‘Vær dig selv’: I en verden af selvironi er det vidunderligt at se, hvor meget Blikfang omfavner deres skævheder
Ironi. Det evigt diskuterede virkemiddel. Er det en effektiv måde at udtrykke sig på, eller er det en påtaget afstandstagen fra egentlige følelser?
Uanset hvad, så er det allestedsnærværende. En totalt ironiforladt sangskriver er efterhånden en sjældenhed, og bitter kynicisme lader til at være den emotionelle drivkraft for mangt en musiker.
Og så har vi Blikfang. Danmarks måske mest oprigtige band. Jeg har tit set duoen blive sammenlignet med 80’er-pionererne Kliché, og jo, der er noget om snakken med de insisterende synthtoner og forsanger Søren Gades genkendelige vokalknæk.
Men Kliché citerede Mao Zedong, sang om supertankere og lavede en decideret vrøvletekst bygget over det fonetiske alfabet. Blikfangs nye ep, ‘Vær dig selv’, har lyrik om blandt andet at have en Jon Dahl-plakat på værelset, at elske at ligge i ske og at stille spørgsmålstegn ved sit eget køn.
Oprigtigheden er en enormt vigtig del af ep’en. Ikke kun fordi det får Blikfang til at stikke ud i en skov af ironi, og ikke kun fordi det gør Søren Gades udråb endnu mere charmerende, når man kan mærke, hvor meget han mener hvert et ord. Oprigtigheden er også vigtig på et metatekstuelt plan.
‘Vær dig selv’ handler nemlig om – du gættede det – at være sig selv. Hele det skæve, quirky, sårbare selv, som omverdenen ikke nødvendigvis tillader, at du er. Søren Gade nægter at skamme sig over ikke at leve op til de maskulinitetsidealer, verden omkring ham prøver at presse ham ned i.
Der er et bid og en nerve til stede på ep’en, der ikke nødvendigvis eksisterer direkte i det soniske eller lyriske univers, men rettere i kraft af den omverden, som værket står i kontrast til.
Dertil er der en vidunderlig synergi mellem Søren Gades oprigtighed og de soniske omgivelser, der er kreeret af duoens andet medlem, Fraads-producer David Engelbrecht.
De kejtede trommemaskiner på ‘Hvis min krop ku forsvinde’, det fundamentalt u-hiphoppede sci-fi-beat på hiphopskæringen ‘Flight Mode’, de tætpakkede lag af Søren Gades frembrusende vokal i outroen til afslutningsnummeret ‘Lad dem klappe os ud’. Det er alt sammen med til at sælge fornemmelsen af, at Søren Gade er lidt af en skæv eksistens.
Men samtidig er disse elementer meget gennemtrængende. De tøver aldrig med at komme på banen, og de gemmer sig aldrig bag mere traditionelle instrumentationsvalg. Lydene står stolt frem og tør at være sig selv.
Jeg havde egentlig håbet, at vi snart ville nærme os Blikfangs album-æra. ‘Vær dig selv’ er – ligesom Blikfangs tidligere output – spækket med ørehængere og store følelser. Konceptet tåler umiddelbart at blive udfoldet mere. Men omvendt kommer ‘Vær dig selv’ også rigtig godt rundt om sit eget koncept på blot 22 minutter.
Spørgsmålet er, om så meget højlydt oprigtighed ville blive enerverende, hvis varigheden blev fordoblet. Jeg har allerede en del venner, der synes, at Blikfangs bragende følelsesstrøm er trættende og føles påtaget. Men her og nu er jeg dybt forelsket i et værk, der står så meget ved, hvad det vil formidle.
Kort sagt:
Blikfang har skabt en dybt oprigtig popskive om at stå ved at være sig selv, og hvad angår både lyd og lyrik rammer de tematikken lige i øjet.