D1ma sprænger skellet mellem rapper og popstjerne i småstykker på debutalbummet ‘Ev1gt&Alt1d’
»En kasse«.
Sådan beskrev D1ma tidligere i år betegnelsen ‘rapper’, da vi interviewede den maskerede hitmager om blandt andet hans nye Medina-samarbejde.
D1ma er langtfra den eneste rapper – sorry, kunstner – der ikke vil sættes i bås. Såvel herhjemme som i udlandet har alle lige nu travlt med at tage afstand fra hiphopgenren, som om ‘rapper’ er blevet et skældsord.
Lige akkurat i D1mas tilfælde forstår man dog distanceringen. Den maskerede musiker har, som han også selv påpeger i førnævnte interview, trods alt udgivet flere popsange end rapsange. Men D1ma vil heller ikke kaldes popstjerne. Han vil bare gerne være en artist. Punktum.
Derfor er det heller ikke overraskende, at debutalbummet ‘Ev1gt&Alt1d’ rummer begge sider af Danmarks nye stjerne. Modsætningsforholdet mellem de to stilarter ligger jo i D1mas dna.
Men det er overraskende, hvor skarpt D1ma trækker linjen op.
‘Ev1gt&Alt1d’ følger en nærmest konceptuel opbygning, der består af lige dele klubpop og gaderap. Præcis halvvejs igennem albummet skifter D1ma genre. Man kunne næsten fristes til at kalde det et dobbeltalbum, hvis ikke det blot var 14 numre langt.
På den klubbede første halvdel – a-siden, om man vil – finder vi numre som D1mas seneste hitlistetopper, ‘Moonlight’. En melankolsk, pulserende housesingle a la sidste års kæmpehit ‘Drøm mig væk’, der indkapsler lyden på de første syv numre ret godt.
Her er drum’n’bass-trommer på åbningsnummeret ‘Alle dør alene’. Calvin Harris-klinisk EDM på ‘Frihed’. Vi befinder os på dansegulvet, og vi skal ikke hjem lige foreløbigt.
Det ændrer sig dog altsammen med sangen ‘A-List’, der bliver startskuddet til en hiphoppet anden halvdel mere i tråd med den eksplosive debutsingle ‘Come My Way’.
Her finder vi også D1mas seneste single, ‘Forsvinder aldrig’, der ganske vist rummer elementer af popmusikken, men som ligesom resten af albummets b-side fremfor alt er en rapsang.
Den skarpe opdeling kommer også til udtryk i sangtitlerne. De første syv numre er skrevet i versaler, de næste i almindeligt skriftsprog.
Det er demonstrativt dualistisk. D1ma nøjes ikke med at udviske skellet mellem rapper og popstjerne, han sprænger det i småstykker. »Det ene udelukker ikke det andet!«, synes han at råbe.
Men det abrupte genreskift tjener også et andet formål end at bryde med forestillingen om den endimensionelle rapper. De to sider har forskellige funktioner.
På popsangene lader D1ma følelserne få frit spil. Han dulmer dødsangsten med piller på ‘Fr1hed’ og beder om syndsforladelse på ‘For Alt1d’. »Jeg be’r dig, bare red mig fra mig selv / De her tanker har revet mig fra mig selv«, lyder det på sidstnævnte i et af albummets mest sårbare øjeblikke.
Senere – på rapsiden af albummet – er stemningen mere konfronterende. På den storpralende ‘A List’ går han eksempelvis til angreb på en gold digger, der »hopper hver en pik, indtil hun lander på en business man«.
Den bløde klubpop bliver et symbol på hans skrøbelighed, den hårde gaderap et symbol på hans aggressioner.
Den todelte struktur vil for manges vedkommende nok vække mindelser om Drakes 2018-album ‘Scorpion’, der også delte pop- og rapsangene op i to næsten lige store halvdele, bare i omvendt rækkefølge.
Men hvor Drakes stærke popinstinkter dengang måtte kompensere for en halvsløj omgang Toronto-rap, formår D1ma på ‘Ev1gt&Alt1d’ at overbevise som både sjælesøgende popstjerne og selvhævdende rapper. Så tror da fanden, at han ikke vil sættes i bås.
Jeg indledte denne anmeldelse med et citat fra vores seneste interview med den hemmelighedsfulde kunstner. Men i virkeligheden stammer det mest sigende citat vel nok fra vores første møde med D1ma, der fandt sted for snart et år siden på bagsædet af en kridhvid Rolls-Royce.
»Jeg har set det gode i begge verdener«, fortalte D1ma dengang med reference til sin opvækst blandt både rich kids og pushere. »Holdet plejer at kalde mig Kamæleonen, fordi jeg er så god til at tilpasse mig«.
D1mas debutalbum rummer også det bedste fra begge verdener. Det viser, at han kan skifte form efter humør. Præcis som en kamæleon, faktisk.
Kort sagt:
D1ma formår at overbevise som både sjælesøgende popstjerne og selvhævdende rapper på et debutalbum, der er splittet i to halvdele.