I den sidste uge har vi haft et fokus på Aarhus’ hiphopscene, der er ved at vågne efter et par års slummer. Vi har blandt andet interviewet de unge, hypede hiphopcrews Iswaal og Shooter Gang, samt talt med Marwan om byens sprudlende scene.
Senest gæstede Xabski fra Iswaal og Marwan Standard – Soundvenues hiphop-podcast. Og i dén podcast havde vi også en lille overraskelse i form af en snigpermiere på Shooter Gangs nye single ‘Sinaloa stil’.
Sangen er faktisk kun anden gang nogensinde, at gruppen officielt udgiver et nummer. Og ‘Sinaloa stil’ fortsætter den benhårde stime fra forløberen ‘Mask på’, der har skabt en del kontroverser på grund af sit grove tekstindhold og sin hårde video, der viste både stoffer og skarpladte våben.
‘Sinaloa stil’ refererer også til El Chapo og karteller, og har mindst lige så hårdkogte tekster som ‘Mask på’. »Du kan blive sat op og dræbt uden tvivl«, lyder det blandt andet på omkvædet. Samtidig har alle rapperne flows, der går i hver sin retning. Især Belly, der rapper sidst, skiller sig ud med en hurtigere, UK-inspireret rapstil.
‘Sinaloa stil’ kan høres omkring 46:40 inde i podcasten, (men vi anbefaler selvfølgelig, at du lytter til det hele).
Abonnér på Standard via iTunes HER og via Spotify HER.