Den smukkeste sang på August Høyens debutalbum omhandler et emne, vi sjældent taler om
Når jeg tænker på August Høyens musik, er »spændvidde« ikke ligefrem det første ord, der dukker op.
Han har med succes skabt et brand bestående af ømme, forsigtige sange, hvor han deler ud af hverdagens tanker på en måde, der føles som en god ven, der trøster dig på en dårlig dag. Gerne med noget hyggeligt guitarspil og nogle lettere r’n’b-agtige trommer, der placerer ham halvvejs mellem singer/songwriter-traditionerne og soveværelsespop-eksplosionen.
Men det er som om, at det selvudgivne debutalbum ‘August’ prikker lidt til de snævre rammer, der hidtil har defineret ham. Nej, du kommer ikke til at høre uforudsete genreskift, der vender op og ned på Høyen, som du kender ham. Men der er et par forsøg på at udvide formlen, så den bliver knap så ensartet.
Klaveret på ‘Stille’ lyder eksempelvis kraftigt inspireret af Aphex Twins impressionistiske ‘Avril 14th’, og det er mesterligt integreret. Et underspillet lydbillede lader Høyen stå ganske nøgen over for dette klaver, og intimiteten er totalt i højsædet. Når der kommer strygere og korvokaler på til allersidst, føles det måske en smule corny, men nummeret har fortjent lidt kejtet optimisme som kulminationen på to minutters indadskuende modløshed.
I den anden ende af spektret finder man en sang som ‘Ingenting’. Den er næsten helt musical-agtig i sin opbygning, hvor titellinjen går fra, at Høyen til at starte med synger »Hvis jeg ikke passer ind / så bliver jeg nok ingenting«, til at han til slut – med hjælp fra et lige lovligt opstemt kor – vender det til »Så gør det nok ingenting«.
Idéen er vist, at han gradvist bliver ældre og lærer at acceptere sig selv, men når man i første vers skal høre en 27-årig Høyen synge om ikke at være god til at lave lektier, går der altså ‘Bølle-Bob’ i den.
Lidt blid bossanova på ‘Hvad med mig’ klæder Høyens soniske tapet markant bedre end disse korvokaler, og når han i c-stykket sætter dette beat på pause for at øge intensiteten en smule, fungerer det fornemt. Den overgearede Mac DeMarco-klingende guitar på ‘I hendes arme’ er måske en kende skærende, men når bassen og blæserne får inkorporeret 60’er-soul i lyden, opnår sangen lige præcis den varme, kompositionen sigter efter.
På ‘Falder igen’ bliver vi mødt af et beat, der lyder som snydt ud af Hans Philips solodebut, ‘Forevigt’. Det er dog det ene øjeblik på albummet, hvor Høyens personlighed ikke skinner ordentligt igennem – også fordi vokalpræstationen herpå ikke er særlig langt fra Hans Philips sangstil.
Albummet bliver til gengæld reddet af den efterfølgende ‘Engle’, hvor Høyen synger til nogen, der har haft et dødsfald tæt på livet. Det er en rigtig smuk sang om, hvordan det kan være svært at vide helt præcis, hvordan man skal være der for andre, når de har tabt.
Det er et emne, vi sjældent taler om, men Høyen gør det med det nødvendige niveau af alvor og respekt. Instrumenteringen består desuden af en guitar og noget synth-ambience, og det skaber mesterligt den usikre atmosfære, der er brug for.
‘Engle’ er sjovt nok et af de numre, der føles mest som noget, jeg kunne have forventet fra Høyen, allerede dengang han debuterede. Og det er det bedste nummer på en plade, hvor han ellers prøver at udfordre sig selv.
Heldigvis udfordrer pladen sjældent selve kernen af Høyen-formlen. De nye tiltag er primært ornamenteringer, der er bevidste om, hvad den danske musikers spidskompetencer er: hans nærværende sårbarhed og hans tænksomt reflekterende sangskrivning.
Resultatet er et debutalbum, der udvider spændvidden, men som holder hans kunstneriske identitet intakt.
Kort sagt:
På sit debutalbum udfordrer August Høyen den singer/songwriter- og soveværelsespop-lyd, han hidtil har haft succes med. Ikke alle disse nye stiltræk er lige vellykkede, men heldigvis er hans sangskrivning stadig lige så intim og nærværende, som den altid har været.