KOMMENTAR. Det har aldrig været specielt nemt at holde en hiphop- eller grimekoncert i London. I grimemusikkens første guldalder i midten af 00’erne blev koncerterne altid lukket ned af politiet. De seneste år er taktikken skiftet, og artister er blevet blacklistet fra at optræde eller har fået decideret forbud mod at lave musik.
Så sidste uges udmelding om, at kunstnere ikke længere må bande på scenen til Wireless, som er Englands største festival for hiphop og grime, er langt fra det sidste angreb på Londons musikkultur. Det ligner mere en del af en langsigtet kampagne for at lukke munden på byens egen sprudlende hiphopscene.
Det er en kampagne uden lige. Både fordi den er så langvarig, struktureret og nådesløs. Men også fordi den ikke er bange for at bruge drastiske virkemidler som blacklisting af hele genrer, ukonventionelle censurforanstaltninger eller decideret berufsverbot til uønskede artister.
Det er altså ikke noget, vi er vant til at se i vores kære vestlige demokratier. Og det hele startede med et simpelt dokument, der blev indført i 2005.
Kommer der sorte mennesker til den her koncert?
Dokumentet hed ’Form 696’ og skulle, kort sagt, hjælpe spillesteder og politiet med at vurdere, hvor risikabel en koncert er. Det lyder jo egentlig meget smart at have sådan en formular. Det uheldige var bare, at formularens ordlyd ifølge mange var decideret racistisk og blev brugt til at blackliste store dele af Londons sorte musikscene.
For det er næppe tilfældigt, at Form 696 udkom lige efter, at grime for alvor brød igennem til mainstreamen med navne som Dizzee Rascal, Wiley, Kano og Lethal Bizzle. Det var en reaktion mod den nye, farlige musik. Formularen krævede nemlig, at navnet på artisten oplyses – især hvis det var en koncert med »dj’s, rappere eller performere med et backing track«. Hvis du for eksempel spillede i et indieband, var det nok mindre nødvendigt.
Det er svært ikke at se det her som en diskrimination mod særlige musikgenrer. Især musikgenrer med et overvejende sort publikum. Men formuleringen er faktisk et skridt frem. For indtil en ændring i formularens ordlyd i 2008 skulle man kort og godt skrive, hvilken etnicitet aftenens gæster formodedes at have.
Kort sagt: Kommer der mange sorte mennesker til den her koncert?
Ud fra de informationer kunne politiet så vælge at aflyse koncerterne. Det skete blandt andet for Giggs, der er kendt som hovedskikkelsen i den såkaldte road rap-genre, der er UK-versionen af gangstarap. Hans ry er nået hele vejen til Canada, hvor superstjernen Drake blev fan og inkluderede Giggs på hele to sange fra ’More Life’-albummet.
Men i sin hjemby London kunne Giggs altså ikke optræde. Hele hans turné blev eksempelvis aflyst i 2010, og i 2016 kunne han slet ikke spille shows efter udgivelsen af sit album ’Landlord’.
Efterfølgende blev han én af mange stemmer i kampen mod formularen, hvor han har fortalt BBC ting som dette: »Politiet er nødt til at arbejde sammen med os. Hvis de tror, der er en trussel, så hjælp os. Put noget politi på gaden og arbejd sammen med os i stedet for bare at lukke os ned«.
Konflikten mellem politi og musikscene eskalerede så meget, at Vice lavede en dokumentar om Form 696, der blev fortalt af grime-legenden JME fra Boy Better Know. Flere og flere støttede kampen mod loven – blandt andet store stjerner som Skepta.
Og så, i november 2017, blev Form 696 endelig aflivet. Londons borgmester Sadiq Khan sagde følgende: »Jeg igangsatte undersøgelsen af Form 696 (…) på grund af bekymringer fra promotere og artister i hovedstaden, der mente, at den her proces urimeligt ramte særlige dele af samfundet og musikgenrer«.
Fantastisk, ikke? Historien endte godt, og efter afskaffelsen af 696 forsvandt alle problemerne i London.
Just kidding. Det bliver kun værre herfra.
Drill-musikken spiller dødsmarch over London
I begyndelsen lignede det, at lysere tider var i vente. En kunstner som J Hus spillede sine første shows i London. En ny æra var ved at begynde. Men så kom UK drill-bølgen, og alt ændrede sig.
Drill er oprindeligt en genre fra Chicago, der opnåede relativt kortvarig popularitet i 2012. Dens største stjerne hed Chief Keef, og det var især sangen ‘Don’t Like’, der indkapslede bølgen. Drill-musikkens fremkomst faldt sammen med en pludselig eksplosion i vold og drab i den amerikanske by, og Chief Keef blev set som symbolet for al volden. Drill var lyden af død og ødelæggelse.
Den her specielle, voldsomme genre er på usandsynlig vis genopstået fra de døde i England, hvor hele tragedien fra Chicago genopføres. Næsten alle aspekterne er de samme: Helt unge rappere, der tit er teenagere og kommer fra de mest belastede ghettoer, laver hård, nådesløs musik – og samtidig skyller en voldsepidemi henover byen. Unge rappere dør og laver samtidig sange om volden.
I London er der allerede dræbt over 100 mennesker i år, og byen ser ud til at have sit højeste antal mord i ti år. Især knivstikkerier er et eskalerende problem.
I de britiske medier er UK drill-scenen blevet gjort ansvarlig for volden. Det har startet den sædvanlige diskussion om, hvorvidt musikken er kimen til vold. Eller om rapperne bare beskriver den virkelighed, de lever i.
Men denne gang er der også en anden komponent.
For drill-crews som 67, Harlem Spartans, 1011 og Moscow17 afspejler ikke kun volden. De er selv en del af den. De bruger deres musikvideoer som direkte voldstrusler, myrder hinanden på kryds og tværs og bruger sociale medier til at håne døde fjender. Vold og musik har flettet fingre i UK drill-kulturen.
UK drill er blevet et bizart ghetto-‘Hunger Games’
Tag Zone 2 og Moscow17, der er det nyeste eksempel på den her nye beef-kultur. De har længe disset hinanden i videoer og på sociale medier. Men derudover dræber de rent faktisk hinanden.
Bare i år er tre medlemmer af Moscow17 døde. Incognito og GB, to af de primære rappere i crewet, døde på samme gadehjørne kun en måned efter hinanden. Lignende ting skete, da 67 beefede med crewet 150.
Volden er så sammenflettet med narrativet omkring de her acts, at Youtube-kommentarspor er fyldt med folk, der tæller, hvem der ‘fører’, afhængigt af, hvor mange et crew har stukket ned og dræbt. For tiden fører Zone 2 således over Moscow17, fordi de har dræbt flest. Moscow17 er dog allieret med Harlem Spartans-crewet, så nu venter alle på et tilbageslag mod Zone 2.
Det er en slags bizar ghetto-‘Hunger Games’, hvor kommentarspor holder med forskellige drill-hold og ægger dem til at angribe hinanden. Da Incognito blev dræbt, var der for eksempel mange, der så det som hævn for en video, han havde lagt på Snapchat, hvor han hånede Zone 2 ved at køre igennem deres område på en scooter.
Hvis du i øvrigt undrer dig over de her mærkelige crew-navne, så er det fordi de er opkaldt efter postnumre. Derfor kalder de britiske medier alle konflikterne for ‘postcode wars’, hvilket i endnu højere grad understreger meningsløsheden i det hele.
Det føles som at være vidne til gladiator-lege for SoMe-generationen. Især fordi det hele foregår med knive – faktisk er medlemmer fra Harlem Spartans og 1011 blevet anholdt med alt fra machetes til samuraisværd. Ja: Lige nu render teenagere i London rundt og dræber hinanden med sværd og machetes, og bagefter praler de med det på Instagram Live.
Det er ærligt talt fuldstændig sindssygt. Efter at have trevlet igennem kommentarspor, Youtube-videoer og nyhedsartiklerne om UK drill begyndte jeg nærmest selv at synes, at dén genre egentlig godt måtte lukkes ned for evigt. Og det er netop det, London er i gang med lige nu.
Krig mod musikken
London har nemlig erklæret krig mod UK drill på en hidtil uhørt skala.
Politiet i Scotland Yard har lige fået fjernet 30 drill-videoer fra Youtube, mange artister er fængslede, og så har byen også uddelt en række såkaldte ‘gang injuctions’. Sidstnævnte er noget helt nyt. Det er nemlig i princippet et berufsverbot, hvor kunstnere ikke længere må lave musik eller optræde.
Hele fem rappere fra 1011 (det var dem med macheterne) har fået forbud mod at indspille musik uden tilladelse. Får de tilladelse til at lave musik, må de ikke nævne død og vold i deres sange. Og de må ikke nævne de postnumre, som gruppen er opkaldt efter, og som så mange er døde på grund af.
Rapperen Scribz fra 67 har fået en lignende straf, hvor han ikke må vise sit ansigt gennem diverse medier. Det har han løst ved at ændre navn til LD og anonymisere sig via en maske.
De her straffe bliver som regel tilføjet til en betinget dom. Det vil sige, at hvis 1011 laver musik uden tilladelse eller rapper et postnummer, kan de ryge direkte ind i fængsel.
I England bliver de her domme af visse sikkert set som nødvendige foranstaltninger mod en genre, der er ude af kontrol. Men mange påpeger også, at det her er et indgreb uden lige. At de er fundamentalt udemokratiske. Og at det er endnu en radikalisering af byens forhold til en musikscene og en befolkningsdel, de ikke forstår.
For det er da pænt grotesk at forbyde folk at lave musik. At tage den eneste udtryksform fra de her mennesker. Altså: Tænk at man i England kan komme i fængsel for at lave en sang, hvor man siger sit postnummer.
Der er ingen tvivl om, at voldens sammenfletning med UK drill er et gigantisk problem. Men de her indgreb i artisternes kunstneriske og rent faktiske frihed er exceptionelt radikale.
De virker mere som et udslag for samme mentalitet, som Form 696 var udtryk for. Og som de her nye censurregler på Wireless er en mild version af. For både Form 696, forbuddene til Wireless og diverse nye foranstaltninger er i sin kerne forsøg på at kvæle ubehagelige stemmer. De er et forsøg på at undertrykke.
Læs også: Den nye generation af UK-rappere er meget mere end grime
Lyt til podcast: UK Special i Standard Ekstra: Danijel Drux guider til den engelske hiphopscene