Andreas Odbjerg har netop udgivet albummet ‘Un Hommage’, og gæstelisten er mildest talt overraskende.
Den danske hitmager har nemlig ikke bare musikere med på pladen, men også skuespilleren Pilou Asbæk.
I en pressemeddelelse lyder det ellers, at skuespilleren var »det mest umusikalske menneske på hele sin årgang på skuespillerskolen«, og at han »knap nok kunne klappe i takt«.
Ikke desto mindre fik Odbjerg ham overtalt, og han er således med på nummeret ‘Slipsedreng’.
Pilou Asbæk er imidlertid ikke den eneste opsigtsvækkende gæst på ‘Un Hommage’.
Det er nemlig ingen ringere end forfatteren Knud Romer, der har skrevet teksten til sangen ‘Libesleid’ ved at sammensætte citater fra tyske digtere fra slutningen af det 19. århundrede.
Nummeret synges i øvrigt af endnu en overraskende gæst: Nemlig operasangeren Sigrid Matilda Thordsen.
Sidst men ikke mindst får Odbjerg også selskab af Emma Sehested Høeg, der ligesom Pilou Asbæk måske er bedst kendt som skuespiller, men som trods alt også har en sideløbende musikkarriere.
Hun gæster sangen ‘Svært at være fantastisk’.
‘Un Hommage’ følger i hælene på ‘Hjem fra fabrikken’ fra 2022 og markerer Andreas Odbjergs andet album.
Soundvenue tildelte albummet fire stjerner og kaldte det »lyden af en indædt excentriker, der endelig har fået frie tøjler«.