‘I Know All the Words but I Can’t Say Goodbye’: De bedste sange på Emma Sehested Høegs debutalbum er mere end blot sange
Der er få ting mere uudholdelige end at sige farvel.
Sådan har Emma Sehested Høeg det i hvert fald. Det fortalte hun for et år siden i et afsnit af Heartbeats-podcasten ’Rockhistorier’, hvor hun var inviteret i studiet for at spille noget af den musik, der har formet hende som musiker og menneske.
Her valgte hun blandt andet Ray Charles og Betty Carters hjerteskærende duet ’Every Time We Say Goodbye’, en sang, der for Høeg bedre end nogen anden indkapsler afskedens smerte. Hver gang hun kører sin kæreste til lufthavnen og skal sige farvel, fortalte hun, sætter hun sangen på og giver tårerne frit løb.
Jeg kom til at tænke på podcast-episoden, da jeg første gang lyttede til titel- og afslutningsnummeret på Høegs debutalbum, ’I Know All the Words but I Can’t Say Goodbye’.
Både fordi sangen lader til at omhandle netop denne situation – »We’re at it again / You want to travel the world / But what about me?« lyder åbningslinjen – men også fordi jeg snildt kan forestille mig, at sangen for nogen kunne have den samme betydning, som Ray Charles og Betty Carters duet har for Høeg. Sangen som tilflugtssted og fast ritual, på én og samme tid katarsis og sjælelig lindring.
Emma Sehested Høeg er udover musiker også skuespiller og manuskriptforfatter, og især sidstnævnte skinner igennem på albummet.
Sangene lyder nemlig hver især som om, de er skrevet til specifikke filmscener, og på samme måde som titelnummerets sepiatonede 60’er-pop øjeblikkeligt placerer lytteren alene i en bil med en skrattende bilradio, aftensolen gennem en støvet forrude og tårer løbende ned ad kinderne, synes alle albummets bedste sange på en eller anden måde at lede tankerne mod en helt konkret, detaljeret filmisk verden.
Den blidt vuggende ’The Moment’ byder eksempelvis på en plastikagtig form for bossanova-loungemusik, der lyder som om, den burde danne lydtæppet til en fest i en kæmpe lejlighed med kølig belysning og enorme vinduespartier, hvor velklædte overklassemennesker slænger sig i dyre designermøbler med Martini-glas og cigaretrør i hænderne, og stemningen er trykket af en mystisk og dyster hemmelighed, som ingen tør tale om.
Og så er der storslået, Sergio Leone-værdig western-dramatik gemt i de tunge guitartoner og nærmest galopperende rytmer i ’Wait While I’m Changing’, hvis episke patos kulminerer i den fantastiske – og tvetydige – sætning »I need you to be my background, love«.
Det er kun, når de små, æstetiske verdener, sangene placerer sin lytter i, er knap så detaljerede, at albummet bliver mindre interessant at lytte til. Både den sørgmodige klaverballade ’My Mind’ og den disco-klingende ’We Grow’ er fine, velproducerede sange – og Høegs stemme er med sin støvede fløjlstekstur altid værd at høre på – men i begge tilfælde hensættes jeg i højere grad til en generisk følelse end en konkret situation.
Det samme gælder den guitardrevne ’Lately’, som dog har den der uimodståelige rytmiske kvalitet, der påkalder én til blidt at vugge sin skosnude op og ned i takt til musikken.
I den helt anden boldgade har vi ’Beyond’ og ’Drink From Me’ – albummets to bedste sange – der begge er fyldt til bristepunktet med en nærmest psykedelisk, surrealistisk form for sanselighed. Førstnævnte med sensuelle strygere og en længselsfuld stemmeføring, der flyder som en varm ørkenbrise hen over et ultraminimalistisk beat, som minder om en klapperslange, der sniger sig ind på lytteren.
Og sidstnævnte, der med euforiske harmonivokaler og håndspillet percussion – lyden af stykker af friskt, spændstigt træ slået mod hinanden – lyder som en moderne fortolkning af 50’ernes Exotica-musik. Lyt blot til den legesyge klarinet, der forfører med en slangetæmmeragtig melodi og skaber en eventyrlig, nærmest karnevalistisk stemning.
Her er tale om sange, du kan forsvinde væk i. Helt uden at du for alvor behøver at tage afsked med nogen først.
Kort sagt:
De bedste sange på ’I Know All the Words but I Can’t Say Goodbye’ er mere end blot sange: De er små, detaljerede verdener, man kan gå på opdagelse i. Og Emma Sehested Høegs fløjlsbløde stemme er den perfekte turguide.