KOMMENTAR. Den seneste tid er jeg ofte blevet spurgt, om det ikke er gået for langt med forherligelsen af vold og kriminalitet i dansk hiphop.
Både af folk jeg kender og af journalister fra eksempelvis DR og TV 2, der prøver at forstå, hvad der sker lige nu. Men det er også et spørgsmål, jeg i stigende grad stiller mig selv.
For selvom jeg som udgangspunkt altid forsvarer dansk hiphop og refererer til, at genren jo bare fremstiller visse folks virkelighed, som de nu engang oplever den, så har der nu sneget sig en tvivl ind hos mig. Mine argumenter klinger ikke så rent, som de gjorde engang.
Jeg plejer at sige, at hiphoppen – med Chuck D fra Public Enemys ord – er »the hood CNN«. Altså en form for kommunikationskanal for gaden og ghettoen – et sted, hvor dem, der ellers aldrig bliver hørt, kan komme til orde. Som Eazy-E i sin tid sagde om NWA: Det er ikke gangsta rap, men reality rap – altså en afbildning af menneskers levede virkelighed.
Det forsvar af hiphoppen synes jeg stadig er stærkt. Genren viser en virkelighed – den skaber den ikke. Og man skal jo som bekendt ikke skyde budbringeren.
Men hvad er så forandret?
Først og fremmest er den hårde del af hiphoppen rykket tæt på. De groveste gangstarappere er ikke længere kun folk i Chicago, Compton eller New York. Det er folk fra Alberstlund, Nivå, Vejle eller Vollsmose.
Det er én ting, når drill-rappere som King Von eller FBG Duck bliver dræbt i Chicago, som det skete i løbet af 2020. Det er noget andet, når en dansk kunstner som Shmur bliver slået ihjel i Aarhus.
Volden er ikke længere amerikansk og eksotisk. Den er dansk og meget, meget virkelig. Samtidig er der sket en udvikling, så den mest eksplicit voldsomme musik nu også er den mest populære.
I USA har der siden 50 Cents storhedstid været en bevægelse væk fra gangstarap i den øverste mainstream. De helt store stjerner er folk som Drake, Kanye West og Kendrick Lamar, langt fra den voldsberedte arketype.
I Danmark (og i store dele af Europa, faktisk) er det anderledes. Her er de største rappere også dem, der i højeste grad spiller på deres forbindelse til en kriminel underverden.
Se bare på svenske Yasin: Han er blevet Sveriges største rapper ikke på trods af sin kriminelle karriere, der tæller våbendomme samt anklager om mord og senest kidnapning – men på grund af autenticiteten i hans kriminelle cv. Hans domme og banderelationer er en form for adelsmærke.
Herhjemme er udviklingen accelereret, siden Gilli og MellemFingaMuziks popularitet eksploderede i midten af 2010’erne.
Helt unge artister som Shooter Gang, ZacFromThe9 eller Ham Fra Syd har på det seneste skabt sig et navn med musikvideoer, der viser pistoler, knive, kamphunde, maskerede mænd og kontanter i store stakke. Det virker nærmest som om, der er et bogstaveligt våbenkapløb i gang om, hvem der kan være mest brutal i sine sange og videoer.
Stedvis – hos bl.a. Shooter Gang, Chatle og ZacFromThe9 – er musikvideoerne også piftet op med virkelige optagelser. Blandt andet af våben der affyres eller politifolk, der hånes.
Netop den kobling mellem virkelighed og fiktion er en af grundene til, at jeg er begyndt at føle, at de klassiske forsvarsargumenter bliver udfordret.
For normalt er det jo her, jeg siger: Hiphoppen afbilder jo bare virkeligheden gennem sin fiktion. Men de her videoer har et andet formål. Kunstnerne bruger dokumentaristiske greb, der griber direkte ind i den virkelige verden.
Det kan man tydeligst se i Odense, hvor to krigsførende bander fra henholdsvis Vollsmose og Korsløkke på det seneste har været repræsenteret i konkurrerende musikvideoer i form af Chatles ’Sort på sort’ og ZacFromThe9’s ’Oppz’.
I førstnævnte optræder – ifølge TV 2 Fyn – en række bandemedlemmer, inklusive en af de øverste ledere af Vollsmosebanden. Det fik allerede i november 2020 kriminalredaktør på Fyens Stiftstidende, Bjarke Vestesen, til at kalde videoen en »magtdemonstration« fra banden, der var »med til at eskalere konflikten mellem de to grupperinger til mere end skyderier og andre konflikter«.
Kriminalredaktøren spåede, at der ville komme et modsvar fra Korsløkke-grupperingen. Netop det svar landede tilsyneladende tidligere denne måned i form af ‘Oppz’.
Videoen blev delt af flere med forbindelse til Korsløkke-banden (der også kaldes NBV) og har derudover mange loyalitetstilkendegivelser til selvsamme bande i kommentarer på Youtube og på ZacFromThe9’s Instagram.
Det er altså tydeligt, at de to sange taler sammen: De ligner nærmest musikalske skudsalver fra hver sin skyttegrav i en langvarig bandekonflikt. Det er ikke svært at forestille sig, at den slags sange puster til en allerede drabelig situation.
Ud over at det tyder på, at selve musikken er på vej til at blive instrumentaliseret i bandekonflikter, er volden for længst blevet meget virkelig.
De seneste år har således budt på Shmurs dødsfald og Jamaikas fængsling, men der har også været episoden hvor Branco, en af landets største rappere, sad i en bil, som der blev affyret skud imod. Derudover er Carmon, ifølge Ekstra Bladet, sidste år blevet kidnappet af banden LTF.
Hvis man ser på alle de hændelser, er det tydeligt, at vi har en situation, hvor dansk hiphop er viklet ind i kriminalitet som aldrig før. Musikken fletter fingre med underverdenen.
Betyder det så, at vi skal cancel alle de rappere, der har en forbindelse til kriminelle miljøer? Eller censurere alle de grove videoer fra Youtube, som de gør i England, hvor over 100 musikvideoer er fjernet fra platformen, og hvor mange kunstnere ikke længere må opføre deres musik til koncerter?
Nej, det synes jeg ikke.
Jeg synes stadig – det gør jeg altså! – at selv den hårdeste hiphop har en kunstnerisk værdi. Og at det er vigtigt, at folk fra udsatte områder får lov til at beskrive deres virkelighed. Når der kommer musik fra landets mest udsatte kvarterer, er løsningen ikke at prøve at lukke munden på dem. Så selvfølgelig skal den her musik stadig frem i lyset.
Jeg er bare samtidig begyndt at overveje, om det er ikke er et problem, når en bande manifesterer sin magt gennem musikvideoer, og bruger musikken som instrument i en drabelig konflikt. Eller når helt unge rappere prøver at overgå hinanden i voldelige tekster og videoer, og når de største rappere er dem, der er mest ‘autentiske’ – altså hvis forbindelse til den kriminelle verden er klarest.
Jeg synes, det er blevet sværere at sige, at hiphoppen bare viser virkeligheden, når musikken tilsyneladende instrumentaliseres i en bandekonflikt. For det føles som om, dansk hiphops flirt med underverdenen har nået et kritisk punkt, når hiphopvideoer bliver brugt aktivt som redskaber i et opgør mellem to bandegrupperinger.
Lige præcis hvor galt det kan gå, hiphopscener og bandemiljøer vokser sammen, kan man se i London og Chicago, hvor der har været mange dødsfald med direkte relation til konflikter, der blev eskaleret gennem sange. Jeg håber ikke, at det samme sker i Danmark.