KOMMENTAR. Der er blivet grint meget af Dansk Folkepartis nylige forslag om, at danske musikere skal kunne vise en pletfri straffeattest for at spille koncerter.
Ironien er da også svær at overse: Hvordan kan partiet, der laver hjerteøjne til Inger Støjberg trods hendes nylige ubetingede fængselsdom kræve, at landets musikere aldrig har sat en fod forkert? Kan de ikke selv se dobbeltmoralen? (Spoiler alert: Nej, det kan de ikke.)
Men når man lige har grint færdigt, er der faktisk en mere alvorlig side ved forslaget. Det er nemlig en del af en større tendens – både i Danmark og internationalt – hvor hiphopscenen angribes fra mange sider.
I udlandet har devisen for eksempel længe været: Hvis i tvivl, så forbyd.
I England er over hundrede musikvideoer forsvundet fra YouTube på grund af censur fra myndighederne, og mange rappere har fået forbud mod at optræde med deres musik. I Chicago og New York har visse af byens største artister fået at vide, at de ikke må spille koncerter.
En koncert af Chicago-rapperen Chief Keef blev lukket af myndighederne, selv om han kun optrådte som hologram. Det indkapsler de paniske reaktioner, musikken kan fremkalde.
Sådan har det været i årevis i udlandet, men det er noget nyt, at hiphopscenerne i Skandinavien er blevet hårdere. Og ligesom det er sket i USA og England, har reaktionerne også her blandt andet været præget af krav om censur, forbud og boykot.
I Sverige har der været stor diskussion om, hvorvidt kriminelle rappere skal hædres af statssponsorerede prisshows, og hvordan rapscenen står i relation til de bander, der hærger samfundet derovre. Det indvandringskritiske parti Sverigedemokraterne har eksempelvis krævet gangsterrap bandlyst fra statsejede radiokanaler.
Også i Danmark er kidnapninger, skudepisoder og vold ikke bare en del af genrens tekstunivers, men også konkrete begivenheder, som rappere er involveret i.
Banden LTF har kidnappet Carmon, der er blevet skudt efter Branco, Jamaika er i fængsel for knivoverfald, og talentet Shmur er blevet slået ihjel på åben gade.
Det er desuden et »markant overlap« mellem hiphopscenen og bandeverdenen, som journalisterne fra Ekstra Bladet-podcasten Bandeland formulerede det, da Soundvenue interviewede dem om den nye forhærdelse i det danske musikmiljø.
Derfor er diskussionen om hiphoppens forbindelse til den kriminelle verden også blusset op i Danmark den seneste tid.
Musikvideo – eller »rekrutteringsvideo«?
Inger Støjberg påstod allerede sidste år, at Chatles ’Sort på sort’ var en »rekrutteringsvideo« for bander – en betegnelse, Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup denne uge genbrugte, da han fremlagde sit opsigtsvækkende forslag om, at musikere skal have en ren straffeattest for at spille koncerter på spillesteder eller festivaler, der får offentlig støtte.
Det er dog ikke kun politikere fra indvandringskritiske partier, der er ude med kritik af hiphopscenen. Musikmediet Gaffa publicerede således i december 2021 kommentaren ‘Hiphoppen må stoppe med sin gangsta-fascination’, der foreslog en form for lyttestop samt opfordrede pladeselskaberne til at droppe visse rappere.
»Det kunne være fedt, hvis hiphop-fans ville boykotte kriminalitetsforherligende hiphoptekster og musikvideoer, og pladeselskaber ville lade være med at udgive dem«, lyder det i kommentaren, der fremhæver rappere som Artigeardit og Marwan som »opbyggelige« artister.
Sidstnævnte er i øvrigt et godt bud på Danmarks første rigtige gangsterrapper: Marwan startede karrieren med sange som ’Det os’, hvor han blandt andet rappede om at kravle ind af vinduet for at lave indbrud. Så mon ikke en ung Marwan ville være at finde på boykotlisten?
Mundkurvsmetoden
Før jeg nu prøver at forklare, hvorfor jeg synes de ovenstående forslag om at bekæmpe musikken er kontraproduktive, vil jeg lige slå fast: Noget af kritikken af hiphopscenen er berettiget.
Man kan for eksempel godt spørge, om statsejede radiokanaler som den svenske P3 ligefrem skal prisbelønne en artist som Yasin, mens han sidder i fængsel for at have medvirket til kidnapningen af den nu myrdede Einár.
Det er også legitimt at problematisere, hvorvidt videoer som Chatles ’Sort på sort’ og ZacFromThe9s ’Oppz’ er med til at opildne en lokal bandekonflikt, når medlemmer af rivaliserende bander angiveligt sender signaler til deres fjender i musikvideoerne.
Men at simplificere musik til et rekrutteringsværktøj for bander er simpelthen for reduktivt. Og at opfordre til at fjerne kunstnernes mulighed for at blive hørt er en farlig vej at slå ind på.
Helt grundlæggende er det jo et virkelig drastisk greb at ville fjerne musik fra YouTube og radioen, blokere kunstnere fra scenen eller arrangere en boykot af en artist. Den slags forsøg på at lukke munden på de kunstnere, man ikke bryder sig om, er grundlæggende svær at forene med demokratiske idealer.
Det er samtidig ikke en ny impuls. I litteraturhistorien er utallige bøger blevet forbudt, fordi de var for ’farlige’, i anden halvdel af 1900-tallet var rockmusikken den store skurk, og i nyere tid har alle fra Eminem til Marilyn Manson oplevet at blive udsat for forskellige grader for boykot og blacklisting.
Mens der altså således går en lige linje fra ‘Madame Bovary’ til Chief Keef, Chatle og Yasin, er der dog noget fundamentalt nyt på spil med det aktuelle fokus på hiphopscenen. Både fordi det er en hel genre, der er i søgelyset. Men også fordi det store fokus på at give kunstnerne mundkurv på overser det egentlige problem.
Salve mod symptomerne
De ofte unge og udannede rappere kommer tit fra nogle af landets mest udsatte kvarterer. Bispehaven i Aarhus, Vollsmose i Odense, Albertslund uden for København. Deres musik afspejler derfor den virkelighed, der hersker der.
Shooter Gang, der ofte fremhæves som skræmmeeksempel nummer et, er vokset op i et af Danmarks hårdeste kvarterer midt under en meget voldelig periode. Derfor lyder deres musik også voldsom.
»Der, hvor vi er vokset op – Trillegården – var der rockerkrig. Så vi har set en del ting og oplevet mange ting. Det er den opvækst, vi har fået fra gaden af«, som et af medlemmerne sagde, da Soundvenue interviewede dem tilbage i 2019.
Der findes hele kvarterer i Skandinavien, hvor politiet er fjenden, og hvor banderne er de toneangivende. Det afspejler musikken.
Musikken er en refleksion af noget dybere i samfundet. At censurere, boykotte eller forbyde den er derfor blot en salve mod symptomerne i stedet for en kur imod sygdommen.
Forbud mod at optræde eller boykot af deres musik måske ville fjerne en reel mulighed for at undslippe kriminaliteten for visse mennesker, og medføre at man er brændmærket af sin fortid. Men det ville også lukke munden på de stemmer, der giver udtryk for den voldsomme virkelighed, der hersker i landets hårdeste kvarterer.
Det virker derfor paradoksalt, at netop dem, der har mest fokus på bandeverdenen, har mest travlt med at lukke munden på de kunstnere, der artikulerer dens virkelighed. I stedet for at ville skyde budbringeren, burde Dansk Folkeparti og co. vælge at se de danske rappere som en nøgle til at forstå de kvarterer, de kommer fra.