Kind mod Kinds debutalbum viser, at vi slet ikke er færdige med at genopfinde 00’erne
Vi har efterhånden fattet det: 00’erne er tilbage.
Mændene har fået sårbarheden igen og synger på dansk, som Tue West og Christian Brøns gjorde det, og Medina er reinkarneret i artister som Pil, D1ma og, ja, Kind mod Kind.
00’erne føles som et selvbrunet genfærd med Dax i håret og lavtaljede bukser, der hjemsøger vores generation med hurtige klubgenrer og poppet melankoli for at minde os om tiden før 10’ernes tunge gaderap.
I fortællingen om samtidens 00’er-retro har Kind mod Kind haft en særlig slagkraft. På ep-debuten fra 2022 var musikken – guidet af forsanger Julius Amdisens krystalklare falset – uhørt renskuret. Velplejet, nybarberet og hungrende klar til at ramme floor.
På albumdebuten med den sms-nostalgiske titel ’</3’ er klubsulten bestemt ikke blevet stillet.
»Se mig nu / Helt formfuldendt igen / Med mit panser på mig«, lyder det på uimodståelige ’Love Isn’t Easy’ som en bestyrkende selfie med Medina fra køen til klubben. Der er kræset for detaljerne, og melodierne har fået rigelig hårlak, så ikke én eneste tone stritter.
Driften mod poppet perfektion former musikken på ’</3’, men bliver hele tiden mødt af en længsel efter at slippe kontrollen. »Tag dit panser af dig«, synger Medina i sit vers – nærmest som en livslektie til sine yngre kollegaer.
Denne kontrast gør, at albummets gennemgående 00’er-forherligelse ikke bliver tilbageskuende.
»Hvad er perfekt i dine øjne?« lyder et Burial-agtigt vokalsample på ’Dronning Interlude’, inden det korte track stikker af i rastløs jungle a la Nia Archives. Kind mod Kind kender også undergrundens dresscode, og det er forfriskende at prøvesmage en mere rowdy udgave af bandet.
De mange breaks på åbneren ’Luftkasteller’ føles som indledende opvarmningsøvelser til boksekampen med de tonsende Jersey club-stortrommer, der slutter nummeret. Så er stilen lagt, og den opvarmede basarm kommer på hårdt arbejde på albummet, der bestemt ikke overdynger sine lyttere med pusterum.
Allerbedst fungerer tramper-energien på ’Ung & smuk’ med sit fantastiske omkvæd: Et engleblidt EDM-hook, der åbenbarer for mig, at de gamle jumpstyle-moves stadig er en del af muskelhukommelsen.
Og hvad sker der for Safri Duo-featuren, som følger efter på nummeret ’1000 ord’?! Jeg må nive mig selv i armen for at fatte, at det ikke er ’Absolute Music’, men Kind mod Kind, jeg har sat på.
Det er virkelig godt set, at slagtøjsduoen, der turnerede verden tynd i 00’erne uden et eneste rosende ord fra kritikerstanden, selvfølgelig også fortjener en renæssance. De ikoniske bongos får hovedrollen i nummeret, der efter et marimba-buildup til sidst kulminerer i uhildet og ekstatisk eurotrance. Legendarisk.
Nogle lyttere vil formentlig stå af på albummets tårnhøje tempo, og ’Dangerous’ kommer lidt over midtvejs åndenøden til undsætning. Jeg var aldrig i tvivl om, at Kind mod Kind kunne lave den mest velskabte klaverballade, men jeg havde nok hellere set en anden slags ophold i sendefladen.
Det ændrer dog ikke på, at ’</3’ står tilbage som en vidunderlig kærlighedserklæring til alskens klubkultur, og at albummet varsler Kind mod Kind som et band, der kan gå i mange retninger herfra.
Kort sagt:
Kind mod Kinds vidunderlige debutalbum blander poppet perfektion med længslen efter kontroltabet. Nye klubsultne tilsnit viser Kind mod Kind som et ambitiøst og sprudlende band, der vil være meget mere end nostalgi.