Ariana Grandes ‘Petal’ er mere trist, end det er provokerende
ALBUM. »Jeg savner måden, du plejede at være på. Det er som om, at du har en form for personlighedsforstyrrelse«.
»Vi savner dit gamle jeg. Måske kunne du smutte ud og finde hende og så komme tilbage og prøve igen?«.
Sådan lyder replikkerne blandt andet i musikvideoen til ‘Petal’, der også er titlen på Ariana Grandes ottende studiealbum. Og selvom det er forfriskende, at Grande kvitterer med at angribe kritikerne med en motorsav, splatterblod og dystre, hårde synths, sidder man med en lidt mærkelig smag i munden.
For det er nemt at savne lyden af den gamle Ariana Grande, der gav sassy r’n’b en ny dybde og styrke med hits som ‘God Is a Woman’, ‘Thank U, Next’ og ‘Positions’. Og det er nemt at blive bekymret, når man kan tælle hendes ribben fra halsen og ned.
De seneste år har offentlighedens forståelse af superstjernen – og måske vigtigst af alt Grande selv – ændret sig. Fra ‘Wicked’-eventyrene, hvor flere mente, at Grandes nerver hang i laser, til spiseforstyrrelsesteorier og deciderede boykots af hendes koncerter. Grande fremstår anderledes og ifølge store dele af offentligheden mere skrøbelig end tidligere.
Med ’Petal’ placerer Grande sig et sted mellem at vride sig ud af omklamrende fans’ bekymringer og at tøjle sin egen selvfortælling.
Problemet er bare, at der ikke er nogle vindere i den kamp, Grande har taget op. For musikalsk lander udgivelsen et sted, hvor lytteren hverken får den store åbenbaring, eller Grande kommer med nogle pointer, som vi eller hun selv for alvor kan bruge til noget.
Engang var Grandes sangskrivning legende, og for alle os, der lyttede med, virkede hun som en helstøbt offentlig figur, vi kunne sætte i en kategorisk kasse – hende med hestehalen og den store, elastiske stemme.
På ‘Petal’, hvor håret på albumcoveret symbolsk nok sidder uregerligt og løst i modsætning til hendes syv tidligere finkæmmede og opsatte udgivelser, har Grande selv sagt, at hun har givet frit spil og plads til »en ufiltreret vrede«.
Men på langt de fleste numre virker raseriet diffust, vævende og ukonkret, og det er svært at forstå, hvad Grande egentlig gerne vil bevise. Både over for omverdenen, men måske mest af alt sig selv.
Nummeret ‘Big Feelings’ er – modsigende nok – utroligt tilbageholdende med en lavmælt vokal fra Grande, anonyme synths og trommer, man skal bruge et forstørrelsesglas for at opdage. Den indierockede ’Bad Thing’ lyder som en flygtig teenageforelskelse, som er en mystisk, boblende afstikker, der virker virkelighedsfjern i det ellers konfronterende tema.
»I am not the victim / Bitch, I’m practically drowning in my blessings«, synger hun på det føromtalte titelnummer.
Men der er vist ret langt imellem de såkaldte blessings. Internettets dybdegående granskninger af Grande er blevet så intense, at hendes team netop har offentliggjort, at hun efter sin igangværende ‘Eternal Sunshine’-turné trækker sig fra offentligheden.
Det bliver lidt svært at tro på, når Ariana Grande på nummeret ’Like I Do’ synger: »Keep my heels tall, my ego small, but I’m still Grande / All that shit keeps me well-fed«.
’Petal’ lyder mere som et glat skjold end et ærligt vidnesbyrd fra Grandes side. Og jeg kan ærligt talt godt forstå hvorfor. Ordet ’parasocial’ dækker snart ikke engang den besatte opmærksomhed, som hendes psyke og silhuet har været igennem de seneste år.
»You studied my crown and borrowed my body«, lyder det ildevarslende på hittet ’Hate That I Made You Love Me’.
Hele verden har lånt Grandes krop uden tilladelse og sat den under lup de seneste år. Hvor ønskværdigt det end kunne være, så er det ikke ’Petal’, der giver hende ejerskabet tilbage.
Kort sagt:
Ariana Grande studerer sig selv som parasocialt fænomen på det vævende og modsigende album ’Petal’. Desværre virker pladen i sin helhed mere som et glat skjold end et ærligt vidnesbyrd, og det er svært præcis at forstå, hvad det er, Grande gerne vil overbevise os – og sig selv – om.