To af UK drill-scenens største stjerner er lige blevet dømt for at spille en koncert

To af UK drill-scenens største stjerner er lige blevet dømt for at spille en koncert
Skengdo & AM. (Foto: Instagram)

I slutningen af sidste efterår fortalte vi om, hvordan Londons myndigheder slog hårdt ned på byens egen urbane musikscene. Især rappere fra UK drill-genren blev ramt, fordi kunstnerne kommer fra storbyens fattigste kvarterer og derfor også ofte har tæt tilknytning til de lokale bandemiljøer.

Myndighederne fjernede en lang række videoer fra Youtube, blacklistede artister fra at spille koncerter i London og gik endda så langt som at nedfælde deciderede berufsverbot. Det blev dermed ulovligt for en række kunstnere at indspille eller opføre musik i det hele taget.

Nu har de hårde restriktioner ramt to af scenens største stjerner: Duoen Skengdo x AM. De to UK drill-rappere er blandt andet kendt for sangen ‘Pitbulls’, hvor de har samarbejdet med Chief Keef, der i sin tid startede drill-lyden i Chicago.

Nu er Skengdo og AM altså kendt skyldige for at optræde med deres musik, som myndighederne hævder opfordrer til vold. De har fået ni måneders betinget fængsel. Rapperne selv har erkendt sig skyldige, men hævder, at videoen af den koncert, de blev dømt for at have spillet, blev uploadet til sociale medier, uden de vidste det.

Netop sociale medier er en central del af hele konflikten mellem UK drill og Londons politi. For ifølge sidstnævnte eksisterer der en voldscyklus i kraft af, at kunstnere rapper om reel bandevold, hvilket så spredes på sociale medier og i sidste ende resulterer i vold på gaden. London oplever for tiden en stor stigning i knivstikkerier og mord.

Sagen mod Skengdo og AM markerer den nyeste eskalation i den her konflikt, hvor Londons myndigheder forsøger at bekæmpe volden ved at lukke munden på de kunstnere, der laver musik om den. For selv om diskussionen om, hvorvidt hiphop (eller UK drill) forherliger vold er gammel og velkendt, har én specifik genre sjældent været genstand for en så radikal kampagne, som UK drill er lige nu.

Læs også: Forbud, censur, fængsel: Hvordan London lukker munden på sin hiphopscene

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af