Fans opfordrer til boykot af Ariana Grandes koncerter. Har de en pointe?

KOMMENTAR. Hvor går grænsen mellem omsorgsfuld medmenneskelighed og dybt mærkværdig parasocial adfærd? Det er et spørgsmål, tusindvis af Ariana Grande-fans slås med lige nu.

Diskussionen har måske nok ulmet siden den meget omtalte og ofte memeficerede ’Wicked’-pressetour i 2024, hvor den grådlabile popstjerne og skuespiller lignede én, der var på randen af et nervesammenbrud, men lørdag 6. juni, da Ariana Grandes længe ventede ’Eternal Sunshine’-turné løb af stablen, eksploderede den. 

På de videoer og fotografier, der hurtigt fandt vej fra arenaerne til de sociale medier, var popstjernens markante vægttab nemlig umuligt at ignorere. 

Fansene blev i hvert fald enige om, at hun så bekymrende udmagret ud, og mens hendes enestående stemme stadig ikke var til at sætte en finger på, var der ligeledes folk, der påstod, at hun fremstod energiforladt, at de kunne se hende ryste som én, der var ved at besvime, og at hun i løbet af koncerterne ofte havde brug for at sidde ned.

Følelsen af bekymring er forståelig nok – alle musikfans ønsker vel at se deres idoler sunde og raske – men spørgsmålet er, i hvor høj grad man kan tillade sig at blande sig i en situation, man ret beset ikke ved noget om – og hvorvidt berømtheders kroppe overhovedet bør være genstand for offentlighedens samtale. 

Trodsige kommentarer

Da diskussionen om hendes vægttab først begyndt at rulle for to år siden, var Ariana Grande hurtig til at bede fans om at afstå fra at snakke om hendes krop. 

»Jeg tog en masse antidepressiver, drak for meget, spiste dårligt og var på det laveste punkt i mit liv, da jeg så ud på den måde, som I anser for at være sund«, sagde hun i en sidenhen slettet TikTok-video. »Jeg er et meget sundere sted nu«, fortsatte hun og fik for en stund lukket ned for samtalen. 

Umiddelbart havde hun måske også en pointe. Den kropspositivistiske bevægelse, der op igennem 2010’erne fik bemærkelsesværdigt stor popkulturel medvind, har i hvert fald gjort de fleste mennesker ukomfortable med at kommentere på kvinders kroppe. 

Ligeledes har forfærdelige eksempler som ’Black Panther’-skuespilleren Chadwick Boseman – der i 2020 blev hånet på sociale medier for sit dramatiske vægttab, indtil det efter hans alt for tidlige død kom frem, at han over længere tid havde kæmpet med tarmkræft – været en tragisk, kollektiv lærestreg om, at der kan foregå alt muligt bag facaden, som ingen af os ved noget som helst om.  

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Af ovenstående årsager er der også en trodsighed at spore i de utallige TikTok-, YouTube- og Instagram-videoer, Reddit-tråde og debatindlæg, der er begyndt at dukke op med bekymrede kommentarer til og om Ariana Grandes vægttab. 

Nærmest uden undtagelse iscenesætter de sig selv som modige whistleblowere, der trodser omverdenens forsøg på at censurere dem, hvilket kan fremstå ironisk, når de i visse tilfælde taler til hundredtusindvis af følgere eller endda skriver i regulære aviser. 

Men er det alligevel værd at lytte til dem, når den aktuelle samtale i hvert fald umiddelbart lader til at eksistere på et mere omsorgsfuldt plan?

Tydeligt gode intentioner

Diskussionen af Ariana Grandes vægttab er langt fra den skamfulde latterliggørelse og ulækre sladderkultur, der kendetegnede samtalen om Chadwick Boseman. 

Jeg oplever fans, der oprigtigt er bekymrede for Grandes sundhed, fans, der opfordrer hendes familie til at gribe ind, fans, der bringer deres egne erfaringer med spiseforstyrrelser i spil – »hun ser ud, som jeg gjorde på det tidspunkt, hvor mine organer begyndte at svigte«, lyder et tweet – og fans, der ligefrem opfordrer til boykot af hendes koncerter. 

»At købe billetter Ariana Grande lige nu svarer i højere grad til at besøge en menneskelig zoologisk have end en normal popkoncert«, lyder det fra én fan, mens en anden siger: »Det er kommet til et punkt, hvor jeg ikke længere kan nyde hendes arbejde, fordi det er for uhyggeligt«. 

I modsætning til så meget af den diskurs, der fylder de sociale medier, har Grandes fans tydeligvis gode intentioner.

På trods af det – og selvom der er reelle overvejelser at have om de kropsidealer, især helt unge fans bliver udsat for – er det svært for mig ikke at få en dårlig smag i munden, når jeg ser den ene video efter den anden med moraliserende fordømmelse af de fans, der deltager i koncerterne. 

For mig er problemet ikke så meget, at det i sig selv er forkert at diskutere folks kroppe, at bekymringerne fremstår omklamrende, umyndiggørende og patroniserende (hvilket de ellers gør), eller at helt almindelige privatpersoner uden nogen form for lægefaglig viden fjerndiagnosticerer fremmede mennesker, selvom effekten af det næppe er positiv. 

Derimod er det i mine øjne især opfordringen til boykot, der rammer skævt.

Boykot er et værktøj, der bruges som afstraffelse af aktører, der har gjort noget amoralsk eller uetisk. En spiseforstyrrelse – hvis Grande altså har sådan én – er en sygdom og ikke en moralsk brist, og selvom jeg forstår fansenes desperation, sender opfordringen et signal, der bør genovervejes.  

»Hun er krympet for øjnene af os«

En sammenligning, der hyppigt bliver bragt i spil i diskussionerne af Ariana Grandes vægttab, er Karen Carpenter, en anden af pophistoriens mest talentfulde vokalister, der i 1983 døde som 32-årig af et hjertestop som følge af anoreksi.

Den gang var offentligheden også dårlig til at tale om det. Nogle affejede Carpenters ekstremt spinkle krop som de naturlige konsekvenser af det hårde turnéliv, mens andre latterliggjorde den som et ærgerligt udfald af typisk »kvindelig forfængelighed«, en slankekur, der var gået for vidt.

»Karen Carpenter er en uhyggelig advarsel til Ariana Grande-fans«, lyder en overskrift i The Telegraph, der argumenterer for nødvendigheden af være ærlige, når vi ser noget, vi oprigtigt mener ser farligt ud.

»Det er, som om folk bare opdigter forklaringer på det faktum, at hun i løbet af de sidste par år, mens hun promoverede sine biografdominerende ‘Wicked’-film, er krympet for øjnene af os – som om vi alle bare bekymrer os for sjov. Det er en gaslighting-kampagne af globale proportioner, der kræver, at vi ignorerer det, der er tydeligt at se«, står der blandt andet i artiklen.

Meget tyder på, at vi ikke er blevet bedre til at tale om spiseforstyrrelser, end vi var i 1982, og svaret er formentlig ikke bare at ignorere Ariana Grandes dramatiske vægttab.

Dermed er der måske ikke noget at sige til, at hendes fans har tendens til lidt at famle i blinde, når de forsøger at sætte ord på deres bekymringer. Jeg synes i hvert fald også, det er svært.