Kæmpestore knive, skarpladte pistoler, kamphunde og kontanter i bundter: Der er godt gang i den i Shooter Gangs nye musikvideo til ‘Sinaloa stil’. Den hårdtslående sang, der forleden havde forpremiere i et afsnit af Standard – Soundvenues hiphop-podcast, er kun Aarhus-trioens anden officielle udgivelse nogensinde, men der var allerede noget at leve op til.
De havde nemlig fået ekstremt meget opmærksomhed med debutsinglen ‘Mask på’, der havde en exceptionelt velproduceret video, som både fascinerede og skræmte og har modtaget kritik fra politiet og lokalpolitikere. Både dengang og i den nye video til ‘Sinaloa Stil’ viser Shooter Gang nemlig en særdeles voldsom side af Aarhus, de fleste nok ikke vidste eksisterede.
Hele gruppens univers fremstiller nemlig den hårdere side af Trillegården-kvarteret, hvor de kommer fra. Der er både de ovennævnte remedier, men også masser af biler, scootere og maskerede mænd. Det er nærmest små gangsterfilm, de laver. Fascinationen kommer til dels fra Londons UK drill-scene, der dyrker samme stil. Shooter Gang-medlemmet Tans maske er eksempelvis næsten identisk med masken, som 67-medlemmet LD går med.
Trioen selv forsvarer deres hårde udtryk og voldsomme indhold med, at de har kunstnerisk frihed, og at de fremstiller virkeligheden, som de kender den. Det fortalte de, da vi tidligere på måneden besøgte dem i Aarhus.
»Det er bare musik«, sagde Belly (der har det tredje vers på ‘Sinaloa stil’) ved den lejlighed: »Folk burde da være glade – at vi har noget andet at tage os til i stedet for det, vi viser i videoen«.