‘Mosquito’: De plejede at lave tåget emorap – nu lyder Fraads som landets mest excentriske popgruppe
Fraads er stille og roligt blevet Danmarks mest excentriske popgruppe.
Da de oprindeligt dukkede op, føltes de nærmest som en dansk pendant til tidens blomstrende emorap. Vokalist Papa E omfavnede uden tøven sine mest destruktive tendenser, tekstuniverset var tåget, og melodierne fyldte mere end i det meste af tidens danske hiphop.
Men som årene er gået, har Fraads gradvist lagt emorappen på hylden og omfavnet popmusikken mere og mere. På Fraads’ nye album, ‘Mosquito’, synger frontmand Papa E mere, end han rapper, og David Engelbrechts lydlandskaber bevæger sig længere og længere væk fra hiphoppen.
‘La den rette komme inn’ og ‘Akira’ er følsomme ballader med akustisk guitar. De quirky synths på sange som ‘Sleight of Hand Pro’ og ‘Ikk dig’ lyder som noget, Engelbrecht lige så godt kunne have produceret, da han var en del af new wave-projektet Blikfang.
Der er stadig en snert af den druggy emorap tilbage på det nye album. På ‘Lige der’ rapper Papa E således om, at byen vil slå ham ihjel, og at stofferne ikke tager sig selv.
Men rundt omkring de linjer finder vi en plade, der slynger om sig med referencer til videospil, mangaer, Nicolas Winding Refn og svenske gyserfilm. Ét track er direkte inspireret af ‘Super Mario 64’-soundtracket, et andet leverer Johnson(!) i så uortodoks en indpakning, at han nærmest lyder som en dansksproget Jpegmafia. Så quirky og legesygt er det.
Med Fraads’ niveau af excentricitet risikerer man at blive så idiosynkratisk indforstået, at det er svært for lytteren at følge med. Den helt store hæmsko på deres ellers glimrende debutalbum var, at det hele var sovset ind i et koncept om en fiskemand og en dragekvinde, der aldrig rigtig blev forløst.
Den slags højtragende koncepter er ‘Mosquito’ ikke helt fri for. I et presseskriv fortæller duoen eksempelvis, at den titulære myg er et symbol på det midlertidige liv, og at myggen på albumcoveret er i gang med at suge det sidste liv ud af Fraads’ forstenede ansigt.
Men modsat debuten distraherer det aldrig fra musikken eller de følelser, Fraads ønsker at kommunikere på ‘Mosquito’. Det gør bare, at det hele oser endnu mere af personlighed.
Uanset om det handler om kærlighed til sine medmennesker (‘La den rette komme inn’) eller til gamle videospil (‘Sleight of Hand Pro’), opdager Papa E i løbet af pladen, at han har noget at leve for – også selvom vi mærker smerte og selvdestruktion på vejen frem til den lykkelige konklusion.
Måske er det også derfor, myggen er så velvalgt en metafor. For ja, den suger livskraft ud af dig. Men du har mulighed for at klaske den. Og det er umiddelbart det, Papa E vælger at gøre på det næstsidste nummer, ‘Squito’.
Her er instrumentationen udelukkende en hylende drone, og vokalen klinger af noget fra Björks a cappella-album ‘Medúlla’. Adskillige lag af udechifrerbare råb og skrig falder ind over hinanden i et manisk arrangement, så det lyder, som om Papa E er ved at miste besindelsen – hvilket gør det så meget mere forløsende, at han ender med at finde livsglæde på det efterfølgende afslutningsnummer, ‘Overalt hele tiden’.
Den slags soniske eksperimenter gør ‘Mosquito’ til en evig legeplads, der altid har noget nyt at byde på. Samtidig er tracklisten også bare spækket med nogle af Fraads’ mest iørefaldende melodier til dato. Duoen har stadig synlige rødder i hiphoppen, men de nægter at lade sig begrænse af den.
Det har resulteret i deres mest vellydende udgivelse til dato, der ovenikøbet også er deres mest personlighedsrige.
Kort sagt:
På ‘Mosquito’ udforsker Fraads flere lyde end nogensinde, alt imens Papa E genfinder meningen med at leve. En mening, han finder i både medmenneskelig kærlighed og gamle videospil.