KOMMENTAR. Der var egentlig lagt op til, at det kunne blive et virkelig stort hiphopår. 2020 gik jo til en vis grad tabt på grund af corona, så 2021 var ligesom udkåret til comeback-året.
Kendrick Lamar, Travis Scott, Drake, Kanye, ASAP Rocky: Det var de helt sumo-tunge navne, der skulle udgive. Young Thug havde desuden annonceret en helt ny retning på ’Punk’, mens Lil Baby og Lil Durk så ud til at ramme deres karrieres højdepunkt lige præcis nu.
Men ak. De store forventninger førte blot til store skuffelser. For 2021 har været lidt som en chokoladekalender, hvor ens lillesøster allerede i al hemmelighed har ædt alt indholdet: Masser af forventningsfuld glæde efterfulgt at en ret tom fornemmelse.
Drake kørte i ring på ’Certified Lover Boy’, og det gjorde Durk og Baby egentlig også lidt på ’Voice of the Heroes’. Kanye Wests ’Donda’ var længere end alt for langt, og Young Thugs ’Punk’ levede ikke op til titlens fandenivoldske credo.
Andre droppede helt at udgive. Kendrick Lamar har snart holdt soloalbum-pause i et halvt årti, ASAP Rocky havde travlt med at hygge sig med Rihanna, og Travis Scott … ja, lad os bare sige, at Travis Scott har helt andre bekymringer lige nu.
Selv om der selvfølgelig var lyspunkter, som Tyler, the Creators rendyrkede rap-magtdemonstration ’Call Me If You Get Lost’ eller Little Simz’ imponerende hovedværk ’Sometimes I Might Be Introvert’, var 2021 et noget skuffende år.
I hvert fald hvis man kigger mod mainstreamen. Dykker man i stedet lidt ned i undergrunden, har der til gengæld været en overflod af gode album. Har man en forkærlighed for undergrundshiphop, boom bap og 90’ernes New York-rap, har det faktisk været det bedste år siden … ja, 90’erne.
En særdeles produktiv undergrundsscene
En lang række teknisk stærke rappere, der i årevis har skabt sig et navn og en fanbase i undergrunden, har nemlig leveret ekstremt stærke udgivelser i løbet af i år. 2021 har været et højdepunkt for folk som The Alchemist, Westside Gunn, Mach-Hommy, Wiki, Ka, Harry Fraud, Boldy James og mange flere.
Ka har rappet siden første halvdel af 90’erne, hvor han var en del af gruppen Natural Elements. The Alchemist fik sit gennembrud som producer for Mobb Deep lige før årtusindskiftet. Rapperne fra Griselda-kollektivet er så garvede, at man nærmest kan høre livserfaringen i deres grove stemmer. Det her er folk, der har perfektioneret deres kunst i ikke bare år, men årtier.
Det er en hel scene af rappere, der lyder som om de er vokset op på en diæt bestående af Raekwon og Ghostfaces flows, Mobb Deeps gadefortællinger og The LOX’ brogede attitude. Det er det modsatte af autotune- eller mumble-rap: De her rappere følger traditionen.
Produktionerne har også nogle gennemgående karakteristika. De er tit sampletunge med islæt af genrer som soul, funk og jazz. Trommerne er ofte tættere på de klassiske boom bap-tempi fra den traditionsrige 90’er-rap end trap- eller drill-musikkens bastunge buldren.
De ovenstående træk er selvfølgelig generaliseringer. Der er masser af variation i undergrundscenen og et væld af artister, der fortolker den musikalske arv fra 90’erne på nye måder.
Lyden af New York
Den mest rendyrkede klassicist i klassen er måske Wiki, hvis album ’Half God’ syder af New York.
Hans nasale flow er som en rå version af Q-Tip tilsat en dosis Jadakiss-attitude, og sangene på albummet er nærmest miljøbeskrivelser af et New York i forandring – set fra perspektivet af en rapper, der tydeligvis ikke er stor fan af fornyelse. Det er grimey for at bruge en amerikansk term, rapperne selv bruger til at beskrive deres musik.
En anden newyorker, Ka, har derimod markeret sig som underspillet, afmålt stemme, der doserer sin visdom gennem lyrisk tætte vers, der tit udspiller sig over trommeløse beats, han selv producerer.
Hans musik er næsten en form for meditativ rap, man skal synke ned i, som når han intonerer »peace, peace peace« på sangen af samme navn fra hans august-album ’A Martyr’s Reward’. »Every gangster either died or turned a new leaf«, filosoferer han et andet sted og lyder som en mand, der har set folk komme og gå i årevis på det gadehjørne, han rapporterer fra.
I den helt anden ende er der skikkelser som Westside Gunn, hvis rim har en slags ekstravagant kvalitet, der minder om Action Bronson. Hos ham er luksusmode, absurd dyre schweiziske ure og boom bap på ingen måde uforenelige størrelser.
På hans 2021-dobbeltalbum ‘Hitler Wears Hermes 8’ er der knap så mange verdenstrætte meditationer; Westside Gunn lyder som om, han nyder at være hovedpersonen i sin egen film, hvor man kan rappe om røverier og Vogue-forsider i samme sætning. Man forstår, hvorfor Kanye inviterede ham med på ’Donda’, og hvorfor den nyligt afdøde Virgil Abloh i sin tid allierede sig med ham.
Westside Gunn har en skinger stemme, gakkede ad-libs (»brrrrr!«) og et energisk flow, der har gjort ham til en central stjerne i Griselda-kollektivet, som nok er den største drivkraft for renæssancen af musik, der har sine rødder i 90’ernes New York-rap.
Crewet tæller også folk som Conway the Machine og Benny the Butcher, der begge blandt andet markerede sig med stærke album i form af ’La Maquina’ og ’Pyrex Picasso’ i år. Sidstnævnte bød blandt andet på fascinerende forsøg med 00’ernes mere energiske DipSet-lyd.
Men kollektivets måske stærkeste udgivelse kom fra en hidtil relativt ukendt rapper. Nemlig Mach-Hommy og hans ’Pray For Haiti’, som Westside Gunn var executive producer på, og som han desuden forgyldte med hele fire gæsteoptrædener.
På det album (og på det siden udkomne ‘Balens Cho’) omskriver Mach-Hommy fortællingen om haitianere som hårdkogte kriminelle, der ellers er fremtrædende på mange rapsange.
Albummet udforsker både haitiansk kultur og rapperens egen fortælling – blandt andet gennem at bruge det haitianske creole-sprog. Det er et virkelig nyskabende værk fra en mystisk rapper, der stadig er anonym, selv om han har solgt album over sider som Bandcamp i årevis.
Der er altså mange artister, der ikke bare perfektionerer den klassiske hiphoplyd, men innoverer den – og det samme kan siges for producerne.
Klassiske beats i nye variationer
The Alchemist er en af de musikere, der i højeste grad har videreudviklet boom bap-lyden, siden han blev en af den stilarts primære producere via sine Mobb Deep-samarbejder omkring årtusindskiftet.
De seneste år har han imponeret ved blandt andet at sample flittigt fra blaxploitation-soundtracks og i det hele taget gjort sin lyd mere filmisk. Trommerne lyder tit organiske og skramlede, og han leger gerne med alt fra kvidrende stemmesamples til dystre basgange.
Han elsker også at inkorporere den slags klaver eller saxofon, der giver beats en slags luksuriøs, lounget kvalitet; som var man på en tilrøget, sketchy jazzklub i 20’erne.
The Alchemist er altså scenens store innovatør, hvilket han i år blandt andet har bevist på Armand Hammer-samarbejdet ‘Haram’. Men man kan altså også nå langt bare ved at holde sig til de helt klassiske hiphopdyder. Som Boldy James og The Alchemist gjorde på ’Bo Jackson’.
Her iscenesætter produceren sin rap-samarbejdspartner som var han en genfødt Prodigy fra Mobb Deep – manden som Alchemist har lavet sine nok stærkeste sange sammen med.
Opskriften er simpel: Rapperen holder sig til helt klassiske flows og beskriver diverse gadescenarier med garvet jeg-har-set-alt-attitude. Og produceren står for at skabe et subtilt detaljerigt lydbillede, der får alle detaljerne i teksten til at træde stærkere frem. Resultatet er lige så stilsikkert, som det er tidløst.
Udover The Alchemist er Harry Fraud den mest markante producer – om end han er noget mere flersidig og flyvsk.
Hans lyd er også en smule mere moderne end The Alchemists og dyrker lyset og åbenheden i modsætning til kollegaens tilrøgede æstetik. I ny og næ kan han endda finde på at bruge 808-trommer eller kitschet pop (lyt til dette års ’Willy & Sal’ med Curren$y), men oftest er produktionerne stadig oftest funderet i 90’ernes tilbagelænede boom bap-rytme.
Bare i år har han udgivet hele album med DipSet-legenden Jim Jones, stonerrap-kultfiguren Curren$y, New York-rapperen Dave East og Griselda-medlemmet Benny the Butcher.
Harry Fraud inkarnerer på den måde hele scenens tilgang til musikudgivelser. Nemlig: Jo mere, jo bedre. Det er ikke unormalt for rappere eller producere at smide op til flere album på gaden per år – som Alchemist eller Mach-Hommy har gjort i 2021.
Conway the Machine har udgivet fire album på to år. Griseldas samlede katalog er gigantisk. Bare i den tid, det har taget mig at skrive denne artikel, har vi gået endnu et album af The Alchemist og Boldy James!
Der er en ret fascinerende dedikation på den her scene. En vilje til at fortsætte, uanset om musikken lige for tiden er den mest fashionable eller ej.
Scenen blomstrer, og musikken når et større og større publikum. Det skyldes også, at både ældre legender som Jadakiss og Styles P samt yngre artister som Earl Sweatshirt er blevet en del af miljøet og videreudvikler æstetikken.
Den tidligere Odd Future-rapper gæstede eksempelvis blandt andet ’Haram’ og ’Bo Jackson’-albummene og har udgivet en af årets måske bedste rapsange i form af ’2010’. Han har også netop udgivet Armand Hammer-samarbejdet ‘Tabula Rasa’.
De Earl-sange er en forsmag på et album ved navn ’Sick!’, der udkommer i januar 2022. Det tegner altså godt for, at den nuværende undergrundsguldalder fortsætter i det nye år – så kan det næsten være lige meget, hvis mainstreamstjernerne svigter igen.