‘She-Rex’: Falmede 70’er-polaroider stjæler fokus fra Eee Gees sårbare portræt af at famle sig gennem verden
Stueorglet tænder, bassen pumper, og hi-hatten lifter os gennem et omkvæd med manisk hakkende strygerhooks.
‘School Reunion’, den femte single fra Eee Gees nye album, ‘She-Rex’, er så ligefrem i sin 70’er-disco-pastiche, at det kun er Emma Grankvists dynamiske vokal, der redder sangen fra at ligne noget fra en Eurovision-fantasi.
Det er vildt fængende, men også lidt frustrerende. Ikke kun fordi det vokale overskud i vers og bro forvandles til desperation i omkvædet, når Grankvist forsøger at følge de maniske hooks. Eller fordi lydbilledet trods den pumpende bas virkelig mangler bund.
Nej, det frustrerende er, at ‘School Reunion’ ligesom disco-tvillingen ‘Perfect 10’ og Bee Gees-coveret ‘More Than a Woman’ med sin retromani tager for meget fokus på et album, som kæmper med at finde ind til de kvaliteter, der gjorde forgængeren, ‘Winning’, til et af de bedste danske debutalbum i dette årtusinde.
Det lød så let og ubesværet, da Eee Gee dengang tryllede en enkel popgenialitet som ‘Killing It’ frem af ingenting på debutens uvirkeligt stærke sidste halvdel. Klaver, trommer og en god idé – nemt!
Samtidig ramte hun en balance mellem fortid og nutid, der gav hendes hang til indadvendt nostalgi samme underspillede styrke som hos Weyes Blood og Lana Del Rey. Ligesom dem formåede hun at kigge bagud og alligevel se ind i nuet.
Det subtile og ubesværede har det ikke helt så let på ‘She-Rex’. Udover de lidt for udpenslede postkort fra 70’erne lider særligt albummets første halvdel af overmættede produktioner på ‘Ghost House’ og ‘Promise to Pick Up the Phone’.
De to sange leger ellers meget sjovt med spøgelseskor og fly-imiterende synth som billeder på dødsdømt kærlighed og vanskeligheden ved at redde den som rejsende musiker.
Men tung sound og akkorder uden fremdrift får dem til at føles som at holde for rødt, mens Google Maps nægter at fortælle en, hvilken vej man skal køre.
Den overjordisk smukke lo-fi-ballade ‘(Search:) How to Break Up with a Friend’ med Beatles-kromatik og kække parallelle løb i klaveret udstikker heller ingen retning, men gør i det mindste ventetiden enormt rørende. De der korte falsetstød, altså. Wow.
Først med ‘New Years Ex’ bliver she-rex-energien endelig sat fri. Det, der starter som en intim guitarballade, udvikler sig til et løbsk fyrværkeri af klokkesynth og forvrængede stemmer, der cirkler rundt om et forlist forhold. Her er bremsen sluppet, og et let, velgørende kaos sniger sig ind.
Nordicanaen får endnu mere skrammelrocket kant på ‘Did U Ever Love Someone’, og Eee Gee fastholder sit mere løsslupne momentum på ‘How to Heal a Friend’ med skinnende glimt af arkade-synth, selvom falsetten i omkvædet er en anelse anonym.
Det er i denne midte af ‘She-Rex’, at jeg bedst genkender den umiddelbare, men samtidig elegante lyd og energi, som har gjort Eee Gee til det bedste bud herhjemme på en stille ætsende pop-auteur i stil med Lana Del Rey.
Og det er heldigvis det udtryk, der får lov at sætte punktum for albummet med en i den grad Del Rey-henslængt rumklang og dekadent ro på den storladne raket- og svampedrøm ‘Space Anxiety’.
Det er bare lidt sent for albummet at komme i gang. Ligesom coveret til ‘She-Rex’ udgør de tolv sange en collage, som stritter i flere retninger. De vil ikke rigtig sammen.
Retromanien på de rendyrkede disco-hyldester lyder som et sideprojekt, der tager fokus fra et sårbart øjebliksbillede af at famle sig gennem en verden af nedslidte relationer, mens noget ukendt står og funkler i horisonten.
Det gør ‘She-Rex’ til en lidt ambivalent blanding af velkendt Eee Gee og »Eee, altså!«.
Kort sagt:
Eee Gee kæmper på ‘She-Rex’ noget med at følge op på sit uvirkeligt gode debutalbum. Men mellem sårbare sange om nære relationer, overmættede fillers og falmede 70’er-polaroider indfinder de magiske øjeblikke sig alligevel.