Dansk hiphop er blevet en hårdere størrelse, end den var for ti eller bare fem år siden. Det var det indtryk, man fik under den allerførste talk ved vores nye tredages festival Soundvenue INPUT, hvor jeg talte med produceren Mike Lowrey og instruktøren Mike Spooner.
Begge de to gæster har indgående kendskab til hiphopmiljøet, og til talken afslørede de, at de har været i noget ekstreme situationer i forbindelse med deres arbejde.
Mike Lowrey har således indspillet musik med rapperen Jamaika, mens denne var på flugt fra politiet, mens Mike Spooner har prøvet at være til et musikvideo-shoot, hvor der pludselig blev affyret skud fra en pistol.
Men hvor grelt står det egentlig til på den danske hiphopscene? Er vi på vej til tilstande som i Sverige, hvor bandeverdenen og hiphopscenen er smeltet sammen? Eller er musikken fortsat primært en vej væk fra gaden for de danske rappere?
Det talte jeg med Mike Spooner og Mike Lowrey om – og kom frem til tre konklusioner.
1. Vi har ikke svenske – eller britiske – tilstande i Danmark
I byer som Chicago, London og Stockholm er dele af hiphopscenen smeltet sammen med bandemiljøet. Rapsange bliver tit brugt til at opildne eksisterende konflikter, og det er normalt for rappere at skilte med deres bandeforbindelser. Men sådan er det ikke i Danmark, ifølge Mike Spooner og Mike Lowrey.
Mike Spooner: »I UK er det reelle gadebander, som laver lidt musik ved siden af som hobby. Det er bandemedlemmer. Sådan er det ikke i Danmark. Forhåbentlig bliver det aldrig sådan«.
Mike Lowrey: »Det er ude af kontrol i Sverige. Der er for mange skyderier og for meget bande indover det hele. Rigtige bander – der er i krig med hinanden. Tager du parti til den ene side, så har du en anden side, der er efter dig, for så er du frontfigur på den bande. Du bliver en maskot og rapporterer for bandens vegne«.
2. Musikken er ikke altid en vej ud
Selv om vi altså ikke har svenske tilstande, er dansk hiphop blevet hårdere. Der er opstået en kultur, hvor man ikke nødvendigvis forlader et kriminelt miljø, bare fordi man har en musikkarriere.
Mike Lowrey: »Bare fordi du har klaret den i musik, betyder det ikke, at du skal glemme, hvor du kommer fra. Når du ser én rapper klare den, har han måske et entourage, der stadig laver de her ting. En af forklaringerne kan være, at man stadig har nogle rødder, der ligesom fører en tilbage. Og fordi du er kendt og har lavet musik, der streamer, betyder det ikke, at du ikke stadig skal hænge ud med dine venner«.
3. Nogle gange er en rapvideo bare en rapvideo
I Sverige og andre lande findes der konti på sociale medier, der eksisterer for at gætte på, om den ene eller anden sang kunne indeholde hemmelige budskaber om konflikter i det kriminelle miljø. Den slags spekulation er med til at ophede konflikter i bandeverdenen. Sange, der egentlig ikke har noget at gøre med reelle bandekonflikter, bliver pludselig tolket som om, de har.
Det skete til dels også for rapperen Chatle og videoen til ‘Sort på sort’, som Mike Spooner har instrueret. Den blev set som en markering fra en bande i Vollsmose, fordi den er optaget i et område, hvor en person blev skudt få måneder inden, og fordi bandemedlemmer ifølge politiet optræder i videoen. Men sangen er ikke et instrument for en bande, mener videoens instruktør.
Mike Spooner: »Vi har optaget videoen der, hvor Chatle bor. Han er født og opvokset i Vollsmose. Hans familie har boet der i tre generationer. Hans 96-årige farfar sidder i baggrunden i et af billederne. Hvis vi ikke må optage en video der, hvor artisten bor, hvor må vi så optage den?«.