Jeg var forelsket i Emma Sehested Høegs teatralske Vega-koncert længe inden, hun foregav at være forelsket i mig
Det tredjesidste nummer på sætlisten til Emma Sehested Høegs sætliste var ‘Sugar’. Inden nummeret gik i gang, fortalte hun, at hun er meget fascineret af forelskelse som fænomen. Hvor pludseligt, det kan opstå – som et lynnedslag, forklarede hun.
Skuespiller som hun er, begyndte hun at spille pludseligt forelsket i en person, der stod på de forreste rækker. Hun formåede på fremragende vis at indsætte små vokaldetaljer, der signalerede, at hun var overvældet af denne pludselige forelskelse, uden at det tog det mindste væk fra hendes vokalpræstation.
Efter relativt kort tid skiftede Amors pile dog retning. Og hendes nye udkårne blev mig. Jeres undertegnede var den sukkerknald, som Høeg spillede forelsket i resten af nummerets varighed. Ham, som hun så dybt i øjnene, som hun holdt i hånden og som hun endda omfavnede, mens mikrofonen var bag min ryg, så hun kunne synge, mens hun krammede mig.
Leflede hun mon bevidst for anmelderen? Det var næppe svært at opdage, at jeg tog noter hele aftenen. Jeg giver hende dog the benefit of the doubt og vælger at konkludere, at jeg bare var en flot fyr, der ganske behændigt stod lige for enden af den catwalk, Store Vega i aftenens anledning var udstyret med (at spæne forelsket frem ad catwalken er altså et fremragende dramaturgisk greb).
Man kunne i det hele taget ofte mærke Høegs baggrund i skuespil. Dame Dearest-figuren, som lægger navn til hendes debut-ep, er i høj grad en rolle. En forførende, retro-jazzet diva af den slags, der velsagtens kunne have spillet til Jay Gatsbys fester. Men den beskrivelse indkapsler hende primært på et æstetisk plan.
I praksis er Dame Dearest-figuren en frigjort og seksuelt uafhængig karakter, der ikke sidder fast i 1920’ernes kønsroller. Hun klappede sig selv på røven adskillige gange – den slags er der ikke nogen sleske klubejere, der skal gøre.
Lydligt har projektet heller ikke det store med 1920’erne at gøre. Vi fik regulære funk- og disco-trommer under ‘Mirror Dance’ og ‘Det var aldrig helt nok for mig’, og mangt en sang var mere beslægtet med soultraditionen end med jazz. Den sensuelle smoothness var der dog altid, så æstetikken var intakt.
Koncerten var nærmest lige så store dele teaterstykke som musik. Kun stedvist blev karakteren brudt, og både i forhold til vokal og fysikalitet gjorde Høeg en kæmpemæssig indsats for, at hendes performance var underholdende og fængslende.
Et af mine yndlingsmomenter var en medley, vistnok af en række jazzstandarder (heriblandt ‘No Moon at All’). Her startede hun alene bag klaveret, men idet der gradvist kom flere instrumenter på, reagerede hun på det – både med kække små udbrud og med en ustandselig trang til at bevæge sig.
Et andet stærkt skuespilsøjeblik var, da hun under et uudgivet nummer kommanderede bassist Jonathan Bremer til at bevæge sig ud på catwalken, som om han var hende underdanig. Med en aura og en attitude som en kejserinde, der hundser med sine undersåtter.
Og ja, du læste rigtigt, bassisten var Jonathan Bremer fra Bremer/McCoy. Det stjernespækkede band talte også Betty Bass og Yör-forsanger Marie Kildebæk på kor. Guitarist Johannes Wamberg fortjener også hæder for guitarsoloen på ‘Make Sure You Are Mine’, der benyttede Van Halens berømte fingerteknik, men alligevel formåede at forblive i det ømme univers, sangen er bygget op omkring.
Selv hvis Høeg bevidst leflede for mig for at score billige point, så var min holdning til koncerten altså klar længe før, hun spillede ‘Sugar’. Det lød godt, det dramaturgiske koncept var veludført, og jeg var dybt forelsket i koncerten, længe før Høeg foregav at være forelsket i mig.
Kort sagt:
Emma Sehested Høeg betrådte Store Vega som en 1920’er-jazzdiva iklædt lyde fra 70’erne og et moderne feministisk værdisæt fra 2020’erne. Det hele spillede virkelig godt, både på et dramaturgisk, et sonisk og et stemningsmæssigt plan.