Første gang, jeg mødte D1ma, var da rapperen spillede en hemmelig koncert på Refshaleøen.
En chauffør hentede mig og kørte til et varehus midt i ingenting, hvor rapperen skulle optræde foran en mindre hær af TikTokere, der ankom i noget, der lignede en skolebus. Derefter optrådte D1ma iført sin karakteristiske maske, mens de purunge influencere streamede showet til deres følgere.
Det var en noget anderledes måde at blive introduceret til en ny kunstner på. Jeg må indrømme, at jeg blev fascineret af den hemmelighedsfulde rapper og hans evne til at kombinere drill-genrens voldsomme visuelle markører med en Gen Z’ers sans for viralitet.
Kombinationen har vist sig at virke. Den hidtil ukendte rappers to eneste singler har hver over en million plays på Spotify, og ’Drøm mig væk’ har ligget i top-10 på streamingtjenesten næsten uafbrudt siden udgivelsen i start-april. Senest er sangen blev udpeget til Ugens Uundgåelige på P3, selv om den altså er over en måned gammel.
Den slags gennemslagskraft vækker nysgerrighed. For hvem er han egentlig, den her maskerede rapper, som pludselig er dukket op ud af ingenting og har fået så hurtig succes?
Jeg har aftalt med D1ma at mødes igen for at blive klogere på det hele. Men det møde med rapperen skal vise sig at være endnu mere surrealistisk end det første.
Rapstjerne i en Rolls-Royce
Egentlig er det meningen, at interviewet skal foregå hos D1mas pladeselskab Universal på Christianshavn en fredag eftermiddag. Denne ellers relativt simple plan ændrer hans manager på dagen. Vi bliver hentet hos Soundvenue i stedet, forklarer han.
Jeg skriver til ham, at fotografen gerne vil vide, hvor vi skal hen. Svaret er iskoldt: »Sig til fotografen, at der er styr på det«.
Æh. Okay.
Klokken to om eftermiddagen står vi derfor og venter foran Soundvenues kontor. Solen skinner. Og midt i forårssolen på Studiestræde står der pludselig en kridhvid Rolls-Royce Phantom. Sådan en milliondyr bil, det egentlig kun er amerikanske rappere, der kører rundt i. Det er vist det, man kalder et flex.
En chauffør, der bærer både masker og handsker, hilser høfligt på engelsk og tager vores tasker. Så sætter jeg mig ind på bagsædet – hvor D1ma venter.
Vi skal køre noget tid for at nå hen til et musikstudie i udkanten af København, forklarer han, så interviewet kan finde sted i bilen. Han er velformuleret og høflig. Tilbyder mig vand og Faxe Kondi.
Efter dén entré melder der sig en del spørgsmål. Hvorfor er D1ma maskeret? Hvad er hans historie helt præcis? Har han før lavet musik under navnet Grizzy, som mange fans tror? Og selvfølgelig det helt store millionspørgsmål: Hvor har han lige præcis den her Rolls-Royce fra?
Mange af spørgsmålene glider D1ma af på med en politikers glathed. Han vil ikke sige sit navn og afslører kun, at han er »over 21 år«. Han har »ingen kommentar« angående Grizzy-spekulationerne. Og bilen? Det er bare en »crew car«, holdet omkring ham har.
Hvorfor har Soundvenue ikke sådan en crew car, tænker jeg bare.
Andre dele af sit liv er rapperen dog forbløffende åben omkring. Mens bilen glider lydløst gennem gaderne – man kan stille en mønt på motoren uden at den vælter, får jeg at vide – fortæller han om en opvækst mellem splittede verdener.
Kamæleonen
»Jeg har haft en balanceret vennegruppe hele mit liv. Jeg har haft venner på begge sider af loven«, siger den maskerede artist. Han fortæller, at han er »vokset op blandt rich kids og pushere«, som det lyder i en nylig TikTok-freestyle. D1ma uddyber:
»Jeg har set det gode i begge verdener. Det har fået mig til at forstå, at man ikke behøver at have en accent eller tale på en eller anden særlig måde. Holdet plejer at kalde mig Kamæleonen, fordi jeg er så god til at tilpasse mig«.
Der er ikke kun en grundlæggende splittelse i D1mas omgangskreds, men også i hans musiksmag. I bilen hører vi Meek Mill og G-Unit, men rapperen fremhæver selv Kid Cudi og Labrinth (kendt fra ’Euophoria’-soundtracket) som forbilleder.
Den flersidige tilgang kan man måske også høre på hittet ’Drøm mig væk’, der stedvis dyrker en næsten Justin Bieber-agtig vokal, mens teksterne minder mere om Jamaikas sørgelige gadefortællinger.
I begyndelsen af karrieren var D1ma dog ikke helt klar til at udforske så mange forskellige stilarter. Første gang, han prøvede kræfter med at lave musik, var da en ven havde stjålet en masse studieudstyr. Og de venner, der havde hapset det udstyr, ville bestemt ikke lave pop.
»Lyden var hårdere der. De mennesker, jeg var sammen med, ville lave drill, og producerne lavede kun drill-beats«, forklarer han.
I den her drill-fase vakte D1ma interesse hos flere store pladeselskaber. Men rapperens anonymitet gjorde det svært for musikbranchen at finde ham: »På et tidspunkt var der en person, der udgav sig for at være mig og tog til København for at mødes med et pladeselskab. Han fik gratis hotel og alt muligt. Så, da det var meningen, han skulle i studiet, stak han af«, griner D1ma.
Der var altså lagt op til en stor karriere som drill-rapper. Der var bare ét problem, siger rapperen: »Jeg har aldrig villet lave ultrahård gademusik«.
Væk fra drill-identiteten
Den splittelse, som D1ma taler om flere gange i løbet af interviewet, virker også til at være en del af hans kunstneriske virke. For hvis han virkelig ikke vil være drill-rapper, hvorfor går han så maskeret – ligesom så mange artister i den genre?
»Masken er et kunstnerisk symbol«, siger D1ma. »Den er min comfort zone. Det har ikke noget at gøre med drill-verdenen, hvor det handler om, at politiet ikke må vide, hvem man er. For mig er det ligesom med Marshmello eller Daft Punk. Med dem tænker du jo heller ikke, at de er ude og driller«.
Det svar føles alligevel som en sandhed med modifikationer.
For D1ma har jo ikke en spand på hovedet som Marshmello eller en astronauthjelm på som Daft Punk. Men en maske, der klart nikker til den drill-kultur, han selv har været en del af. En kultur, der i høj grad er i søgelyset for tiden, fordi rappere som Miklo og Jamaika har fået længere fængselsdomme for voldsomme gerninger. Signalerer D1mas maske ikke, at han også er en del af det miljø?
Det mener rapperen ikke selv. Man skal ikke forstå hans maskering som nogen form for alliance med drill-scenen eller nogen form for underverden, insisterer han: »Masken er ikke et symbol på noget kriminelt. Det er bare en mand, der værner om sit privatliv«.
Dermed er den hvide Rolls-Royce ved at være ved musikstudiet. Jeg træder ud, mens fotografen tager nogle flere billeder. Nogle teenagere går forbi og kaster lange blikke mod bilen. Jeg kan høre den ene sige til den anden: »Det er gangstere«.
Jeg er tydeligvis ikke den eneste, der associerer maskering og store luksusbiler med noget lidt mere … lyssky. Men det er samtidig spændingen mellem poppede impulser og en klar forbindelse til noget hårdere, der er kernen i D1mas musik. Det er popmusik med et skær af drill. Hvilket er noget helt nyt.
Lige præcis hvor effektiv D1mas formular er, bliver jeg mindet om, da vi forlader Rolls-Roycen og går ned i et musikstudie, der – kontrast-alarm! – ligger i en skummel kælder.
Popsange om coping-mekanismer
D1mas producer – også maskeret, naturligvis – sætter den ene sang på efter den anden, og de lyder alle sammen som ørehængere.
Nogle har pulserende housebeats, og en enkelt er vist produceret af Yo Johnny. Andre forener glasklare popmelodier med beskidt, dunkende bas på en måde, der nærmest minder om tidlig Medina. Det lyder som musik, der kunne fungere på både festivalscener og natklubber.
Én ting er der dog meget lidt af. Rap. Er D1ma ikke bange for, at han bevæger sig alt for langt ind i popverdenen og væk fra sine hiphoprødder?
»Jeg er vant til, at folk omkring mig ikke forstår min musiksmag«, siger D1ma om den sag. »Det her er bare en udfoldelse af det, jeg kan lide«.
Der er fuld fart på lige nu, forklarer han. Den sidste uge har han lavet to-tre sange om dagen og været i studiet med svenske Adaam samt den danske stjerneproducer Kewan Padré. »Jeg tror ikke, det bliver det, folk regner med«, siger rapperen om den nye musik med et glimt i øjet. I hvert fald tror jeg, der er et glimt, jeg kan ikke rigtigt se for masken.
Måske har det også givet rapperen ekstra mod til at slippe den gamle stil, at han har fået enormt stor succes med sangen ’Drøm mig væk’, der er påfaldende poppet. Den har haft væsentlig mere succes end den ellers stærke debutsingle ’Come My Way’, som var en rendyrket rapsang, der havde besøg af den svenske stjerne VC Barre.
»Jeg var bange for, om ’Drøm mig væk’ var for urban til poplytterne og for poppet til urbanlytterne. Men min mavefornemmelse var at gå for den«, siger D1ma. Måske er det altså derfor, han nu fortsætter med at følge dén mavefornemmelse, selv om den leder ham længere og længere væk fra drill og rap.
Samtidig er drill-musikkens grundlæggende tematik bagtapetet for den nye musik. Men hvor aggression og vold tit står forrest i drill-sange, handler D1mas musik nu mere om konsekvenserne – hvilket man jo også kan høre på ’Drøm mig væk’, hvor han tager gademusikkens aggression og erstatter den med refleksion.
»Den handler om at miste en person, man holdt tæt på sig«, fortæller rapperen. »Hvordan man har det med sig selv bagefter. Den følelse af magtesløshed, man får. Det er en sang om coping-mekanismer«.
Her er vi så igen tilbage ved den fundamentale splittelse i D1mas musik. Han sætter scenerne fra drill og gaderap ind i popmusikkens reneste form. Lidt som Jamaika gjorde i starten af karrieren, bare endnu mere poleret og ja, poppet.
D1mas musik føles derfor som om, den foregår i flere verdener på én gang. Man kan høre, at den er lavet af en mand, der bliver kaldt Kamæleonen.