de andre tidlige Iswaal-medlemmer faktisk bare gled lidt ud af gruppen naturligt. De er fortsat venner med crewet, der flere gange understreger, at de ønsker dem alt vel i fremtiden.
Herfra går det hele dog hurtigt over i jokes og grineture, når Young Juu begynder at overveje, hvordan man ellers kunne have løst problemet med for mange rappere: Måske kunne man stemme om, hvem der røg ud? Eller en kamp, ligesom i ’Hunger Games’?
I hvert fald: På en eller anden måde faldt det endelige lineup på plads, og siden er det gået hurtigt. Til at begynde med smed gruppen bare sange op på Dropbox. Herfra blev de delt videre fra by til by, og pludselig var Iswaal blevet et varmt navn på de internetsteder, hvor unge folk deler sange, der ikke er udgivet i klassisk forstand.
Fra Dropbox-kendt til ægte rapstjerne
Det er lidt ligesom med andre Aarhus-navne som Shooter Gang: Først er man stor lokalt, så stor på Dropbox, så leaker folk sange på Youtube – og så går det hele pludselig helt amok, når der udgives noget officielt. Derfor virker gruppens succes også så pludselig for alle dem, der ikke lige følger med i de knap så officielle kroge af internettet.
Det er også derfor, den relativt store scene, der for tiden bobler i Aarhus, længe gik ubemærket hen. Det hele foregik på Dropbox, på Messenger og gennem leaks. Men nu er byen vågnet. Og Iswaal er blandt de fremmeste i den nye ungdomsbevægelse fra byen.
De har desuden en styrke i kraft af, at medlemmerne kommer fra hver sin bydel rundt omkring fra. »Vi kan repræsentere det hele«, som Shaka siger det.
Nu er de blevet bemærket langt ud over Dropbox, og de har også spillet deres første shows. Det var vildt, forklarer Kam: »Vi spillede Rust sidste uge. Der var en der pissede på gulvet lige ved scenen! Der dannedes en cirkel. Vi troede, det var en moshpit! Så gik det galt lige pludselig: Ad, det er tis!«
Samtidig er gruppen signet hos Muf10 på Universal og rejser også hyppigt til København og indspiller. Hvis de altså ikke bare bruger pladeselskabets studie i Aarhus, som den ældre rapper Marwan bedriver. Iswaal er blevet officielle – de er rigtige rappere nu. Hvad er så det næste skridt?
»Shabab, har vi tænkt os at lave et album eller hvad?«, spørger Kam.
»No comment«, kommer det hurtigt fra Young Juu.
Kam kigger på mig og siger med et glimt i øjet: »Du skal tænke på, at vi allerede har tre album ude på Youtube!«
Læs også: »Aarhus skal tilbage på landkortet«: Marwan guider til byens nye hiphopgeneration
Læs interview: Mød det maskerede hiphop-crew, der skræmmer Aarhus: »Shooter Gang er ikke bare os, det er hele området!«