‘De her timer’: Hvis Lamins nye ep bare er en detour, er det en ret perfekt en af slagsen
Det har været skrevet om flere gange, at afrikansk inspireret popmusik er godt repræsenteret på Roskilde Festival-plakaten i år – måske endnu mere end sidste år, hvor den ellers stod på både Burna Boy og Rema.
I år gælder det navne som Tyla, Tems, Omah Lay, Amaarae og Musa Keys. Og Lamin. Ja, den danske rapper, der åbner Orange Scene, har også indset, at strømninger som nigeriansk afrobeats og sydafrikansk amapiano er det hotte lige nu, og han vil med på trenden.
Man føler næsten, at det på et hemmeligt møde er blevet besluttet, at afrobeats og amapiano skal være lyden af sommeren 2024.
På den måde er idéen bag og timingen for ‘De her timer’ mindst lige så opsigtsvækkende, som selve sangene er. Lamin rider med på afrobølgen, og jeg er here for it, som man siger. Det er helt klart den lyd, der rykker allermest globalt lige nu, og det er interessant at høre nogen trække den ind i en dansk kontekst.
Og hvis nogen skulle gøre det, skulle det nok være Lamin, der altid har været en stærk melodisk rapper og lidt af en musikalsk kamelæon. Han gør sig ret godt i de groovy produktioner, hvor der ikke er så meget fokus på omkvæd som på den evigt flygtige vibe.
Dermed ikke sagt, at der ikke er gode omkvæd og melodier. Det er der bestemt, og blandingen af melodi og rap, som Lamin mestrer, passer godt til de lidt mere vuggende og synkoperede beats med mange underdelinger og perkussive lag.
Som på eksempelvis det storladne titelnummer, hvor Lamin rammer en stærk cocktail af noget livsbekræftende med en snert af melankoli. »Bruger de timer vi har«, synger han lige inden et nærmest larger than life-omkvæd, ikke mindst hjulpet på vej af en heftig korproduktion.
‘Hva’ du på’ er med sit høje tempo og catchy omkvæd den åbenlyse kandidat til årets camphit. Især med en gæsteoptræden fra Gilli, der må være kongen af Soundboksen, og som i øvrigt heller aldrig har været bleg for at trække på blandt andet afrobeats.
‘Ahhh’ er til gengæld en hårdtslående banger, hvor Lamin er i sit blærede rapper-hjørne. Hooket med den gentagende titellinje over en tung basmelodi er knivskarpt skruet sammen, især med de overlegne breaks i andet omkvæd.
Mere melodisk bliver det på ‘Øjne’, en længselsfuld kærlighedsballade med en øm Lamin, der dog takket være insisterende shaker og de bløde fire i gulvet-trommer stadig føles dansevenlig.
I det hele taget kan man allerede mærke, hvor godt den tunge bas, de storladne produktioner og rullende drops kommer til at fungere på den store scene og til sommerens mange udendørsfester.
Hvad ‘De her timer’ betyder for Lamin er et åbent spørgsmål. Rapperen tapper ind i en ret etableret lyd, og det er uvist, om det ville fungere over eksempelvis 12 sange i stedet for fire – men idéen er spændende.
Det afsluttende interlude ‘September’ teaser muligvis et nyt album og nogle sange, der lyder mere som klassisk Lamin, så måske skal ‘De her timer’ bare ses som en lille sommer-detour. I så fald er det en ret perfekt en af slagsen – både i udførelse og timing.
Kort sagt:
På ‘De her timer’ går Lamin all-in på afrobølgen, og det er et ekstremt vellykket kald. Rapperen befinder sig nemlig godt i de mere rullende og dybe produktioner, og han gør det uden at gå på kompromis med sit øre for gode melodier og stærke flows.