Selv hvis man kun følger perifert med i dansk hiphop, har det været umuligt at overse, at der er sket en forråelse i genren.
Både i selve musikken, hvor referencer til vold og kriminalitet præger stadig flere sange, og i videoerne, hvor maskering, våben og stoffer ofte er i fokus.
Men også i den virkelige verden, hvor rappere i løbet af de seneste år har været udsat for alt fra skudepisoder (Branco) til kidnapning (Carmon) og et decideret drab, da Shmur sidste år blev skudt i Aarhus. Andre rappere, som Miklo, sidder fænglset, mens Jamaika senest blev dømt skyldig i knivoverfald og dømt til forvaring på ubestemt tid.
Selvom hiphoppens sammensmeltning med underverdenen er tydelig for enhver, kan det til gengæld godt føles som om, man oftest kun ser toppen af isbjerget. Det kan være svært at gennemskue, præcis hvor langt forbrødringen mellem hiphopscenen og den kriminelle verden er gået.
Derfor har vi talt med nogle af de journalister i Danmark, der følger den kriminelle verden tættest. Camilla Marie Nielsen og Dan Bjerregaard har som del af holdet bag Ekstra Bladets podcast ’Bandeland’ afdækket en direkte forbindelse mellem dele af hiphopscenen og bandemiljøet.
»Der er nogle af de her rappere, hvor man kan se på, hvem der promoverer dem, og hvem der kommenterer på deres opslag, at der er nogle tilknytninger til bandemiljøet«, fortæller Dan Bjerregaard.
Han advarer dog om, at det kan være svært at sige noget om enkelte artister specifikt: »Vi kan ikke sige konkret, hvem der er bandemedlemmer. Men vi kan sige, at der er et meget markant overlap«.
Og det er netop det overlap mellem hiphoppens og bandernes verden, jeg gerne vil høre mere om.
Hiphoppens rockergruppe
I ’Bandeland’ dækker Camilla Marie Nielsen og Dan Bjerregaard den kriminelle verden, og i den nyeste sæson har de blandt andet kortlagt, hvordan rockergruppen Satudarah bruger rapstjerner til at promovere sig gennem musikvideoer og Instagram. Men de er ikke som udgangspunkt ude efter historier om musikere.
»Vi interesserer os for kriminaliteten. Det er, når sporene krydser hinanden, at vi bliver interesseret i rappere«, som Dan Bjerregaard formulerer det.
Men de to journalister har også lagt mærke til, at de spor netop er begyndt at krydse hinanden oftere og oftere. Første gang, de for alvor lagde mærke til det, var tilbage i 2016.
»Atypisk er det mest tydelige eksempel, hvor det virkelig bliver blæst ud«, siger Camilla Marie Nielsen med reference til ’STTS’-videoen, hvor en lang række rockere optræder i veste med rapperen, der siden har samarbejdet med stjerner som Branco, Kesi og Gilli.
»Han har mange Satudarah-emblemer og referencer med i sine sange. Det var en helt tydelig manifestation af rockerklubben, og det var en promovering af den klub«.
De to Ekstra Bladet-journalister kalder det »meget usædvanligt«, at rockere på den måde optræder i veste i musikvideoer, og beskriver Atypisk-videoen som »et vendepunkt«.
Herefter begynder rockergruppen Satudarah nemlig ifølge Dan Bjerregaard og Camilla Marie Nielsen systematisk at bruge rappere og andre kendte til at markedsføre sig selv til et ungt publikum.
»Det er en mekanisme, man altid har kendt i rocker- og bandemiljøet«, forklarer Dan Bjerregaard. »Man finder nogen, folk ser op til som rollemodel. Det bedste eksempel er nok Brian Sandberg fra Hells Angels, der var kendt som ‘Gucci-rockeren’. Alle syntes, han gik i det rigtige tøj og havde de rigtige solbriller eller ure. Men dengang var det en lille kreds, der så op til ham. Nu kan alle se med i en musikvideo på YouTube eller på Instagram«.
Den metode har været effektiv, for hvem kunne være bedre reklamesøjler for rockergruppen end rappere, der jo er vor tids største popstjerner?
»De er til stede der, hvor de unge er, og kører den rekrutteringsstrategi«, som Camilla Marie Nielsen formulerer det. »Jeg tror, det virker enormt godt for dem«.
Dan Bjerregaard kalder endda Satudarah for »en slags førstevælger i skolegården«, fordi deres ry nu er blevet styrket gennem tilknytningen til blandt andet hiphopmiljøet. Det hjælper også på sagen, fortæller de to journalister, at rockergrupperingen (i modsætning til eksempelvis Hells Angels) har en multikulturel ideologi, hvilket jo er helt i hiphoppens ånd.
Én ting er dog, at rockergrupper har fået øjnene op for, hvordan de kan markere sig gennem musikere. Noget andet er hiphoppens bredere bevægelse mod det kriminelle miljø. Det er jo trods alt de færreste rappere, der åbent skilter med en bande- eller rockerrelation.
En promovering af parallelsamfundet
Tag for eksempel en sang som ’Sort på sort’ af Chatle. I sangens musikvideo optrådte flere bandemedlemmer, og også personer, der havde deltaget i et nyligt skyderi i Vollsmose.
Det fik i november sidste år kriminalredaktør på Fyens Stiftstidende, Bjarke Vestesen, til at kalde videoen en »magtdemonstration« fra banden, der var »med til at eskalere konflikten mellem de to grupperinger til mere end skyderier og andre konflikter«.
Man skal dog passe på med at udpege folk for hurtigt, mener ’Bandeland’-journalisterne.
»Jeg ved ikke, om man sort/hvidt kan sige, at den musikvideo blev brugt i forbindelse med en bandekonflikt«, siger Camilla Marie Nielsen, der påpeger, at politiet har klare definitioner på, hvem der er bandemedlem, og hvem der ikke er. »Jeg kan ikke sige, om han er bandemedlem. Sådan en connection er svær at lave«.
Mens de to journalister altså tøver med at trække den konkrete forbindelse, så mener de, at hiphopvideoer potentielt set kan være instrumenter i konflikter. Og at det godt kan forstås som signal i en kriminel konflikt, når man laver en video i en potentiel fjendes område, som ZacFromThe9 for eksempel gjorde det, da han filmede et gevær affyre skud i Vollsmose i ’Oppz’-videoen, der kom kort efter ’Sort på sort’.
»Det er de samme æresbegreber, vi ser i bandekonflikter. Hvis nogen har været ude at skyde et sted, så gør du det samme, ellers mister du ansigt«, forklarer Dan Bjerregaard. »Det tror jeg også, man kan se på musikvideoer. Hvis den ene part gør noget, så kommer der et modsvar«.
De to journalister ser desuden et større overlap mellem hiphoppens visuelle markører og måden, banderne fremstiller sig selv.
»Helt objektivt set kan du se i videoerne, at det er ting, vi kender fra bandemiljøet. Det er våben, penge og store biler«, siger Dan Bjerregaard. Camilla Marie Nielsen tilføjer: »Som noget nyt er det også stort med maskering. En artist som Miklo har ingen jo set ansigtet på«.
Her kunne man selvfølgelig indvende, at store biler og penge måske ikke nødvendigvis behøver at signalisere noget kriminelt, og at den slags pral altid har været en del af rapmusikkens fortælling, der handler om at gå fra fattigdom til overflod.
Der er dog klart en pointe i, at visse markører, som maskering eller fremvisning af stoffer, kommer fra et andet sted, der klart flirter med det kriminelle. Her handler det ikke kun om at vise sin rigdom, men at skilte med en form for kriminel status.
Der er også en trend blandt unge rappere om at bruge ægte optagelser af eksempelvis konfrontationer med politiet i deres musikvideoer. Her er signalet klart: Man er i opposition mod loven. »Det er en klar promovering af parallelsamfundet«, siger Camilla Marie Nielsen om den teknik.
Alligevel virker det – selv for eksperter som de to ’Bandeland’-journalister – svært at sætte en klar skillelinje mellem hiphoppens sprog og visuelle fremtoning og bandernes. Man hylder jo ikke kriminalitet ved at gå med guldkæde og sige »elskede bror« til sin ven.
Det store overlap mellem hiphoppens sprog og bandernes udtryksform gør det således svært at vide, hvornår man har at gøre med hvad. Men det kan også være et tegn på, at verdenerne er smeltet mere sammen. Sådan ser det i hvert fald ud til at være for mange rappere, der har svært ved at distancere sig fra deres kriminelle fortid.
Den gode histories død
Den seneste tid har der været en række eksempler, der har rystet fortællingen om, at musikken er en vej væk fra kriminaliteten for rappere fra udsatte miljøer.
Det mest iøjefaldende eksempel er Jamaika, der på trods af at være en veritabel rapstjerne ikke har kunnet holde sig fra kriminaliteten.
I Vejle-rapperens tilfælde har medier – inklusive Soundvenue – gang på gang viderebragt fortællingen om, at musikken kunne være en frelsende kraft. Det har dog ikke altid vist sig at være tilfældet: Jamaika blev for nylig kendt skyldig i knivoverfald og dømt til forvaring på ubestemt tid.
»Man vil jo gerne høre den gode historie og ikke fortællingen om, hvordan kriminaliteten fastholder ham«, siger Camilla Marie Nielsen, da jeg forklarer, hvordan Jamaika i lang tid blev set som en potentiel solstrålehistorie – alt imens episoderne hobede sig op.
Dan Bjerregaard fortæller, at det måske er lidt af en klichéhistorie, Jamaika har givet musikjournalisterne.
»Det er helt klassisk i bandemiljøet og blandt kriminelle, at de hele tiden er på vej væk«, forklarer han. »Når de for eksempel bliver løsladt, siger de altid, at de bare skal slappe af. Men man skal ikke undervurdere, hvor svært det er at forlade det miljø«.
Det har man jo hørt før – at man bliver holdt fast i en given livsstil. Men burde det ikke være lettere for en rapper at slippe ud af den onde cirkel? De har jo en ny levevej og en vis økonomisk fordel gennem musikkarrieren.
Helt så nemt er det dog ikke, forklarer Dan Bjerregaard.
»Jeg kan forestille mig, at hvis man går fra at være bandemedlem til blot at ville være rapper, er der en hårfin grænse til, at du skaber dig virkelig mange fjender«, forklarer han.
»Bandemiljøet er nådesløst. Hvis du har været en del af det og vil lave musik, så skal der nok stå nogen og ville have en del af kagen eller afpresse dig. Så kan man lynhurtig mærke, hvis man ikke har rygdækning mere og pludselig er alene«.
Et mudret billede
Ud over at der er nogle helt konkrete faktorer, der gør det svært at komme fri af det kriminelle miljø, er der også noget lidt paradoksalt i at bede en rapper om at stoppe med at være kriminel, hvis han netop er blevet kendt ved at udpensle en kriminel livsstil, påpeger Camilla Marie Nielsen.
»Hvis du er kommet frem og er blevet hypet på, at du har en kriminel identitet, så er det lidt selvmodsigende, at det samme skal hjælpe dig med at komme væk. For hvad så – hvem er du så på det tidspunkt?«
Som en sidste faktor nævner ’Bandeland’-journalisterne desuden, at der jo vitterlig heller ikke er penge i musik i Danmark på samme måde som i eksempelvis USA. De fleste danske artister bliver boende i deres lokalsamfund og er ikke nødvendigvis millionærer. Det gør det sværere at slippe ud af en kriminel livsstil.
»Du bor jo stadig i det område, du kommer fra. Du har de samme venner, som du har hængt ud med altid og begået kriminalitet med. Det er ikke fordi, at du bliver superstjerne over night. Det bånd er svært at bryde«, siger Camilla Marie Nielsen.
Hun uddyber: »Et godt eksempel er Shmur. Selv hans manager siger, at han var på vej ud. At det skulle handle om musikken. Alligevel var han så involveret i en hashhandel. Så selvom Shmur har haft et mål om at blive musikstjerne, har miljøet trukket i ham alligevel«.
Det lyder nærmest som om, det kan være en umulig situation at være rapper: Man er kommet frem ved at fremstille et hårdt image, ender med ikke at tjene penge nok til at bibeholde den ekstravagante livsstil, og i sidste ende bliver man hjemsøgt af den kriminelle verden, man udspringer af.
Og så har vi ikke engang nævnt rygterne om afpresning af rappere og producere, som florerer, eller det faktum, at etablerede bandemedlemmer faktisk ejer musikmanagement-virksomheder, som man endnu ikke ved, hvad de bruger til.
Det er, med andre ord, et mudret billede. Men billeder har det jo med at blive mudrede, når flere ting flyder sammen med hinanden.
De to første sæsoner af Bandeland kan høres via iTunes og Spotify eller alle andre steder, hvor du finder podcasts.