Den voldsomme kritik af rapperen Chatles ’Sort på sort’ giver mig deja-vu

En musikvideo fra Odense møder hård kritik for tiden. Anklagerne er de samme, som hiphoppen har mødt siden 80’erne. Men vi bør tænke os om, før vi begynder at bekæmpe genren, som de gør i USA og England.
Den voldsomme kritik af rapperen Chatles ’Sort på sort’ giver mig deja-vu
Chatle i 'Sort på sort'-musikvideoen.

For tiden går jeg rundt med en følelse af deja-vu. Som om, jeg hører den samme sang om og om igen. Og nej, det er ikke fordi julemusikken kører over alt.

Det er mere fordi, der igen-igen-igen er kommet en såkaldt kontroversiel hiphopvideo, som bliver fordømt af politikere, politifolk og meningsdannere. Ligesom det skete med Shooter Gang sidste år, og som man har set det utallige gange med hiphopkunstnere verden over.

Denne gang er det Vollsmose-rapperen Chatles ’Sort på sort’-musikvideo, som viser knive, pistoler, kamphunde og optagelser af politibetjente, der har vakt opmærksomhed. I sangen flashes der både ladte håndvåben og hårde attituder, og flere af personerne i videoen har ifølge TV2 Fyn tilknytning til bandemiljøet.

Det har skabt en mindre moralsk panik. Jeg har selv været med til at tale om videoen af flere omgange: Først hos TV 2 Fyn (mandag), derefter på TV 2 News og i TV 2’s 19-nyheder (tirsdag) og så i radioen hos P1 (onsdag).

Spørgsmålene er for så vidt de samme som altid: Forherliger hiphoppen vold og kriminalitet? Korrumperer den her musik ungdommen? Hvad skal der dog gøres?

I det her tilfælde blev diskussionen bare krydret med lidt mere spicy formuleringer end normalt.

I P1 blev der således afspillet et interview, hvor Venstres næstformand Inger Støjberg trak tråde til Islamisk Stats propagandavideoer (»det er de samme greb, de bruger!«) og kaldte videoen for »en rekrutteringsvideo« for banderne. Og hos TV 2 har Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel kaldt ’Sort på sort’ en »reklame for den kriminelle livsstil« og udtalt, at videoen er »styret af banderne«.

Ren propaganda, altså: Man føler nærmest, at musikvidens instruktør, den mangeårige brancheveteran Mike Spooner, må være en slags bandernes Leni Riefenstahl.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Når den kritik – på trods af de nye vendinger – samtidig virker meget bekendt, er det selvfølgelig fordi, de her anklager har fulgt hiphoppen siden 80’erne. N.W.A udgav ’Fuck Tha Police’ i 1988, hvilket gjorde, at de fik FBI på nakken og et forbud mod at spille sangen. Compton-gruppen sagde dengang, at de ikke lavede ’gangsta rap’, som det tit blev sagt, men ’reality rap’.

Det vil sige musik, der afspejlede den virkelighed, de levede i. Chuck D fra Public Enemy har sagt noget lignende med et berømt citat om, at »hiphop er ghettoens CNN«.

Det samme argument synes jeg også gælder for dansk hiphop i dag. I stedet for at affærdige de kunstnere, der viser den hårde side af ghettoen, som propaganda for bander, burde man se dem som udtryk for virkeligheden i de udsatte kvarterer, de kommer fra.

Hvis man ikke kan lide det, der bliver vist, så er det virkeligheden, man har et problem med. Ikke kunsten, der viser den. Man ville jo heller ikke blive vred på en kunstner, der malede et billede af en slagmark – det er jo ikke maleren, der er skyld i drabene, han illustrerer.

Da jeg var i P1, blev der spillet et klip, hvor Inger Støjberg selv sagde, at banderne »fylder mere og mere i gadebilledet«, og at der er en »decideret modkultur« i de her områder, hvor man »viser, at man er fjender af politiet«.

Og mange af de ting har hun helt ret i. Støjberg beskriver i virkeligheden præcis den verden, som Chatle skildrer. Men det er jo netop det faktum, at tingene forholder sig sådan, der kommer til udtryk i musikken.

Ligesom det gjorde i ’Fuck Tha Police’ for 32 år siden, der også handlede om en modkultur mod politiet. For hiphopvideoer som ’Sort på sort’ beskriver reelt eksisterende tilstande – men de er ikke selve årsagen til de tilstande. Don’t shoot the messenger, som de siger i England.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ovenstående observationer er, synes jeg, værd at huske på i disse dage, hvor forargelsen over hiphoppen igen breder sig. For de seneste år har man kunnet observere, hvordan USA og England har taget drakoniske virkemidler i brug for at inddæmme hiphopkulturen.

I USA har man således bandlyst kunstnere som Chief Keef og Pop Smoke fra at optræde. Førstnævnte måtte ikke engang spille en hologramkoncert i sin hjemby Chicago, uden at politiet lukkede det hele ned.

Endnu mere voldsomt er det i England, hvor langt over 100 musikvideoer er fjernet fra Youtube, fordi regeringen mener, de er skyld i en forøgelse af voldelig kriminalitet. Der er endda britiske artister, der har fået forbud mod at optræde med deres musik – og som er blevet dømt, hvis de har gjort det alligevel.

Berufsverbot, statscensur og blacklisting: Er det sådan nogle tilstande, vi vil have i Danmark? Det kan jeg ikke forestille mig. Men det er det, man godt kan blive lidt bange for, når Inger Støjberg ligefrem hiver ISIS-sammenligningen frem.

Når det er sagt, så er der jo også sket en forråelse i dansk hiphop de senere år. Branco har været involveret i en skudepisode, Jamaika sidder varetægtsfængslet efter anklage om et knivoverfald, og tidligere i år blev Shmur skudt og dræbt i Aarhus. Sådanne episoder så man ikke på den danske hiphopscene for bare fem år siden.

Kunstnere som Shooter Gang, Ham Fra Syd, Miklo og netop Chatle dyrker samtidig den kontroversielle drill-lyd, der eksplicit viser den vold og kriminalitet, der gennemsyrer de dele af samfundet, de kommer fra. Igen kan man sige: For fem år siden viste man ikke ægte stoffer, våben og politikonfrontationer i musikvideoer, som de nævnte kunstnere gør.

Så ja: Hiphopkulturen er altså blevet mere voldsom.

Der er sket en udvikling, som jeg godt forstår, man kan være bekymret over. Men er det rappernes skyld – eller afspejler musikken i virkeligheden ikke bare den verden, den udspringer af? Er musikken ikke stadig ‘reality rap’, som N.W.A ville sige?

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af