Velkommen til indbegrebet af en levende legende.
Ennio Morricone er og bliver en af de mest stilskabende og indflydelsesrige komponister i nyere tid, og selv om han er mest kendt for sine fantastiske soundtracks til de såkaldte spaghetti-westerns i 1960’erne og 70’erne, er hans massive filmografi på over 500 film spækket med højdepunkter gennem hele seks årtier. Der eksisterer næppe mange musikere eller filmfolk, som ikke på en eller anden måde er inspireret af Morricone.
Morricone er dog aldrig flyttet til Hollywood, men er blevet i Rom, hvor han er vokset op og har levet hele sit liv. I anledning af sin igangværende koncertturné har han inviteret verdenspressen på besøg i sin luksuslejlighed, og det kommer ikke som nogen større overraskelse, at den inkarnerede italiener bor helt centralt i den evige stad og ikke meget mere end et stenkast eller to fra flere af de mest ikoniske bygningsværker i den historiske metropol.
Morricones domicil spreder sig over hele tre etager i samme opgang, hvor en af Italiens største skuespillerstjerner, Sophia Loren, i sin tid boede. Morricone har boet her i 35 år, og det mærker man.
De højloftede, rigt ornamenterede lokaler med smukke lysekroner og store malerier er absolut imposante, men også præget af gemytlig dagligdag: Morricones kone gennem hele 60 år, Maria Travia, tuller stille og roligt rundt og laver lidt te og småsludrer med sin mands assistenter, der er hidkaldt i dagens anledning. Ingen store armbevægelser eller overgearet glamour.
Gyldne rygsmerter
At få lov at besøge fænomenet i hans eget hjem er selvfølgelig næsten angstprovokerende, og et kort øjeblik opstår der faktisk en vis bekymring.
Inden interviewet går i gang, skal Ennio Morricone nemlig lige have noget smertestillende, og at dømme ud fra den forsigtige, langsommelige måde, han bevæger sig hen til pillerne på kaminhylden, er det tydeligt, at den aldrende herre er i smerte. Er den 88-årige mesters helbred begyndt at krakelere?
Svaret er heldigvis nej. Problemerne skyldes faktisk den Oscar, som Morricone langt om længe vandt tidligere på året for tonerne til Quentin Tarantinos ’The Hateful Eight’ – det var Morricones første regulære Oscar efter fem tidligere nomineringer og en Æres-Oscar i 2007.
For år tilbage døjede Morricone med rygsmerter, og nu er de momentvis sprunget ud igen som følge af alle de aktiviteter, der er en del af at vinde verdens mest eftertragtede gyldne statuette i Hollywood. Men lægen har lovet, at problemerne snart er overstået, og manageren skynder sig at understrege, at Morricone glæder sig meget til atter at drage på turné med sin musik.
»Musikken holder mig i live«, fastslår Morricone kort og godt. »For mig er det en naturlig ting at skrive og komponere. Det er det, jeg lever og ånder for. Hvad jeg skriver, kommer indefra, fra mig selv, og nu hvor jeg rejser, er det musikken, jeg støtter mig til. Den giver mig styrke og energi«.
Markante melodier
At interviewe Morricone er lidt af en udfordring. Morricone har nemlig aldrig lært engelsk, så alle spørgsmål og svar går igennem en fast tolk, når man som jeg ikke taler et ord italiensk.
Faktisk skulle jeg have interviewet Morricone for godt 10 år siden over telefonen, men dengang blev seancen aflyst, da det viste sig, at jeg ikke mestrede mandens modersmål. Nu har Morricone dog ændret attitude og er mere åben for fremmedelementer, selv om jeg på forhånd har fået besked på, at han skal tiltales ’Maestro’. Ikke noget med »hejsa, Ennio«!
Maestro Morricone er en bestemt herre, men netop hans kompromisløshed og klippefaste integritet er det, der altid har gjort musikken til noget helt særligt. Hans filmmusik har gennem tiden integreret elementer af alt fra klassisk, jazz, pop, rock, elektronisk musik og eksperimental avantgarde, men slutresultatet har ikke desto mindre altid lydt som Morricone, fordi han har en helt særlig markant melodisk personlighed, som gennemsyrer alle hans værker.
I forhold til mange andre filmkomponister, der gerne får hele symfoniorkestret til at brage løs i samlet flok, har Morricone næsten altid arbejdet med ét enkelt instrument eller ekspressiv solovokal som det melodisk gennemgående element, og han har vel at mærke ofte placeret nogle temmelig alternative musikinstrumenter forrest i lydbilledet.
I ’Once Upon a Time In America’ var det en panfløjte, i ’Once Upon a Time In the West’ var det en klagende mundharmonika, som vel at mærke først lød helt perfekt, da Leone tog kvælertag på musikeren, der spillede den – og forestil dig Tarantinos ansigtsudtryk, da han første gang hørte musikken til ’The Hateful Eight’ og opdagede, at et af hovedinstrumenterne var en tuba!
»Jeg ved ikke helt, hvor ideerne kommer fra til musikken, men det er vigtigt for mig, at musikken taler et andet sprog end billederne og replikkerne. Det er helt afgørende for mig at eksperimentere«, understreger Morricone, da jeg spørger ham ind til sine hyperkreative valg.
»Musikken skal fortælle sin egen historie. Det primære mål i filmmusik er at overbringe, hvad der ikke er sagt, og hvad der ikke bliver vist i billedet«.
Virtuos ballet
Morricones skelsættende samarbejde med Sergio Leone på de førnævnte spaghetti-westerns (’The Good, the Bad and the Ugly’ er hans vel nok mest ikoniske score) var også kendetegnet ved en anden alternativ arbejdsmetode: Morricone skrev som regel musikken inden optagelserne frem for – som det normalt foregår – at gå i gang med at komponere, når billedsiden er ved at være færdigklippet.
Morricones musik blev simpelthen afspillet under filmoptagelserne, og flere af Leones mest sublime sekvenser bærer stærkt præg af, at fotografen har haft Morricones musik i ørerne, så melodi og fotografi smyger sig om hinanden som i en virtuos ballet.
»Manuskriptet er som regel hovedinspirationen«, fortæller Morricone om sin arbejdsmetode. »Jeg har dog altid brug for nogle ting for at kunne skrive det mest passende musik. Først og fremmest skal jeg kende instruktørens kunstneriske vision, og så skal jeg have en hel masse information: Den geografiske placering, kostumerne, tid og sted. For det meste kan jeg fange det hele ved at læse manuskriptet, men min inspiration kan også være andet, når jeg ikke har set filmen. Da jeg arbejdede med Tarantino, sagde han ét nøgleord, som virkelig påvirkede mig: Sne!«.
Morricones associationer og fantasi er tydeligvis ustoppelige. Faktisk skriver han musikken med pen på papir frem for at sidde med klaver, synthesizere, eller hvad hans yngre kolleger ellers muntrer sig med nu om dage. På den måde er Morricone enormt gammeldags, men man kan også mærke, at han føler sig mere fri på den måde. Det vigtige for ham er at få ro til den kreative proces, og det er netop også derfor, han aldrig er flyttet til Hollywood:
»Et træ har sine rødder og bliver altid det samme sted. Jeg har mine romerske rødder, så jeg bliver, hvor jeg har mine rødder. Jeg holder meget af at være på turné med min musik, og det er godt for mig at kunne dele min musik med publikum, men jeg kommer altid tilbage hertil. Her er jeg mig selv«.
MORRICONES MILEPÆLE
The Good, the Bad and the Ugly (1966)
Morricone og Leone i topform. Sublime ’The Ecstasy of Gold’ har åbnet Metallicas koncerter i årevis – Radiohead, Danger Mouse, Springsteen, ja, selv Mark Knopfler er alle erklærede Morricone-fans.
‘Once Upon a Time In the West’ (1968)
Den ultimative spaghetti-western med det måske ultimative Morricone-soundtrack. Formfuldendt eksekveret. Hele filmen er simpelthen gennemmusikalsk fra den stille start til det klagende klimaks.
‘Investigation of a Citizen Above Suspicion’ (1970)
Et af Morricones stort set ukendte soundtracks fra hans omfattende bagkatalog, men et af hans mest elegant instrumenterede. Sjældent har en jødeharpe været så sofistikeret brugt. En obskur klassiker.
’The Thing’ (1982)
Morricone har lavet formidable gysersoundtracks med Dario Argento, men dette synthbaserede score til John Carpenters horrorklassiker er urørligt. Bootlegudgaven har flere sublime bonusnumre.
’The Mission’ (1986)
Morricone har alt i alt solgt 70 millioner plader, og dette smukke, smukke soundtrack er et af de bedst sælgende. Helt klart det bedste ved dette jungledrama med Robert De Niro og Jeremy Irons.