Jens Ole McCoys ’Underverden’-score er en eminent motorcykeltur gennem natten
Indrømmet: Jeg ejer ikke en motorcykel… Fart har bare aldrig givet mig det store sug i maven – på den gode måde. Heldigvis fungerer Jens Ole McCoys’ musik til ’Underverden’ dog også fremragende som soundtrack til Københavns neonoplyste natteskønhed, hvis man trasker rundt i cykelpedalerne. Sådan en ejer jeg.
McCoys score har fået mig til at tænke over, hvordan man egentlig bedømmer et soundtrack. Og her mener jeg ikke de sammensatte kendis-compilations til ’Twilight’-filmene, men et decideret score: En lydside af underlægningsmusik komponeret udelukkende til at forstærke billederne, handlingen og stemningen i musikkens respektive film. Eller er det nu også sådan, det hænger sammen?
»Musikken skal fortælle sin egen historie. Det primære mål i filmmusik er at overbringe, hvad der ikke er sagt, og hvad der ikke bliver vist i billedet«, sagde en af historiens største filmmusik-legender, Ennio Morricone, da vi sidste år var i audiens i hans domicil i Rom.
Den italienske maestro får dog ikke det sidste ord, for sidste år udtalte islandske Jóhann Jóhannsson – en af tidens allerstørste talenter i filmmusik (’Sicario’, ’Arrival’, ’The Theory of Everything’) – følgende i et interview til Information:
»Det handler om at skabe og skrive musik, der på en eller anden måde forstærker en scene og tjener et formål og tilføjer noget til scenen – hvis scenen har brug for det. Det har scenen ofte«.
For mig skal et godt soundtrack fungere på flere planer, men der er som sådan ikke en facitliste. Sådan er det jo sjældent med musik.
Filmmusik kan forstærke intense stemninger i en sådan grad, at tårekanalerne for alvor bliver presset til bristepunktet – tag det klassiske score og de guddommelige korarrangementer i dette års ’Manchester By the Sea’. Filmmusik kan også løfte et univers til noget ekstra – ikke bare understøtte, men bygge ovenpå. Tag Vangelis’ legendariske synth-eventyr til ’Blade Runner’.
McCoys score til ’Underverden’ kan begge dele. Når man lytter til det efterfølgende, indser man (endnu mere), hvordan visse scener i høj grad er knyttet op på de pulserende synthlandskaber og de intime klavertoner. Det cementeres, at McCoy første reelle forsøg udi et ægte score (’Ækte vare’s hiphop-soundtrack var noget andet) er en storstilet succes.
Ligesom Fenar Ahmads actiondrama er musikken både en rejse og en kamp. En rejse gennem Københavns underverden og mørke afkroge, men også en kamp mellem lys og mørke – internt som eksternt.
McCoys score er på sin vis en nedtonet affære. Pulserende synthtracks med minimal, intens fremdrift (’Driving Home’, ’Becoming the Avenger’) overfor smukke, sarte ballader, hvor klaveret ofte er i fokus (’An Intimate Moment’ og især ’Two Different Worlds’). Og så er jeg altså nødt til også at nævne ’Semion’s Training’ – en topscorer med sin bankende synthbas og de hule tangenter, der løfter skurke-introen i filmen til ubehagelige højder.
McCoys hiphop-baggrund popper op engang imellem – tag trommerne og den bombastiske bas i den afsluttende ’End Credits’ – men ellers skaber han for så vidt sit eget univers, der gør en dyd ud af at udforske teksturer.
Det hele dog ikke uden at trække tråde fra nogle af de helte, McCoy fortalte om i vores interview om hans yndlingssoundtracks. Der er lidt af Disasterpieces horror-synths at spore i den overvældende ’Becoming the Avenger’ med knytnæve-trommer så hårde som ’Underverden’-skurken Semions, mens Angelo Badalamentis ’Twin Peaks’-mystik spøger i den fjerlette og forløsende ’Letting Go’. Og så har McCoys score den der følelse af bevægelse, som Cliff Martinez dyrkede i ’Drive’.
Musikken flyder, ligesom billederne på nethinden. Synthesizeren, der rammer som bølger på ’Driving Home’ – først som blide skvulp, så brusende som en tsunami. Tilsat en ulmende bas, som er fundamentet for det hele.
Men for at lave et rigtig godt soundtrack skal man i min bog også lave noget, der fungerer uden billeder til. Noget der bygger sine egne stemninger op.
Ud fra mine cykelture i mørke København kan jeg konkludere, at det kan McCoys ’Underverden’-score. Det er et soundtrack til storbyen. Til menneskene, skyggerne, højhusene, brostenene og neonlysene på Istedgade.
Med musikken i ørerne kan man danne sig sin egen historie, sin egen fortælling – med eller uden ’Underverden’ i baghovedet.
Hvor er det dejligt, at der endelig er kommet et dansk soundtrack, som man får lyst til at tale om og lytte til uden for biografens mørke.
Kort sagt:
McCoys score fungerer fremragende uden for biografens mørke, og de glitrende synthstykker og hårde trommer er et sugende stemningsfuldt soundtrack til forholdet mellem Københavns underverden og neonoplyste nattehimmel.
Læs interview: Jens Ole McCoy om ’Underverden’ og fremtiden: »Ukendt Kunstner har været min skole«
Læs også: Jens Ole McCoy: Her er mine fem yndlingssoundtracks