Så har Danmark fået sin første kvindelige maskerede rapper – se den voldsomme video til ’Sisterhood’

Så har Danmark fået sin første kvindelige maskerede rapper – se den voldsomme video til ’Sisterhood’
O.T. (Foto: PR)

I en tid, hvor der bliver talt meget om kønsbalance i musikbranchen, er det påfaldende, i hvor høj grad den danske hiphopscene stadig er en drengeklub. Selvfølgelig findes der stærke stemmer som for eksempel Tessa og Sulka, men især i den hårdere del af hiphoppen er det stadig mændene, der dominerer.

Det er O.T kommet for at lave om på.

Den maskerede rapper fra Aarhus-bydelen Brabrand har netop udgivet sangen ‘Sisterhood’ sammen med en musikvideo, der virker klart inspireret af Justices ikoniske ‘Stress’-video, samtidig med at den når Shooter Gang-agtige niveauer af brutalitet.

I videoen kidnapper en gruppe maskerede kvinder – der går under navnet Gang of Girls – en anden kvinde. Der bliver kørt ræs gennem byen og flashet et veritabelt arsenal af automatiske våben. Til sidst viser det sig, at hele kidnapningen er et slags optagelsesritual i banden.

Netop iscenesættelse af en banderekruttering er bevidst.

Ifølge videoens ene skaber og klipper, Peer Villman, er den nemlig en direkte reaktion på Inger Støjbergs påstand om, at hiphopvideoer er rekrutteringsvideoer for bander: »Videoen er ironisk nok inspireret af Inger Støjberg, der synes vi blev ved med at lave rekrutteringsvideoer. Så nu har vi lavet en rekrutteringsvideo«, fortæller han til Soundvenue.

Videoen, der er instrueret af Martin Furze, er flot udført, men selve sangen er også lidt af en magtdemonstration.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

O.T formår at bære ‘Sisterhood’ med en nærmest grime-agtig intensitet i sin levering. Der er både en række linjer om at bryde ind i den mandsdominerede hiphopkultur samt masser af shoutouts til crewet GOG – altså Gang of Girls.

Men hvorfor bærer rapperen egentlig – som flere mandlige kollegaer – maske? Det svarer O.T på via en pressemeddelelse:

»Pointen med elefanthuen er, at jeg er en stemme for flere, jeg taler ikke kun for mig selv. Det handler om, at det er en kvinde, der siger de samme ting som en mand, og mener det. Jeg er ikke maskulin, I’m a badass motherfucking woman«, lyder det.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af