Hun er en balstyrisk klub-shaman live – på ‘Watch Her Dance’ prøver Julie Pavon at gøre det umulige
»I see myself dance«, gentager Julie Pavon fremmedgjort på åbningsnummeret ’Watch Her Dance’ på debut-ep’en af samme navn.
Som et selvoverdragende mantra strækker sætningen sig igennem hele udgivelsen. Der findes få på den danske musikscene, som er så kropsligt investeret i musikken som Julie Pavon. Det ved alle, der har set hendes dæmonuddrivende koncerter.
Musikken er så spækket med udlængsel, så kropumulig og rastløs, at det er lige før, Pavon går i opløsning, når hun spiller live.
Det virker som en ubarmhjertig opgave at overføre Pavons balstyrisk rituelle energi til en udgivelse. For slukker gnisten ikke, når man indspiller båldansen?
Ilden blusser i hvert fald ned. ’Watch Her Dance’ trænger aldrig helt igennem som andet en reproduktion af et klubbet moment, der bare fungerer bedre live.
Det betyder ikke, at ep’en er blottet for fascinationskraft. Netop fordi man som lytter får mulighed for at observere eskapismen på behørig afstand af flammerne, træder sangenes hjemmebrændte house-lyd frem i et særligt lys.
Tag bare singleforløberen ’Don’t Call Me Out’. Det er, som om den bekymringsløse electroswing lever et dobbeltliv. Nummeret får nærmest sin gode stemning galt i halsen. Solskinsguitaren og det funky würlitzer-piano dækker over en mørkere sandhed, der bliver talt ind af en koklokkelyd så legetøjsagtig, at den må være købt i Fætter BR.
Den letbenede attitude står i skarp kontrast til Pavons jordskælv af en vokal, hvor hvert ord kan måles på richterskalaen. Den tyndt orkestrerede house er i de repetitve former på ep’en som et stillads, der kun er stillet op for at Pavon kan vælte det omkuld med sin bulldozer-vokal.
Intuitivt tager hun så meget fat i hver enkel frase, at hun næsten ikke behøver at sige noget. »I wish you’d only know me when I’m high«, lyder det på ’High’, hvor dunkelheden har fået mere tag i de gyngende rytmer med den bastunge længsel efter at gøre rusen til en permanent tilstand.
På ’Hey Sister’ er beatet helt udeladt. Her afsøger Pavon sit udtryk uden for klubben, hvilket spidser ørerne og havde fortjent mere plads på ep’en. Shaman-energien bærer forsat musikken: Nu lyder den som strengeleg importeret fra hippie-tiden og placeret i en digital drypstenshule, der til sidst krakelerer i forvrængning.
»You are the sun, you’re the moon«, lyder det med den forbundethed til verden, som er emblematisk for Pavons naturbesjælende musik. Animismen topper på ep’ens sidste nummer, ’Herd Animals’, hvor Pavon synger om at føle sig som en hest og mærke hyrdedyrenes smerte.
Men ’Watch Her Dance’ ender med at føles som en klub-ceremoni, man ikke er inviteret til. Pavon er skabt til live-scenen, og hendes musik skal opleves med hele kroppen. Stakåndet og svedende.
Alligevel efterlader ep’en en lille nysgerrig kattelem til Julie Pavons rituelle kræfter uden for klubbens okkulte rum. Og som lytter er det her, man helst vil være.
Kort sagt:
Julie Pavon lykkes ikke helt med at overføre sin okkulte live-energi til ‘Watch Her Dance’. Men det er der faktisk kommet en fascinerende debut-ep ud af.