TRACK. ‘Kan ik tabe’ er ikke Papa E’s første soloudgivelse, men på mange måder føles den sådan.
Hvor 2023-debuten ‘Sweet Dogg’ lød som et uforpligtende afbræk fra den mere substantielle musik, han udgav som den ene halvdel af Fraads, er indsatsen højere nu, hvor Fraads er gået i opløsning.
Og vi snakker altså væsentligt højere. ‘Kan ik tabe’ er lyden af en kunstner, der smider alle jetoner i puljen og går all-in – fuldt bevidst om, at han sidder med en Royal Flush på hånden (sorry, jeg faldt over en guide til pokerterminologi og har ikke været mig selv siden).
Pointen er, at ‘Kan ik tabe’ er en umanerligt selvsikker genintroduktion af en af de mest unikke skikkelser i dansk rap.
Papa E har altid dyrket det tvetydige, ligesom han aldrig har været bange for det ironiske, men når han på sin første sang i to år deklarerer, at han umuligt kan tabe, lyder han som én, der mener det.
Det betyder dog ikke, at ‘Kan ik tabe’ er enkel at have med at gøre.
For bag Papa E’s flabede levering af det storskydende omkvæd og den mørke, forvrængede produktion, der brager fremad med samme bombastiske intensitet som et triumfmarch, gemmer der sig en ambivalent følsomhed.
»Jeg har fyret alle, jeg arbejdede med / Der var noget i deres øjne, der var blevet kastreret / Er du stoppet med at drømme? Jeg ved det’ svært at indrømme«, lyder det i første vers.
Man forstår, at det ikke er uden omkostninger at være født til at jagte sejren. At der også er en grad af selvopofring i pagten med musikken. Der er en martyragtig krukkethed over ‘Kan ik tabe’, som er ret skøn.
Som det – på én gang selvsikkert og selvmedlidende – lyder et andet sted: »De sagde, de ikk’ ku’ føle noget / Så det’ godt, at jeg’ tilbage med et hjerte fuld af blod«. Og ja, det er det. Godt altså.
Til dig, der kan lide: At vinde. Hjerter fulde af blod. At være lidt krukket. At gemme sin følsomhed bag en bombastisk fremtoning. Poker.