‘Sommetider evig forårsregn’: Hvor er Skygge er som en dansk Tame Impala – undtagen når han er noget helt andet
Jeppe Dengsøs musikalske alter ego Hvor Er Skygge er svær at rubricere.
I Soundvenues spalter er han primært blevet beskrevet som »drømmepop«, og hvis man skal begrænse sig til én etiket, kan man nok ikke ramme meget mere plet. Men man skal ikke lytte meget til debutalbummet, ‘Sommetider evig forårsregn’, før det billede bliver udfordret.
Den væsentligste forskel på Hvor Er Skygge og hans drømmende genrefæller er den hyppige tilstedeværelse af ret markante trommerytmer og i det hele taget instrumenter med insisterende puls. Albummets hooks kontrasterer tydeligt de omgivende stykker, nærmest på samme måde som en Max Martin-sang ville pakke sit hook ind.
Jovist, det er alt sammen svøbt ind i æteriske keyboards, godt med reverb og Dengsøs karakteristisk luftige stemme. Men albummet har ofte mere til fælles med den tætpakkede psych-pop, man de seneste mange år har set fra Tame Impala, end det har det store at gøre med Mazzy Star, Cocteau Twins eller Beach House.
Det fremadtromlende groove på ‘Elli’ er på ingen måde blidt eller mildt, men det er hypnotiserende. ‘Jeg plasker i regn, men pyt’ er et af de få numre, der faktisk momentvis føles beroligende, men så starter en vidunderligt skinger guitarsolo eller et frækt synthfunk-klingende omkvæd.
Alligevel er selv Tame Impala-sammenligningen lidt skæv. Kevin Parker er kun blevet mere poppet for hvert år – i så høj grad at han nu samarbejder med Dua Lipa. Og med ørehængere som ‘Violet’ og ‘Jeg tager havet med mig’ beviser Dengsø, at han da også er i stand til at gå den vej. Men på godt og vel halvdelen af numrene nægter han slet og ret at lave popmusik.
Tre af numrene er instrumentale kompositioner, der beder lytteren om at døse hen og overgive sig til de teksturer, der bliver præsenteret – blandt andet drømmende tværfløjte, blokfløjte og klarinet.
‘Skyfri’ har værkets mest arketypisk dreampoppede teksturer, men har ingen central melodi. Derimod er det et vemodigt spoken word-nummer, der måske lige går en snert over kanten i sin forkærlighed for at udstille lyriske modsætningsforhold med vendinger som »nogle gange regner det fra en skyfri himmel« og »altid lykkelig, altid trist«.
Den jazzede klaverballade ‘Lysår’ afslutter værket ganske uortodokst. Lidt grynet lo-fi-lyd forbinder det fornemt til albummets øvrige spraglede univers. Nummerets lyd giver sangens lyrik god plads til at ånde og dermed sætte et stilfuldt, reflekterende punktum for albummet.
Desværre sætter det også Dengsøs vokal i en meget nøgen situation, hvor dens begrænsninger bliver tydelige. Lidt som Kevin Parker – for nu at sammenligne igen – veksler han primært mellem en luftig, svævende vokal i sit vanlige register og en lidt mere intens falset, der kan skære igennem, når det virkelig gælder. Et nummer som ‘Lysår’ kalder på en stemme med lidt mere bund og fyldighed.
Det vidner dog om en kunstner, der er villig til at udforske nye horisonter, og som nægter at hvile i en komfortzone. Når man prøver at sprænge rammerne, er det intet under, at man en enkelt gang rammer ved siden af. Værket emmer af kreativitet og nysgerrighed – og det smitter!
Så ja, det ville være vildledende at kalde Hvor Er Skygge for en dansk Tame Impala. Men jeg håber, at ‘Sommetider evig forårsregn’ får lige så meget indflydelse herhjemme, som ‘Currents’ gjorde globalt. For det er godt nok sjældent, jeg hører et debutalbum, der sprudler så meget af gode idéer.
Kort sagt:
Hvor Er Skygge er catchy, æterisk popmusik lidt a la Tame Impala – undtagen når det er artsy instrumentalmusik, vemodig spoken word eller støvet vokaljazz. Debutalbummet sprudler af vilje til at føre adskillige idéer ud i livet, og glæden til musikken er smittende.