Du har måske lagt mærke til, at mange danske rappere er begyndt at optræde med masker på. Eller at mange musikvideoer viser våben, stoffer, kamphunde og scootere – hvis ikke de endda gør brug af virkelige optagelser af for eksempel konfrontationer med politiet eller affyringer af skydevåben.
Den her nye visuelle stil er på musikfronten tit akkompagneret af beats, der har en karakteristisk skøjtende, tung bas og hårde tekster om livet i udsatte kvarterer. Om »opps« (altså fjender), fængsel og voldelige konflikter.
Denne stadig relativt unge subgenre inden for hiphoppen kaldes drill.
Stilen startede i Chicago i begyndelsen af 2010’erne, hvor Chief Keef blev scenens første store stjerne. Siden har den spredt sig til blandt andet London og New York, hvor folk som henholdsvis Headie One og afdøde Pop Smoke blev genrens frontfigurer.
I næsten alle tilfælde er drill-musikkens indtog gået hånd i hånd med en forråelse af musikscenen. Store drill-stjerner som King Von, FBG Duck, Incognito, Bis og Pop Smoke er blevet dræbt, fordi gadelivet indhentede dem, selv om de var brudt igennem som musikere.
I Sverige er Einár blevet dræbt, ifølge en svensk ekspert fordi han ikke havde den nødvendige rygdækning fra bandemiljøet for at klare sig på den forråede hiphopscene.
Reaktionerne på drill-musikken og dens skyggeside har stedvis været paniske. I England er massevis af sange blevet banlyst fra YouTube. I Chicago og New York må genrens stjerner ikke spille koncerter i deres egen hjemby.
De seneste år er den her musikalsk fascinerende, men samtidig farlige stilretning for alvor kommet til Danmark. Det har både ført til en række stærke sangudgivelser – men også, som i udlandet, til kontroverser omkring genrens forbindelse til kriminelle miljøer.
Her fortæller vi historien om drill-musikkens indtog i Danmark gennem de ti vigtigste sange i bevægelsen.
1. Shooter Gang ’Mask på’ (2019)
Der er da nogle musikalske elementer af drill på Shooter Gangs gennembrudssingle. Det hårde tekstindhold for eksempel, eller Bellys atletiske London-flow.
Men faktisk er det især rent visuelt, at Aarhus-gruppen starter drill-æstetikkens danske fremmarch med ’Mask på’. De har nemlig adopteret den type voldsomme musikvideoer, som man kender fra blandt andet Londons drill-miljø.
Her er det normen, at der flashes samuraisværd og pistoler foran kameraet, mens scootere svitser asfalten i baggrunden, kamphunde savler på kameraet, og stoffer vises frem som trofæer.
Den stil var Shooter Gang de første til at omfavne i en dansk kontekst med ‘Mask på’ og den senere ‘Sinaloa stil’. Det bragte den visuelle stil fra Chicagos Southside eller Londons Peckham-kvarter til Trillegården i Aarhus.
Hvilket naturligvis skabte en masse kontroverser – hvilket dog ikke nødvendigvis har været en ulempe for den unge rapgruppe.
2. Ham Fra Syd ’Stick Talk’ (2019)
Vi bliver lige i Aarhus et øjeblik mere, for det var faktisk Danmarks næststørste by, der var den første til at importere drill-genren. Shooter Gang kommer fra Aarhus Vest, men også i Aarhus Syd var der et crew omkring Ham Fra Syd, der dyrkede stilen.
Ham Fra Syds videoer er lige så hårde som Shooter Gangs, men mindre polerede. Det virkere mere dokumentaristisk, som om volden er reel. Rapperens dybe vokal er samtidig umiddelbart genkendelig, og hans »hmm-mm«-ad-libs lyder både skeptiske og truende. Samtidig har musikken noget gyngende over sig: Den fungerer også som festmusik.
Men som hos så mange drill-artister verden over er der også en tragedie indbygget i Ham Fra Syds fortælling. Aarhus-artistens bedste ven og faste samarbejdspartner Shmur – også et stort drill-talent – blev dræbt af skud i 2020.
3. Miklo feat. Zoro & Jamaika ’Lunatic’ (2020)
I noget tid var dansk drill et Aarhus-fænomen, men fra 2020 begynder et københaver-crew omkring stortalentet Miklo at røre på sig. Han har et råt, lyrisk talent ikke ulig Artigeardit og en stemme, der både kan være sårbar og kommanderende. Og så er han sjov.
Miklo stjæler sangen med den underspillede humor, der adskiller ham fra andre drill-artister: »Der er så mange G’s i kommentarfeltet, det krigsministrene fra Google Chrome / alle skyder, for Instagram er det meget nemt at være shooter på«.
Meget drill-musik i denne periode udkommer kun gennem uofficielle leaks, og sådan er det også med denne single, hvor Jamaika (krediteret under kælenavnet Ace) blåstempler den nye, unge drill-scene.
Som så ofte i drill-musikkens historie er sangenes voldsomme indhold afspejlet i virkeligheden. Jamaika afsoner for tiden en straf for blandt andet et knivstikkeri, mens Miklo og Luqa Dhere er i fængsel på grund af en sag om frihedsberøvelse og grov vold. Drill-scenen undslipper ikke sin skyggeside.
4. TJ Mani ‘Shutdown SZN’ (2020)
Miklo var måske den åbenlyse stjerne på den københavnske drill-scene, men TJ Mani var ikke langt efter.
Hans gennembrud kom med Miklo-samarbejdet ’Yuri Boyka’, men det var ’Shutdown SZN’, der tog drill-lydens hårde gadebeskrivelser og løftede dem op på et nærmest cinematisk niveau – samtidig med at teksten var et voldsorgie af knivstikkerier og skudepisoder.
Året efter viste han på ’Splittede verdener’ også en evne til at formidle, hvordan den destruktive livsstil, som drill-musikken beskriver, kan belaste ens mentale helbred. TJ Manis karriere er dog også sat på pause: Han er, ligesom Miklo og Luqa Dhere, fængslet på grund af kidnapning og grov vold.
5. Chatle ‘Sort på sort’ (2020)
’Sort på sort’ har en (siden fjernet) musikvideo, der giver ’Mask på’ kamp til stregen – og som i øvrigt er instrueret af selvsamme Mike Spooner, der også stod for Shooter Gang-billedsiden. Rapperen står blandt scootere, kamphunde, stoffer og sortklædte mennesker.
Kontroverserne omkring ’Sort på sort’ fik en ny dimension, idet visse eksperter mente, at sangen fungerede som indspark i en verserende bandekonflikt. Kort inden videoen udkom, var en person nemlig blevet dræbt der, hvor den blev filmet. Og kort efter udgav en anden Odense-rapper, ZacFromThe9, sangen ’Oppz’, der kunne tolkes som et modsvar til ’Sort på sort’.
I udlandet (og så tæt på som i Sverige) har vi set, hvordan rappere og deres musik bliver brugt som redskaber i bandekonflikter. Var det også sket her?
Ikke ifølge Chatle og videoens instruktør Mike Spooner, som Soundvenue har talt med tidligere i år. Ifølge dem var musikvideoen netop bare det: En musikvideo. Ikke et budskab til en anden bande.
Men det, at diskussionen fandt sted, viser, at drill-musikken har et sprængfarligt potentiale. Risikoen for svenske tilstande lurer, når musikvideoer kommer lige lovlig tæt på reelle bandekonflikter.
6. Miklo ‘Lazy Bop’ (2020)
I udlandet er drill på uventet vis blevet pop. Se bare på britiske Russ Millions og Tion Wayne, der som de første fik en drill-sang på førstepladsen af den britiske hitliste ved at forvandle den ultradystre genre til TikTok-venlig dansemusik.
Det samme lykkedes Miklo med som første danske rapper på ’Lazy Bop’ fra 2020. Den gyngende, næsten glade drill-sang dyrker samme tema som klassikeren ’Lean Back’: Det er en dansesang til alle dem, der (næsten) er for seje til at danse.
Attituden er voldsparat, men Miklo krydrer det hele med humoristiske ordspil: »Toaster fylder mands æg med bønner / og det ligner en English-breakfast«. Se, om du kan afkode dén!
‘Lazy Bop’ var førstesinglen fra Miklos gennembruds-ep ’Artist’, der lignede et tegn på, at den sprængfarlige drill-musik var ved at blive stueren. Den maskerede rapper virkede som en fremtidig dansk musikstjerne. Sådan gik det som bekendt ikke.
7. Grizzy & Memz ‘Wili Wili’ (2020)
Visse større drill-sange er boblet op til mainstream-overfladen, som mange af eksemplerne på denne liste viser. Men meget foregår stadig gennem leaks, der udkommer via Dropbox-links, uofficielle YouTube-kanaler og SoundCloud-uploads.
Her er rappere som Grizzy og Memz nogle af de største, og de har hundredetusinder af afspilninger på diverse mere eller mindre halvfærdige sange, der er leaket hist og pist. ’Willi Willi’ er et godt eksempel på, hvad de her upolerede sange kan.
Det er råt talent over et spartansk beat. Her er ingen indrømmelser til pop eller utrænede ører. »De planlagde en jump på min fætter / nu er de locked up i min kælder«, rapper Grizzy på mindeværdig vis.
Stilen har dog måske ændret sig lidt siden 2020: Rygterne vil vide, at Grizzy skulle være manden bag popstjerne-rapperen D1mas maske. Men det ved vi altså ikke med sikkerhed.
8. B.O.C ‘B.O Bop’ (2021)
Omkring 2021 havde drill-stilen så meget medvind, at selv landets største rappere hoppede med på bølgen. Men B.O.C havde måske mere grund end de fleste til at lave en drill-sang.
Crewet slog jo igennem med britisk undergrundsrap som grime og så videre og har før lavet drill i Chicago-varianten. De kommer fra samme tradition som drill.
Så det føltes naturligt, da Kesi, Benny Jamz og Gilli også adopterede den nye UK drill-lyd på ’B.O Bop’. Det viste samtidig, at drill for alvor var blevet mainstream. Ikke længe efter prøvede andre stjerner som Branco kræfter med lyden.
9. Dibset ‘Many Men’ (2022)
Det er tit de hårdeste drill-sange, der løber med opmærksomheden. Dem der handler om at skyde, dræbe og så videre. Men hos aarhusianske Dibset, der optræder maskeret og kommer fra miljøet omkring Shooter Gang, er det noget andet, der fylder.
Bevares, han laver noget af det mest voldsomme drill, der findes, men aggressionen er sjældent det eneste fokuspunkt.
I stedet har Dibset en slags melankolsk, stedvis nærmest mild vokal, der sætter tabet og sorgen i fokus, hvilket man kan høre på ‘Many Men’ fra i år, der er hans stærkeste sang indtil videre. Og som i øvrigt har en flot musikvideo, der skifter gadesetting ud med norske fjelde.
10. O.T ‘Sisterhood’ (2022)
Drill er en drengeklub. Sangene syder af maskulinitet og testosteron. Det handler tit om at være den største og stærkeste. Men sådan behøver det ikke at være.
I udlandet er der masser af kvindelige drill-rappere – som i Chicago, hvor den oprindelige drill-bølge havde en næsten lige kønsfordeling.
I Danmark halter vi efter på den front, men det er O.T kommet for at lave om på.
Hun blev ifølge eget udsagn ikke lukket ind i drengeklubben på den aarhusianske hiphopscene, så hun har selv lavet et kvindeligt crew. For nylig udkom hendes ‘Sisterhood’-video, der iscenesætter et forstadskaos i stilen fra Justices klassiske ‘Stress’-video.
Her er det kvinderne, der har maskerne på og geværerne i hånden. Efter devisen: If you can’t join them, beat them!
Bonus: D1ma ‘Drøm mig væk’
Den her house-popsang er nok svær at kategorisere som drill, men når vi alligevel har taget den med som bonusnummer på denne liste, er det fordi, D1mas historie er for god til at udelade.
Den maskerede rapper debuterede i marts 2022 med ‘Come My Way’, der gæstes af den svenske stjerne VC Barre. Det er en hektisk, hårdtslående rapsang, der lyder inspireret af både drill og den hurtigere franske hiphoplyd. Rygterne dengang sagde som nævnt, at det var den tidligere drill-rapper Grizzy, der gemte sig bag D1mas maske.
Om det er sandt er endnu uvist, men D1ma har i hvert fald forvandlet sig til noget fuldstændig nyt siden sin første single.
Der er stadig elementer af drill i hans tekster, der handler om den sorg, der følger med volden på gaden, og man kan høre proto-drill-rapperen Jamaika i D1mas sungne vokal. Men udover det har D1ma forvandlet sig til en gennemført popstjerne. Han er mere Bieber end Miklo.
Hvilket jo må siges at være en væsentlig bedre skæbne end den, der har ramt så mange andre rappere på denne liste. Så lad os slutte med solstrålehistorien om D1ma midt i alle de her andre mere dystre fortællinger. Der findes håb. Selv for en maskeret drill-rapper.