ANBEFALING. Gamle videospil. De følsomme, autotunede svenske rappere fra Drain Gang. Den højenergiske, vampyriske punkrapper Playboi Carti.
Det var nogle af de ting, Fraads fremhævede, da vi interviewede dem i sidste uge og spurgte, hvilken musik der har formet dem.
Lige præcis de tre nævnte indflydelser kan man faktisk godt høre på ’Forsigtig’, som er duoens første single, siden de udgav ‘Er vi to en ting?’ for 18 måneder siden.
Der er fløjter og synths, der blipper, blopper og bobler afsted som en undervandsbane i et gammelt Nintendo-spil. Det er lyde fra en pixeleret, pangfarvet verden.
Papa Erotic kombinerer en afvisende, næsten fjendtlig attitude – »ikke røre ved mig!« – med en næsten børnet, lys stemmeføring. Hvilket minder om Playboi Cartis allerede kultværk-kårede ’Whole Lotta Red’ fra 2020.
Og så er der hele sammenstillingen mellem fremmedgjort og nuttet, der vækker mindelser om Bladee fra Drain Gang. Det er Sad Boy-rap i hyperpop-klæder.
Dermed udforsker ‘Forsigtig’ en ny lyd for både frontmand Papa Erotic og producer David Engelbrecht.
Førstnævnte er mere udfordrende end nogensinde og indleder ‘Forsigtig’ med et statement om sin egen nye persona: »Jeg er blevet en delikat bitch«.
Senere afslører han, at han er bevidst om sin egen magnetisme: »Jeg er en pleaser af Guds nåde / Jeg får jer alle sammen til at føle noget«.
Det er en ny, og en smule mere dark, Papa Erotic.
Mens Engelbrechts boblende beat derimod er mere digitalt legesygt end nogen tidligere Fraads-produktion.
Det er en lyd med flere farver end en regnbue, som samtidig er fyldt med små samples og naturlyde.
Ét sted kan man høre en hund gø, hvilket – ifølge et David Engelbrecht-citat i sangens pressemeddelelse – er et sample af Tintins hund Terry. Fraads er i cartoon-land.
Det ligner et Fraads 2.0. Hvis altså den nye single ikke blot et enkeltstående eksperiment. Det er selvfølgelig også muligt.
Men hvis ‘Forsigtig’ virkelig er begyndelsen på en ny æra, lover det godt. Vi udforsker gerne et level mere.